25-ÅRET FOR MURENS FALD blev annonceret med pauker og trommer. Og på selve dagen - søndag den 9. november - afsatte DR 2 tre timer til at dække festlighederne i Berlin.
En alvorlig Angela Merkel understregede, at DDR-diktaturet havde myrdet og mishandlet sine borgere. Det perspektiv talte forskeren Helle Rabøl til gengæld yderst fåmælt og grødet om.
Som ung kommunist havde Rabøl opholdt sig på højskole i DDR med henblik på at udvide kommunismens område og indflydelse i Danmark. Og hun havde ingen problemer med at opremse plussiderne ved Østtyskland. DDR var god ved børnefamilier, og der var ingen arbejdsløshed. Ja, undervejs kom man til at tænke på et andet diktatur. Ældre tyskere er også hørt fremhæve, at der selvfølgelig var beklagelige fejl ved Det Tredje Rige, men togene ankom trods alt præcist.
Som Helle Rabøl stod der under den berlinske aftenhimmel, fremstod hun ”rent som et stjernedryp, spildt på en natblå sky” - for nu at sige det med Nis Petersen. Men fakta er jo, at Rabøl har arbejdet for at skaffe en totalitær ideologi indpas i Danmark.
Peccavi: ”Jeg har syndet!”. Sådan vil man jo sige, hvis man har bekriget værdier, man nu tilslutter sig. Men den bekendelse lyttede vi forgæves efter på DR 2, for nok er kommunisme og nazisme måske at regne for enæggede tvillinger i henseende til undertrykkelse, men bedømmelsen af de to ideologier er alligevel helt forskellig.
Redaktør Jette Elbæk Maressa undrede sig over denne forskel i Morgenavisen Jyllands-Posten: ”25 år efter Berlinmurens fald er der ikke lagt låg på den røde romantik. Souvenirs med hammer og segl sælger stadig.”
Også i Morgenavisen Jyllands-Posten forsøgte den radikale udenrigsminister at omgive sig med et præg af dyb og imponerende ansvarlighed i anledning af Murens fald: ”Demokratiet, velstanden og friheden vandt, og det var EU og dets medlemsstater, der blev sejrherren.” Nogle læsere vil mene, at det var heldigt, at Lidegaard ikke også påstod, at Radikale Venstre havde lod og del i Murens fald.
I 1987 deltog en radikal delegation nemlig i det Stasi-dirigerede Bondepartis kongres i Rostock. Og her slog Radikale Venstres partisekretær, Jens Clausager, sit eget parti i samme pulje som Bondepartiet:
”Vi føler os næsten her som medlemmer af jeres parti. Vore systemer er forskellige. Man kalder det ene kapitalistisk, det andet socialistisk. Men hvordan man end betegner dem, så er det dog i begge tilfælde således, at vi som partier er med til at bidrage til, at vort samfund fungerer effektivt, er socialt retfærdigt, og man viser det enkelte menneske respekt.”
Sådan tænkte og talte man altså i Lidegaards parti to år før Murens fald.
Forfatteren til ”Forfængelighedens bål”, Tom Wolfe, spurgte engang, hvorfor vi egentlig ikke var stolte over at have vundet den kolde krig. Måske er svaret, at vi er blevet så skræmte af den lidenskab, de totalitære ideologer repræsenterede, at vi i stedet hengiver os til selvkritik, selvforagt og skamfuldhed.
Derom talte Berlingskes Anna Libak i debatprogrammet ”Godt sagt” mandag aften på DR 2. Libak påpegede, at 25 år efter Berlinmurens fald er den eneste legale attitude efterhånden den dårlige samvittighed og den mest udbredte mode derfor sæk og aske.
Her var Anna Libak på linje med historikeren Niall Ferguson, hvis nye bog Michael Böss anmeldte i Kristeligt Dagblad. Ferguson vil ifølge Böss ”gengive Vesten troen på sig selv”. Og det er ikke blot Libak og Ferguson, der mener, at netop dette er afgørende, hvis ikke vi skal bringe selve grundlaget eller forudsætningen for vores civilisation i fare.
Også Iben Thranholm skriver på Kristeligt Dagblads hjemmeside om modløsheden og rodløsheden i Vesten, der snart kan få skæbnesvanger betydning i konfrontationen med islam: ”Vestens generelle mangel på religiøs tro giver radikale islamister mere blod på tanden, fordi de opfatter os som undersåtter, som dhimmier.” Vi vandt den kolde krig, men er vi ved at tabe den lune fred?
Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter