MIN MORMOR blev dement. Langsomt, men sikkert, forsvandt hun ind i en verden, som var anderledes end den verden, vi, som besøgte hende, befandt os i. Min mormors demens var nådig. Den lagde et filter ned over hendes opfattelse af verden - alt blev i hendes øjne positivt og godt.
Sådan havde det ikke altid været. For eksempel havde hun, da hun endnu var frisk, en tanke om, at et plejehjem var som et fængsel. Et sted, som man ikke kunne slippe fri fra igen. Der kunne ikke være tale om, at hun nogensinde skulle på plejehjem!
Da sygdommen tog til, og min mormor ikke længere kunne være i sit eget hjem og havde behov for kyndig pleje, kom hun på plejehjem. Hun fik sit smukke gamle chatol med - bordet og de to stole. Stuen var nu blevet hendes hjem. Med møbler, som hun stadig huskede hang sammen med hendes historie. Og hun spurgte os flere gange - næsten ved hvert besøg - om hun dog havde råd til at bo her. Hun følte, at hun boede på et slot!
I Danmark er cirka 85.000 ramt af en demenssygdom. En sygdom, som rammer forskelligt, både når det gælder alvorlighedsgrad og symptomprofil. Videnscenter for Demens regner med, at antallet af demensramte i Danmark er steget til det dobbelte om 25 år! Der kan tales om en folkesygdom, som det er højaktuelt at forske i for at forsøge at finde frem til eventuelle forebyggende livsstilsændringer.
VORES TIDLIGERE BISKOP over Roskilde Stift, Jan Lindhardt, døde den 11. november - 76 år. En af vor tids dygtigste teologer med sans for at stille skarpt på kristendommens forkyndelse og kirkens placering i Danmark.
Lindhardt blev ramt af alzheimer umiddelbart efter sin fratrædelse som biskop. En ondartet demenssygdom, som tvang hans tankevirksomhed væk fra det sted, hvor idéer kunne få lov at udfolde sig og blive til liv. En sygdom, som mere og mere isolerede ham i et ukendt land langt borte.
Lindhardts datter, Eva Mila Lindhardt, beskrev sin fars historie ud fra sine besøg hos ham på plejehjemmet, blandt andet med følgende ord: ”Min far gav mig et billede på, hvordan han indimellem tænker om sin sygdom: 'Du ved, man kan godt nogle gange stå af toget i en egn, som man aldrig har været i før, og så er der alligevel nogle træk, som man kan genkende. Måske vokser der noget på markerne, som man kender, eller banegården ligner en banegård, man har set før. Man vil gerne have, at nogen står sammen med en på perronen og tålmodigt lytter til ens beskrivelse af egnen, fordi den måske derved kan komme til at føles mere kendt'.”
Hun mærkede sin fars behov for, at hun og den nærmeste familie tog med ham til den ukendte egn, som hans alzheimer var, for at hjælpe ham med at ”erobre” den verden eller i det mindste at give den et skær af genkendelighed.
At følge et elsket menneske ind i det ukendte land, så der måske kan blive en smule genkendelighed tilbage - smukkere og mere meningsfyldt kan det vel næsten ikke være at slå følge med et andet menneske!
SNART GÅR VI IND i adventstiden. Vi venter på julens komme, vi venter på budskabet om, at Gud blev menneske for at slå følge med os og dermed bringe en smule genkendelighed af det ukendte guddommelige ind i vores verden.
Det budskab er samtidig et vidnesbyrd om, hvordan vi mennesker skal slå følge med hinanden for at bringe tryghed og genkendelighed ind i den fremtid, som indimellem kan synes farefuld og som ukendt land. Så frygten for et trælbundet fængsel kan få mulighed for at åbenbare sig som et befriende slot.
Jeg glæder mig over og er taknemmelig for, at Jan Lindhardt valgte at slå følge med mig op ad Roskilde Domkirkes gulv, den dag jeg modtog ordinationen. Det var med til at give mig tryghed og en vis genkendelighed med ind i det ukendte land - mit fremtidige virke som sognepræst.
Karin Bundgaard Nielsen er sognepræst i Asnæs