ET ER, at selv skolede skuespillere åbenbart skal forsynes med undertekster på tv, for eksempel i ”1864”. Ellers kan seerne ikke fange, hvad det er, de siger på dansk, vores fælles sprog.
Noget andet og lige så prekært er præsternes prædiken og tekstlæsning. I nogle kirker indleder dagens prædikant klogeligt gudstjenesten med at oplyse, på hvilken side i salmebogen man kan læse dagens tekster. Hvis man ellers kan forstå, hvad han/hun siger, er det bestemt fornuftigt at følge dette råd, for præsten læser i adskillige tilfælde bare løs i rivende tempo uden brug af pauseringer, og allerede nu er menigheden desorienteret og ærgerlig.
Heldigvis kan man af gode grunde godt forstå teksterne under salmesangen, men nu følger prædikenen, og her går det helt galt, hvis der er tale om en hel del præster, jeg har hørt, siden min gamle præst gik på pension. Han hørte til dem, der talte, så man fangede hvert et ord. Den slags præster bliver vist færre og færre. Ham, jeg hørte forleden, startede egentlig helt pænt under tekstlæsningen, men så kom prædikenen, en hastigt oplæst samling ord, hvis sammenhæng man kun forstod med store vanskeligheder.
Hvorfor det er blevet sådan, hænger vist nok sammen med, at skuespillerne endelig ikke vil tale ”duarder-dansk”, mens præsterne for guds skyld vil undgå at lyde som præsterne for et par generationer siden. Fælles for dem er vist et ønske om at tale, som andre mennesker gør. Skuespillerne kan på tv hjælpes med undertekster, men den slags kan vist ikke praktiseres i en kirke. Tilbage bliver spørgsmålet: Tror præster virkelig, at folk bliver ved med at komme i kirken under sådanne vilkår?