NU SKAL unge førstegangs kriminelle idømmes samfundstjeneste i stedet for at komme i fængsel. Det beskrives her i avisen den 9. november som et forslag fra justitsministeren om at bekæmpe fremtidens kriminalitet, da hun mener, at unge lærer af superforbrydere i fængslerne og dermed bliver mere kriminelle.
Straks stemmer formanden for Kriminalforsorgsforeningen, John Hatting, i med en klar tilkendegivelse af, at fængslerne er universiteter i kriminalitet, samt at forslaget fra justitsministeren er stærkt visionært. Man må sige, at hendes spin lykkes.
Justitsministeren ved jo udmærket godt, at der ikke foreligger nogen dokumentation for, at unge bliver mere kriminelle af at sidde i fængsel. Og hun ved også udmærket godt, at unge generelt ikke anbringes i fængslerne. Hele ministerens argumentation er baseret på skræmmekampagner og uden afsæt i den virkelige verden.
At hun fortsat benytter sig af ordet fængsel, når vi taler om unge kriminelle, vidner om en propaganderende tilgang til politik. Unge gør det ikke nu og skal ikke fremadrettet afsone deres straf i fængslerne. Hvad der er virkelighed, er, at unge, der begår kriminalitet, bliver anbragt på døgninstitutioner med pædagogisk personale. Hvis det er her, hun mener, at de bliver mere kriminelle af at være anbragt, vidner det mere om en grundlæggende mangel på tillid til det sociale system. Meld i stedet denne skepsis ud.
At forslagets indhold samtidig lægger op til, at personfarlig kriminalitet som vold og røverier skal kunne byttes til nogle timere samfundstjeneste for eksempel i den lokale børnehave, vidner om en absurd forestillingsevne i forhold til, hvilken slags unge der her tales om. En konsekvens af handlingen, der slet ikke står mål med kriminaliteten.
Her er det ikke forholdet mellem gerningsmand og offer, og hvordan man deler straf og retsfølelse ligeligt. Her tales om en ung, hvis fremtidige udvikling er i alvorlig fare. Ansvaret for at rette op på det kan ikke tildeles en tilfældig børnehavepædagog og noget boldspil med børnene.
De unge, der begår kriminalitet af grov karakter, som både vold og røverier karakteriseres som, har behov for pædagogisk og eventuelt psykiatrisk behandling for at komme ordentligt videre med et fornuftigt ungdomsliv. Med dette forslag fastholdes de unge i deres egen forskruede opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, og overlades til deres egen usikre dømmekraft med at gøre op med en begyndende kriminel identitet.
Det handler ikke om straf eller konsekvens. Derimod handler det om at se kriminaliteten i sin rette kontekst og samtidig forstå, at unge, der begår alvorlig kriminalitet, har et behandlingsbehov.
Det er ikke gjort ved et ophold i en børnehave. Der skal mere til. Hvis ikke, levnes den unge ingen chance for at undgå fremtidig kriminalitet. Og så bliver justitsministerens skræmmekampagne til virkelighed.