Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Suk fra en ikke-troende: Hold fast i gamle bibelske ord

"Hvor er det ærgerligt og synd for de næste generationer, at de ikke skal have oplevelsen af gamle ord som 'arken' - ord fyldt med billeder og følelser," skriver Brita Bastogi. Foto: Jakob Dall

Kan man som ikke-troende blive skuffet over, at bibelske ord som 'ark' bliver ændret til helt daglige ord som 'båd'? Ja, mener debattør, der selv ikke er troende, men som alligevel er ked af den nye bibeloversættelse.

TÆNK, AT MAN SOM ikke-troende kan blive skuffet - ja, faktisk ked af det, når man læser, at bibelske ord, som vi alle kender, og som giver os billeder og følelser, bliver ændret til helt daglige ord i den nye bibeloversættelse.

Jeg vil bare forholde mig til et par ord, der faktisk betyder noget, også for os, der aldrig eller kun sjældent går i kirke.

”Arken” skal udskiftes med ”båden”. For mig er det billedet af en robåd. Arken findes der kun en eneste af, og vi kender den alle sammen. Og hvor er det ærgerligt og synd for de næste generationer, at de ikke skal have oplevelsen af gamle ord som ”arken” - ord fyldt med billeder og følelser.

Eller hvad med det vidunderlige ord ”velsignelse”. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg har en meget stærk fornemmelse for det ord. Jeg er blevet velsignet af en tibetansk lama i Himalaya-bjergene, af katolske bisper, af hellige muslimske mænd i ørkenen - og hver eneste gang har det berørt mig dybt. Jeg føler mig velsignet, når mine katolske venner fortæller mig, at jeg er med i deres bønner. Jeg er berørt over at blive velsignet, når jeg er med til en dansk gudstjeneste.

Hvis præsten sagde: ”Må livskraften være med dig”, er jeg midt i en god film: ”May the force be with you”, og det er absolut også smukt og rørende, i biografens mørke.

Og så fatter jeg overhovedet ikke, hvordan et troende menneske, for jeg går ud fra, at Bibelen bliver oversat af troende, kan sætte ”gavmild” i stedet for ”almægtig”.

ER DET IKKE NETOP, fordi den gode Gud er almægtig, at troende kan blive ved med at være troende trods alle de frygtelige ting, der sker i verden hver eneste dag? Hvis det er ham, der bestemmer over alt, hvordan kan han så beskrives som gavmild?

Hvis det nye ord ”gavmild” betyder, at det at være kristen ikke bare er ensbetydende med at tro, bede og gå i kirke, men at det er os mennesker, der skaber alle krige og al ondskab, så derfor påtager vi os nu ansvaret som kristne, så giver det mening. Fra nu af bruger vi kristne/troende hver eneste dag på at bekæmpe krige, ondskab, racisme og så videre - listen er meget lang - ja, hvis man så en sådan udvikling i den kristne menighed, så kunne ordet ”gavmild” nok accepteres.

Nu bliver mange troende måske forarget over, at en ikke-troende blander sig i debatten om en modernisering af Bibelen. Men: Ord er vigtige for os alle, og med den daglige forfladigelse af sproget så lad os dog holde fast i de gamle, smukke ord. Hvorfor er I så bange for, at de ikke blive forstået?

Det er ikke kun ”showet” i en kirke, der skal være magisk, det skal ordene også.