Det er imponerende, at 30 kendte danskere i samfundsmæssige magtpositioner stiller op i Kristeligt Dagblad den 17. november og støtter et manifest om at fastholde vores nuværende kriminalisering af aktiv dødshjælp, selvom 71 procent af befolkningen vedvarende mener, at det bør være en legitim ret at afslutte ens liv, når det ikke længere er leveværdigt. Tænk, at de tør bestemme, hvad der er den korrekte, lidelsesfyldte livsudgang for de 52.000 danskere, der dør hvert år i dagens Danmark.
Et manifest, der udelukkende og fagligt enøjet fokuserer på mulige negative bivirkninger af at tillade aktiv, legal dødsudfrielse i Danmark, når tilværelsen er blevet et udsigtsløst lidelseshelvede. Glidebanen, pårørendepres samt statslige besparelser på sundhedsområdet. Ikke et ord om bivirkninger af vores nuværende lovgivning: dødshjælpsturisme til Schweiz, pårørende, som udfører medlidenhedsdrab, markant forøgelse af selvmord blandt terminale/uafvendeligt syge samt de læger, der stadig humant medvirker til at afslutte ubærlig lidelse.
Bivirkninger. Vi har ikke nutidige tal for/undersøgelser på disse områder - fordi beslutningstagerne tilsyneladende ikke ønsker eller tør etablere et evidensbaseret vidensgrundlag for diskussionen om retten til at afslutte ens eget, individuelle liv på planeten. Tænk, at vi endnu ikke har anslået tal for, hvor mange der faktisk vil vælge aktiv dødshjælp, hvis det var en legal, juridisk mulighed i dagens Danmark.
Tænk, hvis vi civilisatorisk kom op på linje med andre civiliserede lande, der fungerer i den postmoderne virkelighed og har forladt positionen om, at en almægtig kristen Gud skal bestemme vores livsudgang. I stedet bruger vi halvdelen af sundhedsbudgettet på at udskyde dødstidspunktet.
Postulatet i manifestet om, at det medicinske etablissement kan reducere og ophæve alle døendes lidelser, er udokumenteret ævl. Lægerne ved jo bedre. Restgruppen, der ikke via en lindrende/palliativ indsats kan lidelsesudfries, er for længst udskilt. Lægerne indrømmer også, at de medicinsk slår folk ihjel via passiv dødshjælp (medicinsk sedering eller kunstig søvn ind i døden) - og uden at lægerne juridisk er forpligtet til at få vurderet, om deres ”behandling” er dødsfremskyndende og derved kriminel i forhold til vores nuværende, forældede lovgivning. At skrue op for morfindroppet og lægge patienten i kunstig søvn, som man aldrig vågner op fra.
Af de underskrivende sygdomsorganisationer er mange kendt for i den grad at være dødsfornægtende, selvom deres medlemmers livsperspektiv på planeten er stærk begrænset. Død er ikke et godt indsamlingsobjekt! De er desværre med til at opretholde et destruktivt højt dødstabuniveau i Danmark, der skader alle de 52.000 danskere, som hvert år udånder.
Burde filmen ”Stille hjerte” ifølge de 30 underskrivere af dokumentet slutte med, at vi hører hylende sirener fra politibiler, der ankommer for at arrestere de medskyldige i medlidenhedsdrab?
Kan underskriverne dog ikke bare tage ansvaret for deres egen individuelle død og undlade at trække deres moralske rammer ned over min død, når tiden engang kommer, da vi skal forlade planeten og give plads til en forhåbentlig mere intelligent, kultiveret generation?