Prøv avisen
Debat

Børnekonventionens fødselsdag uden det lange hurra

Retten til at gå i skole er en af børns vigtigste rettigheder, mener Bolette Christensen. Foto: Artur Widak/NurPhoto

FN's Børnekonvention fejrer i dag sin 25-års fødselsdag. Men nogle af rettighederne gælder i mange lande kun på papiret, ikke i praksis. Danmark må tage ansvaret på sig, så vi i fremtiden kan råbe rigtigt hurra.

I dag kan FN's Børnekonvention fejre sin 25-årsfødselsdag. Det er på sin plads med flag og balloner, for sådan en årsdag er naturligvis en betydelig begivenhed. Og naturligvis en tale.

Når Børnekonventionens festtale skal holdes, så findes der to versioner, nærmest som i dogmefilmen ”Festen”: Det kan blive glansbillede-versionen eller den mere ærlige og knap så rosenrøde udgave.

I skåltalen skorter det ikke på roser, og der er ret beset meget at glæde sig over. Erklæringen er en milepæl, hvor verdenssamfundet gav børn særlige rettigheder ligesom voksne borgere. Ingen anden konvention har mødt hurtigere eller bredere tilslutning, og i alt 194 lande har skrevet under på konventionen.

En af de afgørende effekter af konventionen har været uddannelse. Børnekonventionen sikrer børn ret til skolegang, og 9 ud af 10 børn i udviklingslandene kommer i dag i skole.

Man kunne også nævne sundhedsområdet, hvor der dør 17.000 børn færre om dagen end i 1990 takket værre vaccinationer, sundhedsprogrammer og andre målrettede initiativer.

Andre gode fremskridt kunne fint nævnes i forlængelse af disse to.

Den mindre muntre side af sagen er dog, at rettigheder i alt for mange lande ikke gælder i praksis, men kun på papiret.

Børnefonden har netop gennemført undersøgelsen ”Small voices, Big dreams” (på dansk: små stemmer, store drømme), blandt godt 6000 børn i verden, der bekræfter, at der ofte er langt fra Danmark til resten af verden.

For eksempel svarer 60 procent af børnene fra udviklingslande, at retten til skolegang er alfa og omega, mens topscorer blandt de danske børn er ”at bestemme mere over sig selv”.

36 procent af børnene i u-landene peger også på, at retten til beskyttelse mod vold ikke opretholdes, mens 2,9 procent af de danske børn har det på samme måde. Flere tal bekræfter mønsteret: Rigtig mange steder er vi ikke i mål endnu.

Det er også Danmarks ansvar at gøre noget - af medmenneskelige grunde, men også af økonomiske og geopolitiske årsager.

I verdens fattigste lande er 60 procent af befolkningen ifølge FN under 25 år. Afrika har med 200 millioner unge mellem 15 og 24 år den yngste befolkning i verden. En indsats for de unge haster for at sikre vækst, arbejdspladser, større stabilitet og forebygge flygtningestrømme. Det interessante spørgsmål er, hvordan vi gør det. Øverst på den lange ”hvor-dan”-liste står skolegang.

Udfordringerne er store: Den gennemsnitlige normering hedder 43 børn til 1 lærer i mange udviklingslande, og læreren er ofte ikke uddannet til at undervise. Og selvom 9 ud af 10 børn i udviklingslandene kommer i ”folkeskole”, er der stadigvæk 58 millioner børn, som ikke kommer i skole. Og mindst 250 millioner børn har ikke basale læse- og regnefærdigheder.

Derfor var det et godt valg, da den nu 17-årige Malala modtog Nobels Fredspris 2014 for cirka en måned siden for hendes kamp for, at børn kan gå i skole. Uddannelse kan bane vejen for fred og udvikling, og ifølge FN kan hvert ekstra skoleår oversættes til en potentiel stigning i indkomsten på 10 procent.

Børnefonden arbejder selv med succes med at få børn i skole. De seneste 20 år har vi bygget 925 klasseværelser alene i Benin - og mange flere i andre lande. Vi er stolte af vores indsats og kan se, at den gør en væsentlig forskel og giver børnene en mulighed for at komme videre i livet.

Vi kunne dog godt ønske os, at flere tager ansvar for at løfte opgaven.

Der er behov for, at Danmark tager et større politisk lederskab på sig.

Når Danmark indretter sin udviklingspolitik og udviklingsbistand, bør unge være et selvstændigt indsatsområde - det er det ikke i dag. Danmark skal derfor i højere grad være med til at ruste kommende generationer gennem unge-politikker, fordi det dybest set er ungdommen, der kan skabe fremtiden.

Vi ønsker også, at danske virksomheder kommer mere på banen. Vækst i virksomheden og udvikling af fattige lande spiller fint sammen, og virksomheder kan spille en vigtig rolle i at støtte og stimulere unges muligheder. Danske investeringer i Afrika kan skabe lokale arbejdspladser og øge overførslen af viden. Virksomheden kræver måske læse-, skrive- og regnefærdigheder - og dermed bliver der skabt muligheder og incitamenter for de unge, som ikke findes i dag. De opretter måske også træningsprogrammer, praktikpladser eller lærepladser, som bliver motoren i en lokal udvikling.

Sandt at sige er der lang vej fra konventionen til rettigheder i praksis. Men skal man tro Børnefondens undersøgelse blandt godt 6000 børn i verden, er der et håb om fremskridt. Et af spørgsmålene lød: ”Hvis du var leder i dit land, hvad ville du så gøre for at forbedre børns tilværelse?”. 51 procent af børnene i udviklingslandene svarer, at de vil forbedre undervisnings- og uddannelsesmuligheder og forbedre de teknologiske muligheder.

De danske børns topscorer er dels, at de vil indføre ”mere fritid/mindre skole”, dels det opløftende ”hjælpe udsatte børn”.

Vi tror, at Danmark kan gøre en større forskel i fremtiden, og et ”hurra” er derfor på sin plads i dag. Så tager vi det lange hurra, når Børnekonventionen kan fejre rigtig rundt.