DANMARK HAR EN STOLT tradition for at tage godt imod flygtninge og integrere dem, hvis de ikke kunne vende hjem til deres eget land. Men de tyske flygtninge, der kom i 1945, var ikke velkomne.
Ved befrielse den 5. maj 1945 var der cirka 550.000 tyskere i Danmark. Det var 250.000 soldater, 50.000 sårede soldater fra Østfronten og 250.000 flygtninge fra Østpreussen og Danzig. Desuden var der cirka 31.000 allierede krigsfanger og ikke-tyske flygtninge.
I ugerne efter fredsslutningen vandrede de tyske soldater i endeløse kolonner sydpå over grænsen til den ruinhob, der var tilbage af Det Tredje Rige. Mange af de sårede døde og blev begravet i Danmark.
Ved verdenskrigens afslutning i 1945 var op mod 20 millioner tyskere på flugt for Den Røde Hær fra Østeuropa og fra de tyske østområder. Mellem to og tre millioner døde under flugten, og mindst to millioner kvinder blev voldtaget af de russiske soldater. Da 3,5 millioner tyskere blev indesluttet i Østpreussen og Danzig af Den Røde Hær, gav Hitler ordre til, at de skulle evakueres over havet. På 115 dage lykkedes det 800 skibe at evakuere 2,5 millioner mennesker ved verdenshistoriens største evakuering over havet, og af dem kom 250.000 til Danmark. 70.000 var børn under 18 år. Det første skib kom til København den 11. februar 1945 med 10.000 flygtninge, og de sidste ankom den 4. maj.
I de første måneder havde den tyske Værnemagt ansvaret, og der blev placeret flygtninge i 1100 forlægninger fordelt på alle landets politikredse. Flygtningene kunne bevæge sig frit omkring og handle, og de var meget forhadte af den danske befolkning. Men fra den 5. maj måtte Danmark overtage ansvaret for de mange flygtninge.
Mod krigens afslutning var alt gået i opløsning for Værnemagten, og da de danske myndigheder fik adgang til lejrene, fandt de talrige døde flygtninge. Indtil den 5. maj døde 6580 flygtninge, heraf 4132 børn.
Særligt børnene var svækkede efter strabadserne under flugten og derfor let modtagelige for sygdomme som for eksempel mæslinger. Da den danske regering blev klar over, at flygtningene indtil videre ikke kunne blive sendt hjem, besluttede man at samle dem i 142 store lejre i provinsen.
Det gav genlyd, da 60 danske præster i et hyrdebrev til den danske befolkning opfordrede til, at man behandlede de tyske flygtninge som medmennesker. Det gjorde myndighederne da også, hvad retningslinjerne for behandlingen af flygtningene også viser: Der skulle være en passende forplejning. Den skulle være nødtørftig, men forsvarlig i henhold til Danmarks humanitære og demokratiske tradition, og der skulle forebygges mod smitsomme sygdomme. Flygtningelejrene skulle indhegnes og bevogtes, så man undgik fraternisering med den danske befolkning og undgik, at flygtningene faldt til og blev i landet.
Den største lejr lå i Oksbøl i Vestjylland med 35.000 flygtninge, hvoraf 50 procent var kvinder, 35 procent børn og 15 procent ældre mænd. Oksbøl-lejren kom på mange måder til at fungere som en by med delvis selvforvaltning med tysk borgmester, byråd, politi og lejrdomstol, men alt skulle selvfølgelig godkendes at den danske lejrledelse. Desuden var der kirker, skoler, gymnasium og mulighed for uddannelse af de unge inden for handel og håndværk.
Det var en mægtig opgave at huse så mange tyske flygtninge. Behandlingen af dem tjener Danmark til ære, for selvom Danmark var kommet bedre gennem krigen end noget andet besat land, var landet fattigt efter de fem besættelsesår.
Danskerne blev efterhånden mere positive over for flygtningene, da man vidste, at flygtningene på et tidspunkt ville blive sendt hjem. I 1949 forlod de sidste Danmark, men 17.209 var døde og blevet begravet i Danmark.
De tyske flygtninge kom tomhændede tilbage til det udbombede, udsultede og formindskede Tyskland. Men de var dygtige og flittige, og det er en kendsgerning og tankevækkende, at disse hjemvendte flygtninge sammen med de mange millioner andre flygtninge i høj grad har bidraget til Tysklands hurtige genopbygning og erhvervsmæssige succes efter krigens kaos.
Arne Sloth Kristoffersen er skribent og foredragsholder