NU RUMLES DER IGEN blandt folketingspartierne om ændring af den danske civilregistrering. En ændring har længe været nødvendig.
I 1924 blev der oprettet folkeregistre i Danmark. Siden da har det været ganske unødvendigt og overflødigt, at barnefødsler, indgåelse af ægteskab og andre rent verdslige anliggender har skullet anmeldes til det folkekirkelige kontor.
Christian IV indførte ganske vist ministerialbøger i alle Danmarks sogne, og det var præsterne, der fik til opgave at føre disse bøger, men det var jo, fordi disse præster var kongelige embedsmænd.
Indførelse af ministerialbøgerne var en god forordning, men med oprettelsen af folkeregistre i Danmark var disse bøgers æra egentlig forbi, i hvert fald hvad civilregistrering angår.
Men den meningsløse civilregistrering fortsatte uantastet og fungerer stadig - endda over årene 2000-2004 med indførelse af Den Nye Kirkebog (DNK) som elektronisk kirkebog.
Da Sønderjylland fra 1864 til 1920 var under fremmedherredømme, blev der her indført det tyske system for civilregistrering, idet der i hvert kirkedistrikt var en personregisterfører, til hvem alle civile og verdslige anliggender som fødsler, navngivning, vielser, dødsfald med mere skulle meldes. Efter Genforeningen 1920 fortsatte denne civilregistrering og foregår stadig i alle sønderjyske kirkesogne.
Man kunne have forventet, at denne nok så korrekte og avancerede civilregistrering var blevet indført i hele det danske rige, men det skete ikke - heller ikke, da der i 1924 indførtes folkeregistre i hele Danmark. Måske skyldes vægringen en antitysk indstilling.
For tiden tales og skrives der meget om folkekirkens økonomi. Med omkring 90 års forsinkelse er nogle regeringspolitikere ved at vågne op af deres tornerosesøvn. Det er ikke mere end rimeligt, at regeringen planlægger at gøre noget ved den eksisterende civilregistrering i Danmark. Det burde egentlig tidligere regeringer have gjort for længst. Men bedre sent end aldrig.
Det kan ikke være rimeligt, at ikke-medlemmer af folkekirken eller ikke-kristne mennesker skal henvende sig til et folkekirkeligt kontor for at få ordnet sager, der slet ikke vedrører kirken.
For at den danske civilregistrering kan komme op på et internationalt niveau, er det ikke nok, som det har været tilfældet længe, at udstedelse af prøvelsesattester som betingelse for at indgå lovligt ægteskab foregår på et religionsneutralt, kommunalt kontor, borgmesterkontoret. Både fødsler, navngivelser og dødsfald må ligeledes anstændigvis anmeldes til et religionsneutralt register. Der er jo tale om rent verdslige, men pligtige gøremål for borgere til kontoret for borgerservice.
Naturligvis skal kirkesogne overalt i Danmark have deres kirkekontor, som det allerede er tilfældet i Sønderjylland. Men de folkekirkelige kontorer vil alene have til opgave at registrere handlinger, som skal foregå i kirken eller er rent folkekirkelige, kristelige anliggender: dåb, konfirmation, kirkelig velsignelse af indgået ægteskab samt begravelse efter kristent ritual.
At landets kordegnekontorer vil få meget mindre at bestille, understreger jo netop, at der i mange år har været tale om en unødvendig, tidkrævende og kostbar dobbeltregistrering.
Karl Maksten er pensioneret lærer og tidligere kordegn