Prøv avisen

Gotfredsens kynisme er forfejlet

I sin kommentar udstiller Sørine Gotfredsen desværre sin totale uvidenhed om de forskelle i den karakter, nethadet har mod henholdsvis mænd og kvinder, mener Henrik Marstal. Foto: Sofie Amalie Klougart

Nethad mod kvinder er i særlig grad et demokratisk problem

SØRINE GOTFREDSEN fremstår dybt kynisk i sin mediekommentar den 20. november om DR 2-serien ”Ti stille, kvinde”, hvori hun reducerer de involverede kvinder i programmet til selvpromoverende hystader.

I serien fremlagde kvindelige politikere, forskere og debattører nogle hårrejsende grove eksempler på det nethad, de dagligt lever med. Præmissen var, at dette had ofte er af en særlig sexistisk og voldelig karakter, hvad det ikke i samme grad er mod mænd.

Serien fremviste eksempler på skadefro ønsker om en smertefuld død, beskrivelser af, hvordan de pågældende kvinder på bestialsk vis skal voldtages, samt stærkt seksualiserende eller nedgørende beskrivelser af deres kroppe.

Eftersom generelt nethad tilsyneladende næsten uden undtagelse føres frem af heteroseksuelle mænd, går hadet mod mænd på deres person, mens hadet mod kvinder derimod går på både deres person og deres køn. Derfor er chikanerne mod offentligt kendte kvinder af en særlig ondskabsfuld natur, og det er i sig selv en skærpende årsag til at fokusere på dem.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at der generelt bør være mere fokus på nethad mod personer af alle køn - noget, som DR 2-programmet forhåbentlig har været med til at pege på relevansen af.

For nethadet har udviklet sig til at blive et seriøst demokratisk problem. Sørine Gotfredsen anfører da også, at det egentlige problem er den voksende vrede og frustration i debatterne uanset køn. Men hvorfor forholder hun sig så ikke til det problem i stedet for blot at harcelere surt over, at nethadet mod den ene halvdel af befolkningen bliver tematiseret, når der nu er særlige grunde til det?

I sin kommentar udstiller Sørine Gotfredsen desværre sin totale uvidenhed om de forskelle i den karakter, nethadet har mod henholdsvis mænd og kvinder. For nethadet kan have store konsekvenser for de kvinder, der rammes: Før eller siden må de beslutte, hvorvidt de kan leve med det konstante pres på deres selvværd, som et specifikt sexistisk nethad frembringer. Kort sagt: Skal de gøre sig hjerteløse (med alle de personlige omkostninger, det måtte have), eller skal de trække sig fra al offentlighed for ikke at miste glæden ved livet?

Sørine Gotfredsen fremfører, at når ”Özlem Cekic modtager klamme beskeder fra mænd, der sidder og keder sig, kan det næppe være relevant for andre”. Deraf slutter hun sig til sin hovedpointe, nemlig at alle kvinder i programmet udelukkende deltager for at promovere sig selv, og ”at de ikke har nogen sag ud over at se sig selv som stakkels kvinder”.

Det er en komplet forfejlet analyse. For når Özlem Cekic og andre kvinder i programmet har valgt at dele deres personlige oplevelser, er det netop, fordi det er relevant for mange andre: Dels for alle de kvinder, der selv overvejer at gå ind i politik eller i samfundsdebatten, dels for offentligheden, fordi vi alle er nødt til at kende til de præmisser, som offentligt kendte kvinder risikerer at leve under i dagens Danmark, og dels for retsordførerne, fordi spørgsmålet om, hvordan vi som samfund forholder os til nethadet, efterhånden er ved at blive til en sag for Christiansborg.

For hvad er det egentlig for personer, vi ønsker skal deltage i og præge debatten om kultur, religion, magt, politik, videnskab og økonomi herhjemme? Er det ikke også de personer, som lige netop ikke har gjort sig kyniske, men derimod bevaret deres sårbarhed og følsomhed? Og har vi i det hele taget ikke brug for en mindre kynisk og mere empatisk debattone end den, Sørine Gotfredsen lægger frem?

Henrik Marstal, lektor og musiker, Fælledvej 13, 4. th., København N