Sodoma og Gomorra. En provins i Skandinavien?

Det er ikke Det Dyreetiske Råds opgave at moralisere. Et dyreetisk råd kan altså ikke udtale sig om moral, der har med dyr at gøre

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

DEN OFFENTLIGE DEBAT har handlet en del om vores behandling af dyr på det seneste. To begivenheder har sat yderligere fut i diskussionen. Først udmeldte minister for landbrug, fødevarer og fiskeri, Dan Jørgensen (S), at han ville arbejde for et forbud mod dyresex. Derefter blev en ko taget bagfra i en scene i tv-serien ”1864”.

I Danmark findes der nemlig mennesker, der dyrker sex med dyr. I modsætning til de fleste andre europæiske lande er det også lovligt.

Man skal lægge mærke til Dan Jørgensens argument for et lovindgreb: Dyresex er et overgreb mod dyrene, som skal beskyttes. Men vi har allerede en lov, der forbyder, at dyr påføres ”smerte, lidelse, angst eller varige men”, og derfor har et flertal i Folketinget hidtil har afvist at ændre loven. Dagbladet Politiken kaldte i en lederartikel Dan Jørgensens forslag for unødvendigt og populistisk.

Den skeptiske holdning deles af eksperter på området, inklusiv Bengt Holst, formand for Det Dyreetiske Råd. Reglerne er gode nok, siger han, og tilføjer at ”man kan mene om dyresex, hvad man vil. Men det er ikke Det Dyreetiske Råds opgave at moralisere”. Et dyreetisk råd kan altså ikke udtale sig om moral, der har med dyr at gøre.

Til gengæld har rådet anbefalet et totalforbud mod put and take-lystfiskeri i Danmark, fordi det er etisk problematisk at ”opdrætte og udsætte fisk alene med det formål at tilgodese en hobby”. Hvis man i stedet opdrætter dyr til lystsex, er det til gengæld okay, så længe de ikke lider smerte undervejs.

Ræsonnementet lyder endvidere, at vi i forvejen har domesticeret vores dyr og derfor styrer deres seksualitet. Bengt Holst fastslår konsekvent, at der dyreetisk set ikke er nogen som helst forskel på at tappe sæd af en hingst til kunstig befrugtning og at parre sig med den. Dyreforskere ved landets universiteter er enige og påpeger endvidere - i kor med sodomisterne - at dyr selv er yderst motiverede for sex med mennesker.

ANDRE HAR PRØVET at nuancere debatten og påpeget, at det er størrelsen på dyret, det bør komme an på. ”Det er klart, at det er svært at forestille sig, at en høne er intakt efter at være penetreret, så hvis størrelsesforholdet ikke er i orden, er det et problem,” som dyreforsker Stine B. Christiansen har udtalt.

Logikken kunne være spændende at se oversat til lovforslag. Man ser det for sig: ”Dyresex i Danmark er tilladt med dyr, hvis kønsåbning(er?) måler mere end (...) og har en spændvidde på (...)”. Vi lader detaljerne forblive i fantasiens skumle afkroge og kan blot håbe, at der ikke er demokratistuderende skoleklasser på Christiansborg, den dag det skulle komme så vidt.

Dyrevelfærd er vigtig. Men det helt overraskende i diskussionen om sex med dyr er, at der stort set ikke er en eneste stemme i debatten, der har set det fra menneskets synspunkt. At spørge, ikke hvilke skader menneskesex kan forårsage hos dyr, men derimod, om der er grunde til, at vi helt principielt burde fordømme sex med dyr.

Det Dyreetiske Råd går ikke ind for yderligere lovgivning, fordi medlemmerne ærligt og redeligt anvender deres professionalitet. Det Dyreetiske Råd er åbenlyst inspireret af nytteetikken: holdningen om, at en handling er moralsk, når den sikrer størst mulig nytte for det størst mulige antal mennesker - og dyr.

NYTTEETIKKEN opererer ikke ud fra moralske principper - den måler konsekvenser. Der findes ikke noget, der som sådan er rigtigt eller forkert. Og det er nok, hvad Bengt Holst mener, når han siger, at Det Dyreetiske Råd ikke skal moralisere. Rådet skal vurdere, om det gør ondt på dyrene. Den tilgang til etik er ikke forkert. Men det betyder ikke, at vi skal lade nytteetikken dominere den offentlige debat om, hvad der er rigtigt og forkert. For eksempel findes der noget, som hedder dydsetik. Den blev formuleret af Aristoteles og videreudviklet af Thomas Aquinas, førende til en filosofisk retning kaldet Thomismen.

Dydsetikken tager udgangspunkt i menneskelige iboende karaktertræk. I en moderne verden præget af værdirelativisme har dydsetik ikke mange tilhængere. Inden for dydsetikken tør man nemlig godt stille spørgsmålet: Hvad vil det sige at være et godt menneske? Dydsetikken er ikke kristen, men den har inspireret kristendommen igennem historien. Kirkeligt set er det derfor lidt overraskende, at repræsentanter for danske trossamfund slet ikke har noget at skulle have sagt, når det kommer til en moralsk debat som menneske-dyr-sex.

Nok findes den eksplicitte fordømmelse af sodomi i Det Gamle Testamente og ikke Det Nye Testamente, men der er sandelig kirkelig etikhistorie nok til at formulere et standpunkt. Nu er det ikke sikkert, at vi bliver udslettet af Gud med ild og svovl. Men selvom frygten for Guds straf ikke længere virker som en ledestjerne i vore moralske handlinger, behøver vi vel ikke skippe selve idéen om moralske normer? Om det syndige så også skal skrives ind i straffeloven, er et andet spørgsmål.

Dydsetikken er ikke et regelsæt, ingen genvej til letkøbte holdninger. Etiske spørgsmål må og skal være til debat, og nytteetiske perspektiver er vigtige. Men måske det kunne gavne med en lille indsprøjtning af dydsetik i debatten.

Så kunne man jo argumentere, helt stilfærdigt, at der faktisk er en lille bitte forskel på at tappe sæd af en hingst til kunstig befrugtning og at parre sig med den. Forskellen handler om, hvorvidt mennesker har sex med dyr eller ej. Og moralsk set er det vel en forskel, der gør en forskel. Eller hvad?

Bjørn Thomassen er lektor i Socialvidenskab og Globale Studier på Roskilde Universitet. Han træder med denne klumme ind i panelet af skribenter til klummen Kirkeligt set, der ellers skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift, Kjeld Holm, og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard