Aktiv dødshjælp er ødelæggende for både familie og samfund

At tage et andet menneskes liv på et bestemt fastlagt tidspunkt er ikke blot forkert, men også ødelæggende for både familiestruktur og samfundsstruktur, skriver debattør, der efter at have set Bille Augusts film "Stille hjerte" stadig er imod aktiv dødshjælp.

"Det er vigtigt, at vi får en langt mere saglig, fremadskuende og afdæmpet debat, end det hidtil har været tilfældet. Det kan Bille Augusts film "Stille Hjerte" hjælpe os med," skriver debattør.
"Det er vigtigt, at vi får en langt mere saglig, fremadskuende og afdæmpet debat, end det hidtil har været tilfældet. Det kan Bille Augusts film "Stille Hjerte" hjælpe os med," skriver debattør. Foto: Thomas Lekfeldt

Går man alene fra biografen, efter at have set Bille Augusts film ”Stille hjerte”, må lysten til at gribe fat i en tilfældig forbipasserende for at diskutere aktiv dødshjælp, være næsten overvældende.

Bille August har skabt et gedigent, filmiske debatoplæg om eutanasi og det er i 11. time, for debatten er ved at blive afsporet i et ophedet diskussions klima, hvor holdningerne på begge sider oftest slet ikke er gennemtænkte, men alene baseret på meget stærke følelser.

I filmen følger vi en families forsøg på at komme igennem den sidste weekend, inden moderen, den sklerose ramte Esther, spillet af Ghita Nørby med stor overbevisning, skal dø af en overdosis piller administreret af hendes mand, som er læge. Selvom dødshjælpen har været diskuteret i familien i flere måneder og alle tilsyneladende har været afklaret og gerne vil følge moderens vilje, så bliver vi vidne til døtrenes sammenbrud, ja - til et familiemæssigt sammenbrud, fordi det alligevel bliver for tungt, for hårdt at sige farvel og bare køre hjem og gå videre med sit eget liv.

Døtrene spilles af Danica Curcic, som er den følsomme, rodede og neurotiske datter og Paprika Steen i silkebluse, den kontrollerede datter, med styr på jobbet, familien, livet. Rollerne og tvivlen byttes om til sidst, den svage datter træder i karakter og gør en uselvisk gerning, så den planlagte dødshjælp alligevel kan gennemføres, på trods af den ellers så stærke, anden datters forsøg på at sabotere det.

Filmens styrke er, at den formår at gå på to ben, den bliver aldrig prædikende og om instruktøren, manuskript forfatteren eller skuespillerne mener det ene eller det andet, er helt irrelevant. Slutresultatet er ikke indlysende. Var det godt, at moderens sidste ønske blev opfyldt, og hun undgik et hårdt sygdomsforløb, som uvægerligt ville ende med døden, eller var det forkert? Filmen giver ikke svaret. I stedet for et svar, får vi alle spørgsmålene. Man ser, hvordan familien lider og næsten går i opløsning foran os. De personlige omkostninger er ubærlige. Den yngste datter trygler om mere tid, blot en uge, en måned, der er så meget, hun aldrig har fået spurgt om og ikke fået sagt. Begge døtre fortryder, at de gik med på idéen, det er for hårdt for dem. Alligevel acceptere de deres mors sidste ønske og opgiver til sidst modstanden. 

Titlen ”Stille hjerte” passer til filmens rolige åndedrag, intimiteten og den stille kommunikation, båret igennem af smukke nærbilleder. Familien samles til det sidste måltid. Esther har bestemt, at det skal være en julemiddag. Om der er reference til den bibelske sidste nadver vides ikke. Om Esthers navn er tilfældigt, eller peger hen på Bibelens Esther, som blev et redskab for at afværge etnisk udrensning af jøderne og derved reddede sit folk fra undergang, på trods af at Guds navn ikke nævnes et eneste sted i Esthers bog, kan vi kun gisne om.

Filmen har ikke ændret min personlige holdning til eutanasi. Den har derimod bekræftet mig i, at beslutningen om at tage et andet menneskes liv på et bestemt fastlagt tidspunkt, ikke blot er forkert, men ødelæggende for både familiestruktur og samfundsstruktur, uanset den medlidenhed og kærlighed, der ligger til grund for beslutningen. Det forekommer mig helt unaturligt, at ende et liv med den begrundelse, at et menneske ikke må gennemgå sygdom og lidelse og at vi helst ikke vil være vidne til netop den naturlige død. Vi ender som umodne mennesker i et samfund alene baseret på ungdom og styrke. Med den palliative behandling, som vi i dag mestre og kunne perfektionere, hvis der var vilje til investeringer deri, så kan alle mennesker få en værdig, naturlig død.

I Danmark er der et stort folkeligt flertal for eutanasi, Det er kun Det Etiske Råds holdning, som afholder politikerne i at følge efter vælgerne og få lovliggjort den aktive dødshjælp. Det er kun et spørgsmål om tid, så skal danskerne tage stilling til dødshjælpen. Det er vigtigt, at vi får en langt mere saglig, fremadskuende og afdæmpet debat, end det hidtil har været tilfældet. Det kan Bille Augusts film ”Stille hjerte” hjælpe os med.