Som formentlig mange andre fulgte jeg fejringen af 25-året for Murens fald den anden weekend i november. Og det gav ikke så få tilbageblik til nyhedsformidlingen dengang. Jeg var selv en del af den.
Især DR bringer ofte gamle klip fra før, og hver gang man oplever, genser og genhører fortidens sprogformidling, er det tydeligt, hvordan sproget hele tiden er under forandring. Sådan er det. Hør Stauning. Hør Christian den 10. Hør Bodil Koch eller Julius Bomholt. Jens Otto Krag for den sags skyld. Som de talte, taler vi ikke længere. Og det samme med skriftsproget.
Men i hvilken lov står det skrevet, at fordi sproget udvikler sig, skal det også gå ud over tydeligheden og forståeligheden? Jeg kender ikke den lov, men den synes at herske rigtig mange steder i ikke kun nyhedsformidlingen, men generelt i de elektroniske medier. Og da ikke mindst i tv-drama.
Jeg er helt med på, at jeg selv er blevet ældre, og at jeg dermed også hører dårligere, men ofte fatter jeg ikke meget af, hvad de siger på tv, fordi de mumler og snøvler og ikke taler tydeligt. Jeg har i flere år måttet bruge høreapparat kun til elektronisk lydgengivelse, altså når jeg ser tv, ellers får jeg intet ud af det. Og alligevel skal jeg anstrenge mig ikke så lidt for at kunne følge med.
Ikke alle taler lige utydeligt - selvfølgelig ikke. Der er solstråleeksempler imellem, men jeg har besluttet mig for ikke at nævne navne og hænge enkeltpersoner ud eller at fremhæve nogle frem for andre.
Omvendt har jeg besluttet mig for at stille et, synes jeg selv, meget relevant spørgsmål: Sig mig, er det at kunne håndtere sproget tydeligt og forståeligt slet ikke længere nogen nødvendig og højt prioriteret disciplin?
Det virker i hvert fald ikke sådan. Sender man slet ikke frontfigurerne, dem på skærmen, til talepædagog længere? Så de kan lære at bruge stemmen som det instrument, den rent faktisk er? Eller er man bare ligeglad med, om folk ude i stuerne kan forstå det eller ej? Ser man slet ikke på, om de, man ansætter, også kan udtrykke sig tydeligt og forståeligt? Ud over selvfølgelig at have de nødvendige faglige kvalifikationer - og især for pigernes vedkommende åbenbart rent udseendemæssigt også helst have tv-tække, altså se godt ud.
Og nu kommer så den gamle mand, som nogle måske ikke kan holde ud at høre på, men som jeg er sikker på, at mange af Kristeligt Dagblads læsere forstår, når jeg siger, at der her vitterlig er et problem.
Da jeg var ansat i DR og i 1982 til 1990 kom på skærmen som nyhedsvært, blev jeg som det naturligste i verden sendt til talepædagog, til hele to forskellige endda. Og ikke kun en enkelt gang, men som en fast fortløbende praksis, der skulle holde sproget ved lige.
Vi talte og sang, og det var en fryd helt professionelt at lære at bruge stemmen. Jeg holdt meget af de timer. Ikke kun af eventuelt at få ros, men så sandelig også af at lære at forstå sprogformidlingens kunst.
At man taler nede fra maven og ikke kun fra det forreste af mundhulen. Som sangeren, der bruger hele sin bug for at få sangen ud og til at klinge. Og sådan blev det håndteret af TVA, ikke kun for mig, men også for mine samtidige kolleger. Vi gik simpelt hen til talepædagog.
Så når man i dag får gensyn med eksempelvis Sten Bostrup, Georg Metz, Birgit Meister eller Lis M. Frederiksen, så forstå lige, at sproget og sprogformidlingen dengang blev taget alvorligt, og at man hele tiden arbejdede med sagen. Går man endnu længere tilbage, så lyt til det smukke sprog hos Werner Hessenschmidt, Eric Danielsen eller Bent Jensen. Man kunne både forstå og høre, hvad de sagde, for sproget var en disciplin i sig selv.
Men nu om dage mumler, ævler og snøvler mange af mine efterfølgende kolleger, så det er en sand gru. Og det er jo dybest set et ledelsesansvar. Det er ledelsen, der skal sørge for, at vi ikke sidder hjemme foran skærmen og ikke fatter meget af det hele - og at vi måske græmmes over, at noget så smukt som det danske sprog håndteres så sløset.
For når det danske sprog ellers tales med tydelighed og autoritet, så er det rent faktisk et smukt sprog. Jeg tør selvfølgelig ikke henvise til Poul Reumert eller Clara Pontoppidan. Det var dengang og en anden tid. Men de kunne få os til at forstå, mens meget drama i dag formidles uden mikrofon tæt på og ofte i ren mumleversion.
Så mit budskab er helt enkelt og skåret ind til benet: Så tal dog tydeligt!
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen