Prøv avisen
Debat

Præst: Jeg agter ikke at indberette tal om kirkegængere

"Jeg er glad for, at mine er øjne blevet så sløve, at jeg slet ikke kan se, hvor mange der er i kirken eller til arrangementer i præstegården, hvorfor jeg heller ikke agter at indberette tal," skriver sognepræst Agnete Raahauge

Befalingen om at tælle kirkegængere vidner forstemmende om, at djøf-kravet om overensstemmelse mellem ressourceforbrug og resultater er steget provster og biskop så meget til hovedet, at de ikke tør sige åbent og klart, at folkekirken hverken kan eller skal måles på resultater, skriver sognepræst Agnete Raahauge

”MEN DET SKETE i de dage, at der udgik en befaling fra biskop Christiansen, at al stiftet skulle tælles i mandtal. Det var, mens djøfferne var høvdinge i folkekirken. Og hyrderne talte får, til de faldt i søvn, og vågnede bælgøjede og fortabte sig i endnu et digitalt optællingssystems vildveje og tænkte mere på, hvordan de kunne samle hoveder at tælle, end på evangeliets sandhed og den hellige skrifts lærdom-me “ ”

Fra og med første søndag i advent skal vi præster i Haderslev Stift ugentlig indberette digitalt, hvor mange der har været til gudstjeneste, til begravelse, til studiekreds, til foredrag, til ældremøde, til konfirmand- og minikonfirmandundervisning.

Og hvorfor? Fordi, fremgår det af den os tilsendte befaling, biskoppen ikke kan svare, når en journalist spørger, hvor mange gudstjenester der bliver holdt i stiftet jule-aften.

Nu skulle det nok kunne lade sig gøre at svare på det spørgsmål også uden den befalede optælling af hoveder. De fleste sogne har deres kirkeblad liggende på en hjemmeside, og de, der ikke har, kan jo opfordres til at sende stiftet deres kirkeblad, og så kan biskoppen selv tælle, hvor mange gudstjenester, der bliver holdt, eller lade journalisten tælle selv.

Det er bestemt heller ikke irrelevant at tælle antallet af gudstjenester i stiftet en given søn- eller helligdag. Biskoppen skal jo føre tilsyn med, at præsterne passer deres gudstjenester.

Men der er et spring fra at tælle antallet af gudstjenester til at tælle antallet af kirkegængere. Hvis en journalist spørger, hvor mange der går i kirke, kunne biskoppen jo passende opfordre ham til selv at gå i kirke og se efter. Så kunne det være, at selv en journalist fik ørene op for, at en gudstjeneste ikke handler om kvantitet, men om forkyndelsen, og dens relevans afhænger ikke af antallet af kirkegængere.

DIREKTE UBEHAGELIG bliver optællingen, når det drejer sig om deltagere i en begravelse. Lad dog antallet af afdødes familie og venner være barmhjertigt skjult af kirkens mure. Og kan indholdet af en studiekreds, en salmesangsaften eller et foredrag vurderes på, om emnet trækker fulde huse eller kun er til glæde for en mindre flok?

Ganske vist understreger stiftsmeddelselsen, at tællingen kun er et kvantitativt redskab, som ikke tegner et fuldgyldigt billede af sognet. Og den henstiller til præsterne ikke at forveksle kvantitet med kvalitet.

Men hvorfor så tælle? Hvorfor så danse efter kvantitativt interesserede journalisters pibe? Hvorfor så puste til den forfængelige ild efter at være en succes, som bor i enhver præst og truer hans eller hendes frimodighed til at forkynde? Var det ikke snarere biskoppens opgave her at svale den ild med en befaling til præsterne om ikke at skamme sig ved evangeliet uanset antallet af kirkegængere?

Befalingen om optællinger vidner forstemmende om, at djøf-kravet om overensstemmelse mellem ressourceforbrug og resultater er steget provster og biskop så meget til hovedet, at de ikke tør sige åbent og klart, at folkekirken hverken kan eller skal måles på resultater, men på dens troskab over for sin opgave: at forkynde Guds ord.

Jeg er glad for, at mine er øjne blevet så sløve, at jeg slet ikke kan se, hvor mange der er i kirken eller til arrangementer i præstegården, hvorfor jeg heller ikke agter at indberette tal.

Agnete Raahauge er sognepræst i Hørup på Als