”JØRGEN CARLSEN fra Det Etiske Råd føjede sig den 24. november til de mange, der ynder at udtale sig om Ayn Rand, men enten ikke har gidet læse hendes bøger eller har misforstået budskabet fuldkommen.”
Dette var Lars Seier Christensens formodning, da han havde læst Carlsens Rand-kritiske debatindlæg, og Christopher Arzrouni støttede hans mistanke: ”Jeg tvivler på, at han har læst noget som helst, som Ayn Rand måtte have skrevet.”
At betvivle, at ens ideologiske modstander har læst det, han udtaler sig om, er et gratis retorisk trick. Da jeg selv den 1. november skrev om Rand og Lars Seier Christensen, svarede Lars Seier Christensen omtrent det samme. Og også Arzrouni har tidligere hævdet, at andre ikke læser de bøger, de udtaler sig om; for eksempel da han anmeldte Naomi Kleins ”Chokdoktrinen”.
Om Carlsen har læst Rands bøger, ved jeg ikke, men intet i hans artikel giver mig anledning til at tro, at han ikke har. Carlsen kalder det samfund, som Rand og hendes tilhængere vil realisere, for et hver-for-sig-fund, og betegnelsen er rammende: I det utopiske samfund, som beskrives i ”Atlas Shrugged”, Rands hovedværk, må enhver nemlig aflægge følgende ed: ”Jeg sværger - ved mit liv og min kærlighed til det - at jeg aldrig vil leve for et andet menneskes skyld, eller bede et andet menneske om at leve for min.”
I det hele taget fremsætter Carlsen ikke åbenlyst forkerte påstande om Rand, og heri adskiller han sig fra Arzrouni, der for eksempel skriver: ”For det første argumenterede Ayn Rand ikke for, at folk bare skulle redde deres eget skind. Hun dyrkede det heroiske menneske, forbilledet. For det andet afviste Rand på det stærkeste at bruge andre mennesker som midler.”
Nok er det sandt, at Rand dyrkede det heroiske menneske (og dét i kvalmende grad), men for hende er en helt ikke én, der redder andre: Helten er det overlegne individ, der forstår, at han ikke skylder nogen noget; at ingen kan gøre krav på at få hjælp. Som en af de utallige helte i ”Atlas Shrugged” siger: ”Spørger du, hvilken moralsk forpligtelse jeg har over for mine medmennesker? Ingen - ud over den forpligtelse jeg har over for mig selv, over for materielle objekter og over for al eksistens: rationalitet.”
For Rand er det moralske lig med det, der er rationelt set fra et egoistisk perspektiv, og derfor vil en moralsk person altid behandle alle andre som midler for sine egne mål; selv familierelationer, kærlighedsforhold og venskaber bør fungere som en form for gensidig handel.
Det er forbløffende, hvor langt Arzrouni vil gå for at tegne et positivt billede af Rand. Et eksempel: ”Hun talte imod alle de hellige typer, der netop brugte andre mennesker og deres ressourcer som midler, så de selv kunne fremstå som godgørende. De typer, der i Bibelen ofte skjuler sig under betegnelsen farisæer.”
Med ét fremstår Rand nærmest som Jesus, farisæerkritikeren over dem alle. Men hun ville næppe finde en sådan sammenligning flatterende: Ifølge den kristne tro ofrede Jesus sig for menneskehedens skyld, og i Rands øjne er den handling helt igennem umoralsk. Om det at ofre sig skriver Rand i øvrigt: ”Hvis du giver penge for at hjælpe en ven, er det ikke nogen ofring; hvis du giver penge for at hjælpe en værdiløs fremmed, er det.” Det er ikke farisæeren, der er Rands ærkefjende; det er den barmhjertige samaritaner.