Hold nu religion ude af konflikten i Israel

At nå en fredelig løsning på konflikten i Israel bliver en lang og svær opgave, og det er kun muligt uden den kyniske indblanding af religion, skriver Israels ambassadør i Danmark.

"Israel bakker op om tostatsløsningen, men vi insisterer på stensikre skkerhedsarrangementer," skriver Israels ambassadør i Danmark, Barukh Binah. Arkivfoto.
"Israel bakker op om tostatsløsningen, men vi insisterer på stensikre skkerhedsarrangementer," skriver Israels ambassadør i Danmark, Barukh Binah. Arkivfoto. Foto: Mohammed Abed/AFP

DET ER EN MØRK TID for religion i Mellemøsten. Kristendommen har været på tilbagetog det seneste århundrede, og andelen af kristne i forhold til den samlede befolkning er faldet med 50 procent. I de senere år er kristne blevet jaget og forfulgt, hvilket har medført en dramatisk kristen eksodus fra Irak.

Andelen af kristne i Irak faldt fra 10 procent af den samlede befolkning i 1950 til mindre end 1 procent i 2014. I Syrien og Irak når sunni-ekstremismen dagligt nye højder - spørg bare yazidierne på Sinjar-bjerget.

Det hævdes om situationen i Det Hellige Land, at konflikten mellem israelere og palæstinensere ligeledes bliver mere religiøs og i stigende grad en konflikt mellem jøder og muslimer. Der er religiøse aspekter ved konflikten, men jeg mener, vi er vidner til en kynisk manipulation begået af palæstinensiske aktivister, som ønsker at skabe en religiøs og dermed uløselig konflikt.

LAD OS KIGGE PÅ FAKTA. Gennem de seneste 20 år har Israel og palæstinenserne mødtes regelmæssigt for at forsøge at skabe fred. Palæstinensernes væsentligste indrømmelse var deres villighed til overhovedet at tale med israelere. Israel, på den anden hånd, gav adskillige indrømmelser, inklusiv villighed til at rehabilitere en terrororganisation, nemlig PLO.

Som politisk ansvarlig for kontakten til Kongressen for vores ambassade i Washington DC gik jeg personligt fra ét kontor til det næste på Capitol Hill for at forklare, hvorfor det var vigtigt, at USA ophævede forbuddet mod et PLO-kontor i Washington. Denne anmodning blev mødt med lige dele forundring og kritik. Israel tillod Arafat at vende tilbage, trak sig ud af de syv palæstinensiske byer (hvorved 90 procent af palæstinenserne blev ”fri” for israelske soldaters tilstedeværelse) og evakuerede Gaza fuldstændigt.

Det var - og er - en lang og besværlig vej, da Israel gennem forløbet har insisteret på sikkerhedsforanstaltninger. Som belønning fik vi en intifada og en bølge af blodige angreb på israelske borgere, hvorved over 1200 israelske civile blev myrdet mellem 2001 og 2003.

Vores håb, at tilbagetrækningen fra Gaza i 2005 ville blive en affyringsrampe til fred, bristede, og i stedet forvandlede Gaza sig til en affyringsrampe for 17.500 missiler og raketter, som regnede ned over vore byer og små samfund. Dette var og er stadig en national, politisk konflikt, hvor vi udbygger den nationalstat, vi ventede i 1900 år på at etablere, mens den anden side forsøger at opbygge sin. Israel bakker op om tostatsløsningen, men vi insisterer på stensikre sikkerhedsarrangementer. Gang på gang har vi set bevis på behovet herfor. Forestil Dem, hvordan livet i Israel ville se ud, hvis den seneste konflikt ikke var begrænset til Gaza, men spredte sig over Den Grønne Linje.

Måske netop på grund af Hamas' nederlag i den seneste konflikt og den meget kløgtige beslutning af indbyggerne i Judæa og Samaria om at undgå involvering i denne krig, besluttede nogle at hæve indsatsen og lukke den religiøse ånd ud af flasken. Derfor hører vi nu de hysteriske opfordringer til at ”redde Haram al-Sharif” og de fabrikerede påstande om, at Israel er i færd med at ændre status quo på Tempelbjerget.

Lad mig slå helt fast: Situationen på Tempelbjerget har ikke ændret sig, og Israels regering bakker op om denne status quo. Israelere, inklusive nogle politikere, har besøgt Tempelbjerget, men dette ligger helt inden for lovens rammer og har været en del af den almindelige aftale på området, siden Israel overtog kontrollen med hele Jerusalem i 1967 (for øvrigt efter intensive bombardementer af den israelske del af byen). Nogle israelere udtrykker muligvis deres personlige holdning vedrørende Tempelbjerget, men disse har aldrig været udtryk for regeringens politik.

HISTORISK OG RELIGIØST er Tempelbjerget det jødiske folks vugge, men Israels politik er at overlade administrationen af stedet til de lokale muslimske myndigheder, med en særlig begunstiget status til Det Hashemitiske Kongerige Jordan. Det var Moshe Dayan, Israels forsvarsminister i 1967, som fastlagde denne politik, som har været den israelske politik på området siden da. Premierminister Benjamin Netanyahu bekræftede dette så sent som den 6. november ved en tale i Knesset.

Ved et topmøde i Amman nogle få dage senere aftalte alle parterne at pålægge sig at gyde olie på de oprørte vande. Israelsk politi har ikke efterfølgende begrænset antallet af bedende muslimer i al-Aqsa-moskéen de seneste uger, trods faren i forhold til den offentlige sikkerhed.

Vi afventer stadig en reduktion i tilskyndelsen til vold fra den anden side, blandt andet som det kom til udtryk gennem et kondolencebrev til familien til den morder, som kørte over et israelsk spædbarn på tre måneder og efterfølgende gik til angreb på fodgængere med en jernstang i Jerusalem for få uger siden.

Det virker dog, som om vor mulige partner ikke synes, at en politisk konflikt er tilstrækkelig, fordi en sådan netop er løsbar. Religiøse konflikter er langt sværere at løse, fordi de fremkalder primalfølelser.

Den 17. november myrdede to terrorister på hæsligste vis fire rabbinere og en drusisk politimand i en synagoge i Jerusalem. Efterfølgende ankom muslimske og kristne religiøse ledere til stedet for at udtrykke deres forfærdelse og solidaritet med menigheden.

PFLP tog ansvaret for mordene. Hvorfor skulle en nationalistisk, marxist-leninistisk organisation dog angribe en religiøs institution, hvor folk beder? Den eneste forklaring er, at de på manipulerende vis forsøgte at fremkalde religiøst fjendskab, fordi politisk fjendskab ikke synes tilstrækkeligt.

At nå en fredelig løsning på konflikten bliver en opgave så lang og brydsom, som man kan forestille sig. Men den eneste måde at nå tættere på en løsning er at genoptage forhandlingerne. Dette må foregå på det mellemfolkelige niveau uden den manipulerende og kyniske indblanding af religion.