Jørgen Carlsen: Ayn Rand er udtryk for moralsk lavstammethed

Man kan få tilsendt Ayn Rands "Og verden skælvede" gratis ved at henvende sig til Saxo Bank. Bogen kan åbenbart ikke klare sig herhjemme på almindelige markedsbetingelser. Udbredelsen kræver derimod aktiv missionsvirksomhed fra de ultraliberale, som ved alle andre lejligheder lovpriser den frie markedsøkonomi.

"Livet er for kort til de gode bøger - der er kun tid til de bedste! Og pokker skulle stå i det, om jeg skulle give mig i kast med den allerværste," skriver Jørgen Carlsen som begrundelse for, at han ikke har læst Ayn Rands "Og verden skælvede". Arkivfoto.
"Livet er for kort til de gode bøger - der er kun tid til de bedste! Og pokker skulle stå i det, om jeg skulle give mig i kast med den allerværste," skriver Jørgen Carlsen som begrundelse for, at han ikke har læst Ayn Rands "Og verden skælvede". Arkivfoto. Foto: Kaare Viemose/BAM

I KLUMMEN ETISK SET i sidste uge kritiserede jeg Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen for hans lovprisning af den amerikanske forfatter Ayn Rand. I hendes roman ”Og verden skælvede” udbasuneres den hæmningsløse egoismes evangelium: Sørg for dig selv og blæs på de andre!

Jeg kaldte Lars Seier Christensens standpunkt for et ”foreløbigt lavpunkt” i samfundsdebatten og så det som en diametral modsætning til Grundtvigs insisteren på, at vi som samfundsborgere bør have fællesskabet for øje.

Det affødte i torsdags to debatindlæg her i avisen. Lars Seier Christensen tog til genmæle og omtalte mig som medlem af ”denne mærkværdige, selvfede institution” Det Etiske Råd og som en mageligt anlagt besserwisser, der ”ikke har gidet læse” Ayn Rands værker og har misforstået hendes budskab.

Christopher Arzrouni, der er debatredaktør på Børsen, betegnede mit indlæg som ”under lavmålet”: ”Sangen om de onde ultraliberalister er for nem,” lød overskriften. Jeg skal lige i forbifarten indskyde, at Christopher Arzrouni er indtrådt i Det Etiske Råd her i 2014, og at jeg personligt ikke opfatter ham som selvfed.

Selvom Lars Seier Christensen og Christopher Arzrouni er to markante personligheder, der taler med hver sin stemme, vil jeg i det følgende tillade mig at behandle deres indlæg under ét. I denne sag er de ideologiske våbenbrødre. De trækker på samme hammel.

Lad mig begynde med Christopher Arzrounis påstand. Jeg har på intet tidspunkt omtalt Lars Seier Christensen som ”ond”. Dels formaner min kristne lærdom mig om, at man skal være uhyre varsom med at tale om andres ondskab. Vi har som bekendt hver især vores eget skrøbelige glashus at tage vare på. Dels har jeg aldrig truffet Lars Seier Christensen og kender ham derfor ikke.

Han kan meget vel vise sig at være en godhjertet, sympatisk og generøs person. Noget af Christopher Arzrounis karakteristik kunne tyde på det, og det vil jeg bestemt ikke udelukke. Mit ærinde har ikke været at svine nogen til - hverken Lars Seier Christensen eller andre ultraliberalister - og det mener jeg faktisk heller ikke at have gjort. Derfor kan jeg heller ikke acceptere, at min kritik skulle være ”under lavmålet”.

MEN N TING ER Lars Seier Christensens rolle som privatperson. Noget ganske andet er de synspunkter, han fører sig frem med i den offentlige debat. Her er han trådt ud af komfortzonen og må som alle andre finde sig i modstand, modsigelse, kritik - ja, endog ”hån, spot og latterliggørelse”, som det hedder nu om dage.

Dette så meget mere, som han faktisk er en magtfuld figur i den danske offentlighed. Han er vel noget af det nærmeste, man kommer en oligark i dagens Danmark. Han har store økonomiske muskler at spille med og bruger dem bevidst til forfølgelse af sine ideologiske mål.

Vi er mange, der har noteret os, at han tilsyneladende ikke bare har et cykelhold i sin stald, men også et politisk parti. Det første er festligt, folkeligt og fornøjeligt. Det sidste er dybt betænkeligt og problematisk. For eksempel har det slået mig, at Lars Seier Christensen og partiet Liberal Alliance begge er forbavsende enige om, at Det Etiske Råd burde nedlægges. Så hvor er det lige selvfedmen befinder sig?

Min kritik gælder altså ikke Lars Seier Christensen som person, men de synspunkter og holdninger, han lancerer i offentligheden. Her bakker han op om et samfundssyn, som stort set betragter samfundet som en uting.

Han gør sig til talsmand for en moralsk lavstammethed, der er svær at overgå - eller rettere: undergå. Samfundet er mest af alt et unødvendigt onde, der med sine moralske og politiske forskrifter knægter enkeltmenneskets naturgivne ret til uhæmmet udvidelse af sit lebensraum.

Ayn Rand er en ekstremt radikaliseret repræsentant for den rendyrkede socialdarwinisme - eller Nietz-sches ”viljen til magt” omsat til samfundstænkning. Den højeste samfundsetiske dyd er at kunne tage vare på sig selv uden indblanding fra andre. Hver person har sig selv og sit eget at kæmpe for, og fanden tager de sidste.

For at gøre Ayn Rands tankesæt plausibelt er Lars Seier Christensen så elskværdig at præsentere mig for en Rand-test for dummies: ”Hvis alle stjal eller bad til Vorherre eller tiggede sig til livets ophold “, men ingen producerede noget at leve af, ville menneskeheden gå under på en uges tid.”

Jeg er rørende enig. Men dette er jo logik for perlehøns og udtryk for en bombastisk og vulgær forsimpling. Og hvad med dig selv, Lars Seier Christensen? Hvis alle gav sig af med det, du gør, nemlig finansiel spekulation, men ingen ville påtage sig et reelt stykke arbejde, om det så var at plukke jordbær til en ussel daglejerløn, så ville resultatet vel være præcis det samme: menneskehedens endeligt. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Og så må jeg alligevel krybe til korset. Som en angergiven synder må jeg tilstå, at Lars Seier Christensen og Christopher Arzrouni har ret i deres mistanke om, at jeg ikke har læst Ayn Rands roman ”Og verden skælvede”. Touché! Nej, det har jeg ikke. Det har jeg simpelthen mit liv for kært til. En af mine få leveregler er denne: Livet er for kort til de gode bøger - der er kun tid til de bedste! Og pokker skulle stå i det, om jeg skulle give mig i kast med en af de allerværste - en tung mursten på over 700 sider, som er sablet ned af de fleste kritikere som et litterært makværk.

Alligevel har jeg bestilt romanen for et par uger siden for dog at snuse lidt til den. Man kan nemlig få den tilsendt ganske gratis ved henvendelse til Saxo Bank. Den er bare ikke dukket op endnu. Måske har de for travlt med at pumpe cykler eller tælle penge derinde i Saxo Bank. Det kan i hvert fald ikke skyldes, at jeg bor uden for lov og ret. Testrup Højskole ligger faktisk i Aarhus Kommune.

Nok om det. Hvordan kan jeg så vide, at Ayn Rands roman er en af de allerværste bøger? Det kan jeg ved at læse anmeldelser og diskussioner på nettet - og det har jeg gjort i rigt omfang. Jeg har orienteret mig hos intellektuelle i den store verden, hvis dømmekraft jeg sætter højt, og - med al respekt - betydeligt højere end Lars Seier Christensens og Christopher Arzrounis. Sagen er jo den, at de to læser bogen med den forelskedes blik. Og kærlighed gør som bekendt blind. De er ikke ligefrem sandhedsvidner, men snarere ”partners in crime”. De har jo begge ideologiske aktier i foretagendet. De er med i sekten af ultraliberale.

DER ER noget rørende og såre menneskeligt i, at de begge to har tabt deres hjerte til en afdød forfatter, som insisterer på den rationelle analyse og evnen til at holde hovedet koldt. De synes at dyrke hendes tanke om det heroiske og handlekraftige menneske med en næsten kultisk underdanighed, og de udbreder glad og gerne hendes ideologiske budskab til menneskeheden - eller rettere til den stærke og privilegerede del af den, for kernen i hendes ligefremme budskab er forkyndelsen af den stærkeres ret!

I USA møder dette budskab en temmelig udbredt lydhørhed. Ayn Rands roman siges at være en bibel for Tea Party-bevægelsen. Men herhjemme kan bogen tilsyneladende ikke klare sig på almindelige markedsbetingelser.

Udbredelsen af hendes budskab kalder derfor på en aktiv missionsvirksomhed. Den tager Saxo Bank sig så beredvilligt af. Her til lands skal man åbenbart have smidt Ayn Rand i nakken, koste hvad det vil.

Man fristes til at trække lidt på smilebåndet i betragtning af, at de ultraliberale ellers ved enhver given lejlighed lovpriser den frie markedsøkonomi over alt andet. Markedet er virkelighedens prøvesten og den højeste domstol. Men sådan er der så meget.

Og hånden på hjertet: hvor mange af dem, der nu har bogen stående på hylden, har faktisk magtet at kæmpe sig igennem den? For livet er så kort, og man er så længe død.