Mogens Müller bidrager til mytedannelsen om Israel

Professor Mogens Müller anser tilsyneladende landløfterne til det jødiske folk fra Det Gamle Testamente som værende fiktion. Men det er ikke tilfældet, skriver Søren Harslund.

"Müllers sympati er tydeligvis på palæstinensernes side," skriver Søren Harslund. Arkivfoto.
"Müllers sympati er tydeligvis på palæstinensernes side," skriver Søren Harslund. Arkivfoto. Foto: Jack Gues/AFP.

VAR LANDLØFTERNE til det jødiske folk, som vi kender dem fra Det Gamle Testamente, gudsløfter formidlet af blandt andet de jødiske profeter, eller er der tale om forskellige jødiske oldtidsskribenter, som nedskrev sådanne fiktive løfter som led i det gamle Israels Jahve-tro og legitimering af det jødiske folks ret til landet?

Det er naturligvis et spørgsmål om tro og troværdighed. Var profeterne og de nævnte skribenter troværdige? Kan vi som kristne i dag fæste lid til deres udsagn?

Som jeg læser professor Mogens Müllers kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december, anser han disse landløfter for at være fiktion. Her tilslutter Müller sig ifølge kronikken den såkaldte københavnerskole, som i det store og hele forkaster Det Gamle Testamentes troværdighed som historieskrivning, men mig bekendt udgør denne ”skole” et meget lille mindretal blandt teologer og historikere i og uden for Danmark.

Derfor har Müller heller ingen sympati for vore dages kristne zionister. Hvortil er at sige, at der er mange forskellige opfattelser blandt kristne zionister om de nævnte landløfter og deres betydning for den historiske (politiske) udvikling af staten Israel i 1948 og den deraf følgende masseindvandring af jøder til den nye stat.Jeg har en helt anden opfattelse end Müller af spørgsmålet om staten Israels folkeretlige legitimitet og forholdet mellem israelerne og palæstinenserne og mulige løsninger af striden mellem disse. Den folkeretlige legitimitet hviler på to afgørende beslutninger: Folkeforbundets tildeling af mandatet over Palæstina til Storbritannien i 1922 med en forpligtelse for Storbritannien til at realisere den såkaldte Balfour-erklærings tilsagn om at ville arbejde for ”oprettelsen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk” og FN's forslag i 1947 om at dele Palæstina i to stater, en jødisk og en arabisk, dog med en økonomisk union mellem disse.Den jødiske ledelse i Palæstina accepterede FN's delingsforslag, mens de arabiske ledere forkastede det. De krævede, at hele Palæstina skulle være under arabisk ledelse, fordi araberne på det tidspunkt udgjorde et flertal af den palæstinensiske befolkning, og fordi de ikke ville acceptere oprettelsen af en jødisk stat i ”deres” område.

Derfor endte konflikten med en regulær krig mellem Israel og dets arabiske nabolande. Krigen bragte ikke en løsning på konflikten, men efterfulgtes af fire andre regulære krige mellem Israel og dets nabolande. Til dato er der ikke fundet en løsning på denne strid.

Tilbage står den fortsatte strid mellem israelerne og palæstinenserne. Müllers sympati er tydeligvis på palæstinensernes side, men hvem er palæstinenserne? Også det spørgsmål beskæftiger jeg mig indgående med, og som det fremgår af min kommentar herom i Kristeligt Dagblad den 28. oktober, der er en kommentar til Betlehem-præsten Mitri Rahebs bog ”Troen og imperiet. Bibelen set med palæstinensiske øjne”, er palæstinenserne etnisk og historisk set en særdeles ”broget” befolkningsgruppe med rødder i mange andre af Mellemøstens lande.

MEN SELVFØLGELIG er der også palæstinensere med en længere historisk tilknytning til Palæstina. De udgør dog et mindretal blandt vore dages palæstinensere, som for hovedpartens vedkommende er efterkommere efter indvandrere fra andre lande i området, ligesom hovedparten af Israels jødiske befolkning er efterkommere efter indvandrere fra mange lande i verden.

Derfor er det min opfattelse, at Mitri Raheb, hvis bog Müller finder ”inspirerende”, bidrager til mytedannelsen om palæstinenserne. Müller er også ”overbevist” om, at der blandt Israels politiske ledere er en ”skjult dagsorden” om at fordrive de palæstinensiske arabere, ikke bare fra Israel, men også fra Vestbredden.

Men Israel er et åbent demokrati med en livlig offentlig debat, hvor sådanne ”konspirationer” selvfølgelig ikke ville kunne holdes skjult for befolkningen og for omverdenen. Det er ren fantasi fra Müllers side.

De israelske politikere, der repræsenterer en sådan fordrivelsespolitik, lægger ikke skjul på deres hensigter, men de har altid udgjort et meget lille mindretal i Israel.

Müller gør sig også til talsmand for den såkaldte erstatningsteologi, ifølge hvilken Israel som Guds udvalgte folk er blevet erstattet af Kirken. Men som apostlen Paulus skriver i brevet til romerne (kapitel 11, vers 1): ”Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk [Israel]? Aldeles ikke!”.