Jørgen Carlsen bekræfter fordomme om Halløjskolefolket

Jørgen Carlsen forsøger at dæmonisere Ayn Rand for at gøre Lars Seier Christensen og Liberal Alliance skyldig ved association, mener Christopher Arzrouni

"Jørgen Carlsen afslører så mange fordomme, at han bekræfter fordommen om højskolefolket. De vil hellere dele deres uvidenhed indpakket i store ord end nedværdige sig til at læse noget, de ikke kender," skriver Christopher Arzrouni. Arkivfoto.
"Jørgen Carlsen afslører så mange fordomme, at han bekræfter fordommen om højskolefolket. De vil hellere dele deres uvidenhed indpakket i store ord end nedværdige sig til at læse noget, de ikke kender," skriver Christopher Arzrouni. Arkivfoto. Foto: Thorkild Amdi.

MAN BØR UNDE SIG SELV at læse en underholdende roman. Prøv for eksempel at læse ”Og verden skælvede” af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand. Det er en dystopisk fortælling om, hvordan gode hensigter (i hvert fald på papiret) ender i den rene katastrofe.

Idéhistorikeren Jørgen Carlsen roser sig selv af, at han ikke har læst bogen. ”En af mine få leveregler er denne: Livet er for kort til de gode bøger - der er kun tid til de bedste! Og pokker skulle stå i det, om jeg skulle give mig i kast med en af de allerværste,” skriver Jørgen Carlsen - og fred være med det.

Det underlige er bare, at Carlsen alligevel har givet sig tid til at skyde på denne ”allerværste” bog i klummen Etisk set her i avisen den 24. november. En vis relevans må bogen altså have.

Jeg indrømmer gerne at have læst nogle af verdens allerværste skrifter, for eksempel ”Det kommunistiske manifest”. Det skylder man, hvis man gerne vil kritisere. Men Jørgen Carlsen kan kritisere uden at have læst. Det er en køn ”idéhistoriker”, der ophøjer sit hykleri til en dyd.

Bare lige for en god ordens skyld: ”Og verden skælvede” handler om, hvordan velmenende politikere og filosoffer frembringer en kollektiv nedtur ved at dyrke selvopofrelsen og fællesskabet. Ved at ekspropriere og regulere alt muligt bliver hele samfundet gradvist slidt ned. Bygninger, veje, fabrikker og jernbaner forfalder. Og det kulminerer blandt andet i en togkatastrofe. De ombordværende i toget har alle støttet systemet. Men skæbnens ironi vil, at de omkommer som indirekte følge af det system, de har støttet. Uden at forstå, hvad der ramte dem.

Det er fiktion, og det er statskritik. Men det er også en torn i øjet på socialister, som prøver at fremstille Ayn Rands fortælling som den rendyrkede ondskab om, hvordan fjender skal udryddes. Den fortolkning er idioti.

FOR TIDEN ER Rand genstand for en overgearet diskussion, blandt andet her i Kristeligt Dagblads spalter. Det er lidt mystisk, at en gammel forfatter kan vække sådan et postyr. Og dog. For diskussionen handler i virkeligheden ikke om Ayn Rand, en forfatter, som de færreste danskere er stødt på. Diskussionen handler i bund og grund om liberalisme og om Liberal Alliance.

Nogle forsøger at slå fast, at Ayn Rand var en ond ideolog. Så kan man nemlig vise, at bankdirektør Lars Seier Christensen er en ond ideolog, for han har fået udgivet en af Ayn Rands bøger på dansk. Og hvis man kan påvise, at Lars Seier Christensen er ond, så kan man måske gøre sig håb om at påvise, at Liberal Alliance er ondt, fordi Lars Seier Christensen støtter dette parti.

Simsalabim. Gennem en kæde af associationer har man etableret skyld ud fra devisen: Ayn Rand var ”egoist” - ergo er de mennesker, der støtter Liberal Alliance, det også. ”Guilt by association” kalder de det på engelsk (på dansk: skyld ved association). Det er langt ude.

For det første, fordi mange af de mennesker, der kalder sig liberale i Danmark - hvoraf en del støtter Liberal Alliance - slet ikke kender Ayn Rand. Liberale er såmænd bare interesseret i at få lov til at være i fred.

For det andet, fordi Ayn Rand bliver dæmoniseret. Det er ganske vist, at Ayn Rand kaldte sig ”egoist”, rationel egoist. Men alligevel påstod hun, at hun lagde vægt på venlighed, respekt og god vilje. Hendes fjendebillede var påstanden om den totale selvfornægtelse. At mennesket først og fremmest skulle eksistere for andres skyld - ikke for sin egen skyld. Dermed gjorde hun op med, at mennesket skulle være et middel for andre.

Ayn Rand mente ligefrem, at den totale altruisme og selvfornægtelse i praksis gjorde det umuligt at udvise venlighed, respekt og god vilje. Jeg tror det. Når man er forblændet af sin egen hellighed, bliver man utålelig.

Det var den barmhjertige samaritaner ikke. Heldigvis. Men i den udstrækning, at den barmhjertige samaritaner skal bruges som et politisk kampråb og en blankocheck til skatteopkrævning - så ja - i den situation har folk som Leander Gøttcke en pointe i, at den ”barmhjertige samaritaner er fjenden”. Og det vil jeg, som er kristen, faktisk give ateisten Ayn Rand ret i.

AYN RAND ER EN interessant forfatter. Og navnlig amerikanere ser hende som et liberalt orakel. Jeg har læst ”Og verden skælvede” med stor fornøjelse. Men jeg tror, at mange europæiske liberale har andre inspirationskilder. For mit eget vedkommende foretrækker jeg folk som Karl Popper og F.A. Hayek.

Og for mit eget vedkommende er der adskillige ting, jeg ikke bryder mig om i Ayn Rands heltedyrkelse eller i al hendes ateisme. Men derfor kan hun have interessante pointer alligevel. Og derfor skal hun da ikke dæmoniseres. Og det skal liberale i Danmark i øvrigt heller ikke. Navnlig ikke Lars Seier Christensen.

Jørgen Carlsen angriber ham voldsomt. ”Hvis alle gav sig af med det, du (Lars Seier Christensen, red.) gør, nemlig finansiel spekulation, men ingen ville påtage sig et reelt stykke arbejde, om det så var at plukke jordbær til en ussel daglejerløn, så ville resultatet vel være præcis det samme: menneskehedens endeligt,” skriver Jørgen Carlsen.

Det er rendyrket nonsens.

Formidling af penge er bestemt et reelt stykke arbejde. Det er som gødning på markerne. Det lugter, men det hjælper. Et af de store problemer i Danmark lige nu er netop behovet for at finansiere nye virksomheder.

Jørgen Carlsen afslører så mange fordomme, at han bekræfter fordommen om halløjskolefolket. De vil hellere dele deres uvidenhed indpakket i store ord end nedværdige sig til at læse noget, de ikke kender.