Prøv avisen
Debat

Gode hensigter kvæler nutidens skolebørn

Skolen har dog mange steder indført forskellige former for ”smiley-ordning” for børns morgen derhjemme. En systematiseret praksis for at ”se alle børn”, som vel bedst hører til i et overvågningssamfund. Arkivfoto. Foto: Polfoto

Kald det nostalgi at anprise dengang, da skolen var skole og lod familien om at være familie, skriver sognepræst

”Vi lærer ikke for skolen, men for livet,” som det hedder hos den romerske filosof Seneca, er med rette et elsket motto.

Det bør nu ikke betyde, at skolen invaderer resten af livet. Kald det nostalgi at anprise dengang, da skolen var skole og lod familien om at være familie.

Her følger en beskrivelse af en ny type ”lektier”, der bebyrder forældre som hjælpelærere derhjemme, mens skolen til gengæld leger far, mor og børn.

Det er svært at kritisere initiativer til god trivsel, som i bedste mening blander sig i familielogistikken. Det bør ske alligevel, hvis en form for uofficiel heldagsskole dræner familier for energi. Etablerede legegrupper, som styrer børns sociale liv, netværksskabende middage for klasseforældre og forældre-børn-aktiviteter, planlagt af skolen, får jo den tendens til moraliseren, som ”det rigtige” altid har.

Skolereformen har ædt sig ind på børns fritid, og de begynder at lære bogstaver allerede i børnehaven.

Men pædagogisk innovation bliver emsig, når sidelange ugeskrivelser løbende giver lektier til forældre, der via SkoleIntra får besked om, hvilke specielle skoleaktiviteter, de skal købe ind til eller klæde børnene på til. Kompleksiteten i kontinuiteten bliver ikke mindre, hvis børns liv er delt mellem to hjem, hvilket ikke bør anses for usædvanligt.

Der kan være lektier hen over en sommerferie, hvor børn og forældre på rejsen skal huske fotodokumentation af deres oplevelser til en ”feriekuffert”, der skal bruges ved elevfremlæggelse i august. Mulighed for eksponering og sammenligning af familiers forskellige formåen ufortalt.

En ”læsebog” i dansk kan indkøbes i skikkelse af en kogebog. At opleve glæde ved læsningens anvendelighed er en letfattelig pointe. Men det er for meget, når skolen på 2. klassetrin blander sig i at tilrettelægge familiens kvalitetstid med bagning og madlavning.

SkoleIntra formidler lærerteamets forventning om, at børnene skal med ud at købe ind. Ud af bogen ”Mit kokkeri” – som er produceret af institut for uddannelse og pædagogik (DPU) i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning og med forskellig politisk korrekt fondsstøtte – falder introbrevet ”Test dine forældre”. Det skal afsløre, om de voksne er ”seje” nok til at overlade køkkenet til deres børn, som dog forventes at tilhøre en ældre årgang. Som al anden moraliseren er der en rigtig pointe – men er det skolens opgave?

De færreste voksne vil bryde sig om – som obligatorisk aktivitet – at begynde deres dag på job med en rundbordssamtale om, hvilket ben man fik ud af sengen.

Skolen har dog mange steder indført forskellige former for ”smiley-ordning” for børns morgen derhjemme. En systematiseret praksis for at ”se alle børn”, som vel bedst hører til i et overvågningssamfund.

Ægte nærvær og differentieret pædagogisk indsats burde skabe rum for, at elevers behov for omsorg naturligt selv vil melde sig. Mens det til gengæld åbner for en hel del uhensigtsmæssige psykologiske og sociale mekanismer at skulle udlevere i klasseplenum, hvordan morgenen i hjemmet har været, og også at skulle følge med i, hvor godt eller mindre godt det går i andres privatliv. Hvis livet ikke er snorlige, findes intet quick fix .

Selvom alt sker i bedste mening, kan selvgod moralisme, krænkelse af privatlivets fred og et stadig snævrere normalitetsbegreb umærkeligt blive en selvopfyldende profeti. Den truer med at få høflige store og sårbare små til at føle sig utilstrækkelige, forkerte eller bare uheldige.

Carsten Mulnæs er sognepræst.