25 tidligere medlemmer af DR Pigekoret: Vi kan ikke genkende billedet af en seksualiseret kultur i pigekoret

Vi har alle sunget i koret under ledelse af Michael Bojesen og oplevede ham som en ambitiøs og professionel dirigent, som førte koret til nye musikalske højder, skriver 25 tidligere medlemmer af koret

Vi genkender ikke Politikens beskrivelse af en stærkt seksualiseret kultur i DR Pigekoret, skriver 25 tidligere medlemmer af koret.
Vi genkender ikke Politikens beskrivelse af en stærkt seksualiseret kultur i DR Pigekoret, skriver 25 tidligere medlemmer af koret. Foto: Martin Rosenauer og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Politiken tegnede i weekenden et billede af en seksualiseret kultur og en manipulerende og lukket ledelse i DR Pigekoret i tiden under daværende chefdirigent Michael Bojesen. Politikens artikel tegner imidlertid ikke et billede af det kor, vi husker, og hvor vi tilbragte år af vores ungdom.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke anfægter de negative oplevelser, de 12 navngivne kvinder har haft i koret. Vi er berørte af de hændelser, de individuelt beskriver, og tager afstand fra en adfærd som den beskrevne fra korets ledelse. Vi kan dog ikke genkende, at de pågældende oplevelser, som det præsenteres i Politiken, udtrykker en generel kultur i det daværende pigekor.

Vi har alle sunget i koret under ledelse af Michael Bojesen og oplevede ham som en ambitiøs og professionel dirigent, som førte koret til nye musikalske højder. Vi genkender ikke Politikens beskrivelse af en stærkt seksualiseret kultur og har aldrig følt, at vi for eksempel skulle klæde os udfordrende for at have en plads i koret eller for at opnå respekt og blive tildelt ansvarshavende roller for eksempel i korets bestyrelse eller som solister ved koncerter.

Flere af os er blevet kontaktet af Politikens journalister med henblik på at give dem et bredere indblik i kormiljøet og Michael Bojesens ledelse. Flere af de interviewede har haft en oplevelse af, at journalisterne på forhånd havde dannet deres mening og vinkling af artiklen om en seksualiseret og manipulerende kultur og alene søgte at finde bekræftelse for dette.

Fælles for os alle gælder, at vi ikke mener, at den korkultur, vi husker og beskrev for journalisterne, er blevet korrekt fremstillet i artiklen.

Derfor ønsker vi med vores indlæg at bidrage til en nuancering af det billede, Politiken den 5. juni tegner af kulturen i DR Pigekoret i perioden 2001-2010.

Camilla Streit

Pernille Scheuer

Rebekka Langhorn

Karin Bracher Rasmussen

Ida Kroner

Line L. Nilsson

Anne Remmer

Ida Amanda Christensen

Pernille Hanehøj

Louise Fischer

I alt er 25 tidligere medlemmer af DR Pigekoret fra perioden 2001-2010 underskrivere af dette indlæg. De 10 har ønsket at stå frem med navn, mens de øvrige 15 har ønsket at være anonyme. Kristeligt Dagblad er bekendt med de 15 anonymes identitet.

Læs Politikens svar på kritikken her.