For 26 år siden forudså Huntington, at Vesten ville komme i konflikt mod Rusland

Efter murens fald ville fremtidens konflikter stå mellem de store civilisationer, skrev den amerikanske historiker Samuel Huntington i 1996. I dag viser den nu afdøde historiker endnu engang sin relevans, da han forudså, at Vesten ikke bare ville komme i konflikt med islam, men også med Rusland og Kina

I kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine spørger vestlige kommentatorer og meningsdannere nu sig selv: Hvad kunne vi i Vesten have gjort for at stoppe Putin? Har Vesten ligefrem et medansvar for Ruslands invasion i Ukraine? Nogle af deres svar kunne være taget ud af Huntingtons analyse af civilisationernes sammenstød.
I kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine spørger vestlige kommentatorer og meningsdannere nu sig selv: Hvad kunne vi i Vesten have gjort for at stoppe Putin? Har Vesten ligefrem et medansvar for Ruslands invasion i Ukraine? Nogle af deres svar kunne være taget ud af Huntingtons analyse af civilisationernes sammenstød. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix.

I ruinerne af Sovjetunionen ønsker Rusland at samle og lede en civilisationsblok af ortodokse folk og muslimske, tidligere sovjetrepublikker. Blokken vil forhindre andre magter i at få indflydelse i Ruslands nærområde. Rusland ser sig selv som "en stormagt med regionale og civilisationsbestemte interesser."

Overstående analyse kunne have stået i gårsdagens avis, men den er 26 år gammel og stammer fra en bog af den konservative historiker Samuel B. Huntington. I kølvandet på den kolde krigs afslutning skrev han i 1996 bogen "Civilisationernes sammenstød", der kiggede frem mod, hvilke globale konflikter, som ville præge tiden efter ideologiernes kamp i det 20. århundrede. Bogen er de seneste årtier blevet hevet frem flere gange til at forklare konflikter mellem Vesten og andre civilisationer. Nu er den atter blevet aktuel efter Ruslands invasion af Ukraine.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

"Normalt er der god grund til at forestille sig, at tingene forandrer sig over så lang tid, men alligevel er der en tendens til, at vi i mange sammenhænge vender tilbage til Huntington. Han havde visse profetiske evner," siger Henrik Jensen, historiker og lektor emeritus ved Roskilde Universitet.

Nutiden klinger af Huntington

I kølvandet på Ruslands invasion i Ukraine spørger vestlige kommentatorer og meningsdannere nu sig selv: Hvad kunne vi i Vesten have gjort for at stoppe Putin? Har Vesten ligefrem et medansvar for Ruslands invasion i Ukraine? Nogle af deres svar kunne være taget ud af Huntingtons analyse af civilisationernes sammenstød.

"Forestil dig forargelsen, hvis Kina etablerede en stor militær alliance og prøvede at inkludere Canada og Mexico i den," skrev den anerkendte politolog John J. Mearsheimer i essayet "Hvorfor Ukraine-krisen er Vestens fejl" i kølvandet på Ruslands annektering af halvøen Krim i 2014.

Huntington sagde, der kommer problemer, hvis den ene befolkningsgruppe i en kløvet stat monopoliserer magten og vil noget hen over hovedet på den anden. I dag er der tydeligvis tale om, at den vestlige ende af Ukraine vil ind i Nato og EU, selvom den østlige ende af Ukraine ikke ønsker det. Det er endt i en udfoldet krig.

Henrik Jensen

Historiker og lektor emeritus ved Roskilde Universitet

"Ingen russisk leder ville tolerere, at en militæralliance, der indtil for nyligt var Moskvas dødsfjende, ville rykke ind i Ukraine. Ingen russisk leder ville heller ikke kigge passivt til, mens Vesten hjalp med at installere en regering, som var fast besluttet på at integrere Ukraine i Vesten," skrev Mearsheimer.

Også i Danmark har kommentatorer peget på, at Vesten har overset Ruslands interesser.

"Det er Putins skyld, at vi står her i dag. (...) Men som sejrherrer mente vi, at vi kunne gøre stort set, hvad der passede os. Der har vi ikke taget højde for de russiske sikkerhedsinteresser og følelser," sagde forfatter og tidligere Moskva-korrespondent Leif Davidsen til Kristeligt Dagblad samme dag, som Rusland invaderede Ukraine.

"Havde Nato ikke lovet Ukraine, at der var en mulighed for at blive optaget i Nato. Havde Vesten ikke støttet styret i Ukraine, som var mere vestvendt, så tror jeg ikke, det var sket," sagde Marie Krarup, løsgænger i Folketinget og tidligere medlem af Dansk Folkeparti, i Debatten på DR 2.

Analyserne om, hvad der ligger til grund for krisen peger tilbage mod Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød, der forudsagde, at fremtidens konflikter i kølvandet på den kolde krig ville udspille sig mellem verdens otte civilisationer. Huntington mente, at under den kolde krig havde sammenstødet mellem civilisationerne været overskygget af det altoverskyggende spørgsmål om kampen mellem den liberale og kommunistiske verdensorden. Men nedenunder det ideologiske spørgsmål, gemte der sig noget, som ville vise sig at blive afgørende i de kommende årtier, mente Huntington: kultur, der udspringer af vores civilisation og religion.

Igennem en analyse af de globale bevægelser i starten af 1990'erne, forudsagde han, at verdens grundlæggende civilisationer stadig var så fundamentalt forskellige, at der ville opstå konflikter imellem civilisationerne – selvom den liberale verdensorden havde vundet ideologiernes kamp.

Analysens hovedpointe kogte Huntington ned til fem ord: “Menneskehedens historie er civilisationernes historie.” For civilisationer giver folk rødder, identifikation og et bestemt syn på verden. Det var en tanke, som sjældent var et centralt, bærende element i samfundsvidenskabernes teorier i årene inden, Huntington præsenterede sin analyse.

Sammenstød i Ukraine

Netop Ukraine var et af de områder, der påkaldte sig Huntingtons opmærksomhed. I "Civilisationernes sammenstød" skrev han, at der i Ukraine kunne opstå et sammenstød mellem den russisk ortodokse civilisation og den mere vestligt sindede civilisation. Derfor kaldte han det for en "kløvet stat", der ville udgøre skillelinjen mellem to civilisationer. Resultatet kunne være, at Ukraine blev opsplittet i et vestligt og østligt Ukraine, og han pegede direkte på, at halvøen Krim kunne indgå i diskussioner om løsrivelse fra Ukraine.

Men en sådan opsplitning ville kun kunne lade sig gøre, hvis Vesten ville give en stærk og effektiv støtte. En støtte, der næppe ville kunne mobiliseres, "hvis relationerne mellem Vesten og Rusland blev alvorligt forværret og kom til at ligne forholdet under den kolde krig," skrev Huntington for 26 år siden.

"Huntington sagde, der kommer problemer, hvis den ene befolkningsgruppe i en kløvet stat monopoliserer magten og vil noget hen over hovedet på den anden. I dag er der tydeligvis tale om, at den vestlige ende af Ukraine vil ind i Nato og EU, selvom den østlige ende af Ukraine ikke ønsker det. Det er endt i en udfoldet krig," siger Henrik Jensen.

Vestens selekterede læsning

Efter at bogen udkom i 1996, tog det flere år, før Huntingtons teori fik fodfæste. Oprindeligt var Huntingtons analyse en ildeset malurt i den cocktail, Vesten drak i 1990’ernes sejrsrus over, at den frie verden havde vundet over kommunismen.

Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix

Men historien skulle hurtigt vise, at konflikterne ikke var overstået. Angrebet på World Trade Center og USA’s efterfølgende krige i Mellemøsten var som skrevet efter Huntingtons manuskript i “Civilisationernes Sammenstød”, og i Danmark gav Muhammed-krisen den validering til Huntingtons analyse, der førte til, at bogen endeligt udkom på dansk i 2006 – ti år efter bogen oprindeligt udkom i USA.

Men mens Huntington flittigt blev brugt til at argumentere for forskellene mellem de vestlige og muslimske kultur, er teorien sjældent brugt til at behandle konfrontationer mellem andre civilisationer, vurderer Henrik Jensen.

Samtidig med at Vestens ledere insisterede på at udkæmpe civilisationskampen mod den muslimske civilisation, udvidede man samtidigt Nato og EU mod Østeuropa og kæmpede for at udbrede demokrati og menneskerettigheder i resten af verden, selvom Huntington advarede mod, at dette ville skabe unødige konfrontationer med den ortodokse, russisk-ledede civilisation.

"Hans advarsel er tydeligvis ikke blevet taget alvorligt. Der var en grundlæggende overbevisning om, at de vestlige værdier var universelle, og at de modstandsløst skulle sætte sig igennem. Men man kunne ikke vente på, at de ville gøre det af sig selv. Det skulle ske nu, og den tilgang er løbet ind i det ene nederlag efter det andet," siger Henrik Jensen.

Selvom Huntingtons analyse måske var rigtig, men den vandt ikke kampen om tidsånden. Her blev det snarere Francis Fukuyama, en af Huntingtons gamle elever, som satte retningen for den vestlige tidsånd med hans idé om historiens endeligt, hvor den liberale verdensorden havde sejret, og at det bare var et spørgsmål om tid, før den ville slå igennem i resten af verdenen.

Huntington fandt sit bedste eksempel på, at de vestlige værdier ikke er universelle, i Kina, som Vesten ville have sine mest fundamentale civilisationssammenstød med. Han mente, at hvis man troede, at Kina med en stigende velstand også ville følge vestlige værdier, tog man ikke højde for civilisationernes forskel. Kina er ganske rigtigt blevet moderniseret, men landet har samtidigt holdt fast ved en “konfuciansk samfundsopbygning, som er baseret på autoritet, hierarki, pligtmoral og undersåtmentalitet,” som Henrik Jensen skriver i sit forord til Huntingtons bog.

“Modernisering er noget fundamentalt andet end vestliggørelse og skaber hverken en universel civilisation i nogen meningsfuld betydning af ordet eller en vestliggørelse af ikke-vestlige samfund,” skrev Huntington.

Styrk den kristne civilisation

Huntingtons analyse synes måske mere sand, end den mere idealistiske drøm om, at Vesten havde sejret, og nu skulle de vestlige værdier som demokrati, frihed og menneskerettigheder bare udfoldes til resten af verden. Men hvad var så hans løsning på, hvordan den vestlige civilisation skulle imødegå fremtidens konflikter?

Med én sætning formulerede Huntington både udfordringen og løsningen: “Sammenstød mellem civilisationer er den største trussel mod verdensfreden, og en verdensorden baseret på civilisationer er den bedste forsikring mod verdenskrig.”

Selvom Vesten ville se, at andre civilisationer ville vokse sig store og baserer sig på andre kulturer og værdier, må Vesten acceptere, at verden består af forskellige civilisationer.

"Han mente, at vi først og fremmest skal respektere de værdier, som andre civilisationer har. Når vi går ud i verden med den forestilling, at vores værdier er universelle, så siger vi basalt set, at de andre skal være mere ligesom os. Men vi skal ikke forsøge at trække vores værdier ned over ørerne på nogen, der ikke er parate til det," siger Henrik Jensen.

Huntington pegede ydermere på, at vi skulle styrke vores egen civilisation – blandt andet gennem de grundlæggende værdier i kristendommen.

"I de seneste årtier har vi kun defineret os ud fra rettighedsaspektet med individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og så videre. I Vesten gælder det nu om at finde balancen mellem det fælles og det individuelle. Man skal yde det, man kan til det fælles for at få de muligheder, man gerne vil have som individ. Vi der lever i en velfærdsstat kan meget let få en holdning om, at det fælles er noget, som velfærdsstaten tager sig af, og så kan vi derudover interessere os for os selv," siger Henrik Jensen.

Nære forbindelser i Ukraine

Det kan være let at få øje på Vestens fejl, når man genlæser "Civilisationernes sammenstød", 26 år efter den udkom. Men der er også opløftende beskeder i Huntingtons bog om nutidens konflikt i Ukraine. Han pegede nemlig på, at der er så nære forbindelser mellem de to slaviske folk, at det kunne lægge en dæmper på stridighederne og holde nationen samlet under respekt til det russiske naboskab.

"Hvis civilisation er det afgørende, er kampe mellem ukrainere og russere utænkeligt. De er to slaviske, primært ortodokse folk, som har haft nære forbindelser i århundrede, og blandede ægteskaber er almindeligt," skrev Huntington.

Han troede derfor ikke på, at konflikterne mellem russere og ukrainere direkte ville ende i krig. Her tog Huntington øjensynligt fejl, men alligevel peger hans analyse måske på håb, når soldaterne mødes på slagmarken, hvor der eksempelvis har været rapporter om demotiverede russiske soldater, der ikke vil skyde på deres broderfolk.

"Huntington mente, at Ukraine helst skulle bevares i sin helhed, og man skulle acceptere, at igennem den ortodokse kirke ville der være en vis kulturel forbundethed med Rusland. Men der, hvor man kommer til kort med Huntington, er når politik bliver afhængig af de personer, som sidder og styrer tingenes gang. Han kunne for eksempel ikke forudse, at en mand som Putin ville reagere så voldsomt, som han har gjort det nu. Huntington betragter politik som et rationelt foretagende, der godt nok er baseret på følelser med rod i civilisationen," siger Henrik Jensen.