Prøv avisen
Boguddrag

For 30 år siden krævede Beijings studerende demokrati og frihed. Det endte i en massakre

I 1989 demonstrerede studerende i Kinas hovedstad, Beijing, for demokrati, ytringsfrihed og imod korruption. Da protesterne nåede deres højdepunkt, var der omkring en million mennesker samlet. Tidligt om morgenen den 4. juni gik militæret ind på Den Himmelske Freds Plads. Estimater af, hvor mange der døde, varierer fra flere hundrede til tusinder. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

"Når de, som deltog i begivenhederne, en dag pludselig standser op og tænker tilbage, tror jeg, at hver eneste af dem vil mærke, hvor dybt den oplevelse sidder indridset i sjælen – uanset hvad de nu måtte mene," skriver den kinesiske forfatter Yu Hua i bogen "Kina i ti ord". Bogen er for kritisk til at kunne udgives i Kina

FOLKET. Når jeg skriver dette ord, synes jeg altid, det ser forkert ud, eller at det, jeg har skrevet, ikke ligner ”folket”. Så lukker jeg øjnene et øjeblik, og når jeg åbner dem igen, synes jeg alligevel, det ligner lidt. Først når jeg har lukket og åbnet øjnene endnu en gang, ved jeg, at jeg har skrevet rigtigt. Sådan er det med det ord: Nogle gange føles det fremmed og andre gange velkendt.

Jeg tvivler på, at der i det kinesiske sprog findes et andet ord, der er så underligt som ”folket” – på én gang allestedsnærværende og usynligt. I dagens Kina er det kun partiembedsmænd, som uafladeligt taler om ”folket”, for folket selv bruger det sjældent, måske kan de dårligt huske, at det findes. Men takket være partifunktionærernes mundvand eksisterer ordet altså stadig.

Historiske vendepunkter markeres ofte af en symbolsk begivenhed, og Tiananmen 1989 var en sådan. Beijings studenter strømmede ud af universiteternes porte og samledes på Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads. De krævede demokrati og frihed, og de protesterede mod korruptionen. Da regeringen hårdnakket nægtede enhver form for dialog, indledte studenterne en sultestrejke, og Beijings borgere gik på gaden for at støtte dem. Byens indbyggere var egentlig ikke særligt interesserede i ”demokrati og frihed,” det var slagordene om at bekæmpe korruptionen, som drog dem ind i bevægelsen. På det tidspunkt var Deng Xiaopings reformpolitik gået ind i sit 11. år, og selvom priserne var steget, voksede økonomien, og levestandarden forbedredes dag for dag. Bønderne havde nydt godt af reformerne, og de senere fabrikslukninger, der gjorde arbejderne til taberne, lå endnu ude i fremtiden.

De sociale modsætninger var ikke nær så skarpe som i dag, hvor vreden ulmer overalt. Det som virkelig generede folk var højtstående partifunktionærers børn, der berigede sig for statens midler, og denne ophobede utilfredshed udmøntede sig i slagordet om at bekæmpe korruptionen. Men set fra i dag, så var det fåtal, som dengang tog for sig, for intet at regne mod alle dem, som nu rager til sig med arme og ben. Siden 1990 er korruptionen vokset i samme skræmmende takt som økonomien.

I foråret 1989 var Beijing et anarkistisk paradis. Politiet var pludselig forsvundet, og studenter og borgere overtog selv ordensmagtens opgaver. Sådan et Beijing tror jeg aldrig, vi kommer til at se igen. Et fælles mål og et fælles håb holdt en politifri by i fuldstændig orden. Så snart man trådte ud på gaden, følte man, hvordan den varme og venlige stemning strømmede en i møde. Man kunne tage bussen eller metroen uden billet, vi smilede til hinanden, og enhver følelse af fremmedhed var borte.

De sædvanlige småskænderier på gaden var væk. De ellers så nidkære gadehandlende bød demonstranterne på gratis mad og drikke, ældre pensionister hævede penge på deres magre bankkonti og donerede dem til de sultestrejkende studenter på pladsen. Ja, selv lommetyvene udsendte en erklæring i tyveforbundets navn: ”Som en støtte til de sultestrejkende afholder vi os fra at stjæle.” Beijing på den tid kunne virkelig kaldes en by, hvor ”alle mennesker er brødre og søstre”.

Når man bor i en kinesisk by, er der én ting, som uvægerligt slår en: sikke en masse mennesker. Men det var først med demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads, at det for alvor gik op for en, at Kina er verdens folkerigeste nation.

Hver dag var pladsen et bølgende menneskehav. Studenter der var kommet rejsende langvejs fra stillede sig på gaden eller på et hjørne af pladsen og talte og talte, dag ud og dag ind, til de blev hæse eller simpelthen tabte stemmen. Publikum var i alle aldre, og hvad enten det var en vejrbidt gamling eller en ung mor med et spædbarn i favnen, så lyttede de respektfuldt, nikkede og applauderede varmt, når de stod over for de unge studenters barnlige ansigter og ofte naive ordstrøm.

I slutningen af maj 1989 tog jeg hjem til Zhejiang for at tage mig af nogle familieanliggender.

Om eftermiddagen den 3. juni stod jeg på toget for at vende tilbage til Beijing. Jeg lå i min hårde overkøje og lyttede til hjulenes dunken mod skinnerne. Da lyset blev tændt i vognen, vidste jeg, at natten var ved at falde på. På det tidspunkt forekom studenterdemonstrationerne lige så langtrukne som et maratonløb, og jeg havde ingen anelse om, hvornår de ville slutte.

Men da jeg vågnede tidligt om morgenen, og toget nærmede sig Beijing, kom højtaleren på, og oplæserens eksalterede stemme meddelte, at hæren var gået ind på Den Himmelske Freds Plads.

Efter skuddene havde lydt den 4. juni, begyndte studenterne at forlade byen – både dem fra Beijing, og dem, som var kommet udefra. Jeg husker tydeligt synet af et bølgende menneskehav, da jeg trådte ud fra banegården den morgen.

Netop som folk i stor stil flygtede fra Beijing, havde jeg uheldigvis valgt at ankomme. Med tasken over skulderen tumlede jeg forvirret ud på pladsen foran stationen, mens jeg hele tiden stødte ind i sværme af mennesker, der hastede den anden vej. Det gik op for mig, at jeg nok også hellere hurtigst muligt måtte følge trop.

Jeg flygtede til Shijiazhuang, blev der i over en måned og forsøgte at skrive, mens mit sind var i vildt oprør. Hver dag bragte fjernsynet billeder af og nyheder om arresterede studenter, og de samme sekvenser blev vist igen og igen, på en måde jeg siden kun har set, når kinesiske atleter har vundet olympisk guld. Langt hjemmefra, på et fremmed hotelværelse, kunne jeg se de forvildede ansigtsudtryk på de tilfangetagne studenter og høre nyhedsoplæserens ophidsede stemme. Det løb mig koldt ned ad ryggen.

Pludselig en dag skiftede billederne på skærmen. De evindelige sekvenser med arresterede studenter forsvandt som dug for solen og med dem de triumferende kommentarer. Pågribelser og arrestationer fortsatte ganske vist som før, men i fjernsynet sås nu atter et velkendt scenarie: vort fædrelands blomstrende velstand.

Speakeren, som den ene dag med lidenskabelig stemme havde fordømt de pågrebne studenter for alskens forbrydelser, priste næste dag nationens strålende fremskridt i et muntert tonefald.

Fra den dag af forsvandt ethvert spor af Tiananmen-begivenhederne fra de kinesiske medier. Jeg har heller ikke siden set den mindste hentydning – som om disse ting aldrig var sket.

Mørklægningen har været total. Selv for dem, som deltog i demonstrationerne foråret og sommeren 1989, synes mindet at blegne, måske har hverdagslivets trængsler simpelt hen ikke levnet plads til erindring.

Her over 20 år efter er det et bekymrende faktum, at blandt den unge generation af kinesere er det meget få, som ved noget om 1989. Og de, som gør, mumler bare vagt: ”En masse mennesker gik på gaden, har jeg hørt.”

20 år kan synes væk på et øjeblik, men jeg er sikker på, at historiens hukommelse ikke forgår så let. Når de, som deltog i begivenhederne, en dag pludselig standser op og tænker tilbage, tror jeg, at hver eneste af dem vil mærke, hvor dybt den oplevelse sidder indridset i sjælen – uanset hvad de nu måtte mene.

Hvad mig selv angår, er det, som har gjort det dybeste indtryk, min erkendelse af, hvad ordet ”folket” egentlig betyder. Nogle gange kræver det en særlig lejlighed, før et menneske og et ord kan mødes for alvor.

Det jeg mener er, at vi alle gennem livet støder på en masse ord, nogle af dem forstår vi straks ved første møde, andre fatter vi aldrig helt, selvom vi møder dem uafladeligt. Sådan har jeg det med ”folket”.

Oversat fra kinesisk af Anne Wedell-Wedellsborg. Bogen ”Kina i ti ord” af den berømte kinesiske forfatter er for kritisk til at kunne udgives i Kina.