30 trossamfund og kirkelige organisationer i opråb til regeringen: Bak de frivillige op

De kirkelige foreninger løfter opgaver, som er uundværlige for mange, hjælper svage borgere, kitter fællesskaber sammen og styrke relationer mellem mennesker gennem fælles opgaver og oplevelser. Det er besynderligt, at den liberale og konservative regering ønsker at begrænse det arbejde, skriver 30 kirkelige organisationer og trossamfund

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) bliver i debatindlæg i dagens avis stillet fire konkrete spørgsmål af en lang række trossamfund og kirkelige organisationer
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) bliver i debatindlæg i dagens avis stillet fire konkrete spørgsmål af en lang række trossamfund og kirkelige organisationer . Foto: Jens Dresling/ritzau.

Programmet ”Statsministrene” er i de seneste uger blevet vist søndag aften. I den tredje udsendelse fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, at han de seneste tre år har lavet en Facebook-julekalender. Et år skrev han hver dag en låge om en person, der har sat et aftryk, og han nævner sin beundring for Poul Nyrup Rasmussens (S) engagement for at skabe bedre forhold for de psykisk syge og sårbare i vores samfund.

Lars Løkke Rasmussen siger:

”Jeg har enorm respekt for alt det arbejde, som du har lavet de seneste år med sociale netværk og din enorme indsats for at fjerne tabuer knyttet til psykisk sygdom og andet. I virkeligheden endnu mere vigtigt er det, at for alle de hundredtusindvis af frivillige har du været med til at give et løft ved at investere dig selv i det, din egen person. Jeg ved bare, at det gør en forskel for folk, der arbejder frivilligt, at de oplever, at en autoritet i samfundet giver dem et klap på skulderen. Og det har du gjort der. Og det var det, jeg skrev om i den julekalender.”

Så følger et klip fra en åbning af det 16. headspacecenter, der giver gratis og anonym rådgivning til børn og unge om alt mellem himmel og jord.

Samtalen mellemstatsministrene Rasmussen viser så udmærket, at når det kommer til frivilligt og almennyttigt arbejde, som er udført af foreninger med et velgørende formål, er der en dyb enighed og konsensus mellem Folketingets partier.

Så meget mere mærkeligt er det, at regeringens finanslovsforslag rummer en afskaffelse af momskompensation for de projekter til velgørende formål, der drives for indsamlede midler.

I 2007 under Anders Fogh Rasmussens (V) regering vedtog Folketinget en lov, hvor det var muligt for godkendte organisationer, foreninger, fonde, stiftelser, institutioner og religiøse samfund med et velgørende og almennyttigt formål at opnå momskompensation. Loven blev revideret i 2014, mens socialdemokraten Benny Engelbrecht var skatteminister.

SkatteministerKarsten Lauritzen (V) begrundede begrænsningen i muligheden for at søge momskompensation med, at ordningen var gledet væk fra sit oprindelige formål ved nu også at omfatte religiøse foreninger og festivaler.

Påstanden er simpelthen forkert.

De religiøse foreninger var tænkt med i loven fra begyndelsen. Det var de helt selvfølgeligt. Når skatteministeren tilsyneladende kan finde på et sådant argument, må det antageligt hænge sammen med, at den politiske opfattelse af religion er under forandring – og det lover ikke godt for vores samfund.

Religion er væsentligt og angår mennesket i dets grænsesituationer. Det har de religiøse foreninger ikke patent på, men både historisk og aktuelt er de kirkelige og andre religiøse foreninger en del af det frivillige sociale og kulturelle arbejde i Danmark.

Disse foreninger løfter opgaver, som er uundværlige for mange, hjælper svage borgere, kitter fællesskaber sammen og styrke relationer mellem mennesker gennem fælles opgaver og oplevelser. Det er besynderligt, at den liberale og konservative regering ønsker at begrænse det arbejde.

Ifølge brancheorganisationen Isobro betaler disse foreninger, der primært drives for indsamlede midler, i år cirka 400 millioner kroner til statskassen. De cirka 150 millioner kroner, som regeringen ønsker at begrænse til cirka 67 millioner kroner, er et indgreb med fatale konsekvenser.

Vi vil gerne bedeskatteministeren svare på følgende:

  • Er det religiøse foreningsarbejde godkendt efter paragraf 8a ikke længere almennyttigt – eller hvordan definerer ministeren det?
  • Kan ministeren fremlægge dokumentation for, at momskompensationsordningen oprindeligt var tiltænkt en særlig målgruppe?
  • Ministeren bedes oplyse, på hvilket grundlag de afsatte 67,1 millioner kroner skal fordeles blandt almennyttige foreninger.
  • Vil ministeren bekræfte, at afskaffelsen af ordningen efterlader et hul på cirka 100 millioner kroner hos de foreninger, der ikke tilgodeses med momskompensation for de udgifter, de har budgetteret med i 2017

Grundtvigsk Forum, formand Kirsten M. Andersen.

Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, formand Hans-Ole Bækgaard.

Luthersk Mission, formand Henrik P. Jensen.

Foreningen for grundtvigske valg- og frimenigheder, formand Laura Lundager Jensen.

Menighedsfakultetet, formand Jørgen Jørgensen.

Kristeligt Forbund for Studerende, formand Per Ladekjær.

Dansk Missionsråd, generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen.

Kristelig Handicapforening, formand Thomas B. Mikkelsen.

Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, landsleder Steen Møller Laursen.

Den Katolske Kirke i Danmark, biskop Czeslaw Kozon.

Dansk Bibel-Institut, formand Christian Jensen.

Det Danske Bibelselskab, generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen.

Evangelisk Luthersk Mission, formand Michael Kjøller-Petersen.

Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen.

Muslimernes Fællesråd, imam og midlertidig formand Abdul Wahid Pedersen.

Det Danske Missionsforbunds landsledelse, formand Finn Kier-Hansen.

Evangelisk Luthersk Netværk, formand Jens Lomborg.

Dansk Oase, formand Peter Sode Jensen.

Metodistkirken i Danmark, biskop Christian Alsted.

Frelsens Hær i Danmark, landsleder oberst Hannelise Tvedt.

Tværkulturelt Center, leder Birthe Munck-Fairwood.

Pinsekirkerne i Danmark, leder Dan S. Jacobi.

FrikirkeNet, formand Tonny Jacobsen.

Apostolsk Kirke i Danmark, formand Jacob Viftrup.

Det Jødiske Samfund, formand Dan Rosenberg Asmussen.

KFUM’s Soldatermission, formand Jesper Hornstrup.

Caritas Danmark, generalsekretær Jann Sjursen.

Kirkernes Integrations Tjeneste, daglig leder Hans Henrik Lund.

Danske Kirkers Råd, formand og biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær.

FDF, formand Jonas Kolby Laub Kristiansen.