For 50 år siden udkom "Brødrene Løvehjerte": Derfor er den en udødelig klassiker

Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" er en vedvarende klassiker – en gave til alle levende, til alle tider, men jubilæumsåret 2023 er et ualmindeligt oplagt tidspunkt at genopdage den

Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" fra 1973 er en vedvarende klassiker, skriver kronikør.
Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" fra 1973 er en vedvarende klassiker, skriver kronikør. Foto: Klaus Gottfredsen/Ritzau Scanpix.

Vi kender den vist alle sammen. Den legendariske fortælling om to små brødre, den ene alvorligt lungesyg, sengeliggende og alene hjemme i et hus, som pludselig bryder i brand. Heldigvis når den anden bror hjem akkurat i tide – han trodser flammerne, finder sin bror og flygter ud ad vinduet med ham på ryggen, så lillebroderen mirakuløst overlever ulykken. Men ikke storebroderen selv: Han omkommer i springet. Det er selvfølgelig begyndelsen på Astrid Lindgrens berømte børnebogsklassiker "Brødrene Løvehjerte", som udkom første gang i Sverige for præcis 50 år siden, nemlig i 1973. 

Og inden det bliver alt for trist alt sammen, kan jeg vist roligt afsløre, hvordan der ikke er tale om 230 siders ren ulykke. Her er drager og kæmpeslanger, hinsides verdener og action for alle pengene – kort sagt: et fantastisk spændende eventyr. Og det på en tid, hvor børnelitteraturen helst skulle være politisk, helst skulle være socialrealistisk. 1970’erne var ikke ligefrem et sted for fantasy med tro, håb og kærlighed, så dengang bogen udkom, blev den kritiseret for ikke at forholde sig til samfundsproblemer og politik.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.