Prøv avisen
Debat

56 år og ensom: Kan jeg overhovedet finde ud af at være nogens kæreste?

Jeg har netop solgt et gavekort på et weekendophold for to. Det skulle ikke ligge i skuffen og minde mig om, at der ikke er nogen mand, skriver Conny Haverholm Svendsen. – Foto: Nima/ritzau

Jeg kan sagtens klare mig selv. Men jeg har ikke lyst til det, skriver Conny Svendsen

Jeg har netop solgt et gavekort på et weekendophold for to.

Det skulle bare ikke ligge i skuffen og grine ad mig og minde mig om, at der ikke er nogen mand at tage på hotel og dele dobbeltseng og morgenmad med. Sådan har det været det meste af mit liv.

Jeg var omkring 50 år, før jeg virkelig følte, jeg manglede en kæreste i mit liv. Der har været mænd nok, statistisk set, de har bare ikke været der ret længe, en uge eller en måned, så endte det.

Pludselig stod jeg dér som 49-årig og kunne se ud i en fremtid helt alene.

Dét havde jeg slet ikke lyst til, og jeg syntes da også, at jeg havde fortjent noget bedre. Fortjent at opleve nærheden med en mand, der kun var min.

Der er helt sikkert mange gode forklaringer på min langvarige alenehed. Fra det faktum, at jeg ikke går ret meget ud i nattelivet, til de blinde pletter, jeg har på begge øjne, så jeg simpelthen ikke kan fokusere på folks ansigter, når jeg færdes i gågaden eller i en større forsamling – for slet ikke at tale om et halvmørkt dansested. Dertil et ret forbeholdent væsen – ”jeg kysser ikke den dag, jeg spidser munden”, som man siger.

Jeg skal altid lige tænke mig om, hvad enten det drejer sig om køb af en T-shirt til 150 kroner eller til at sige ja tak til den anden kaffedate med en mand.

Men det er ikke forklaringen, jeg leder efter nu. Det er løsningen. Manden. Parforholdet. Kærligheden.

Efter jeg fyldte 50 år, har jeg faktisk mødt nogle mænd, som på forskellig vis blev mere end en kaffedate. De løb dog alle af forskellige grunde ud i sandet før man kunne tale om ”en kæreste”.

Gennem årene har jeg lært og vænnet mig til at klare mange ting alene, fra biografture over indkøb af møbler til at møde op til familiefester. Så jo, jeg kan klare mig selv. Pointen er, at jeg ikke har lyst til at klare mig selv, jeg er bare nødt til det. Men udefra ser det ud til, at hende Conni, hun klarer sig fint alene. De mange aftener i ensomhed på sofaen med tv, computer eller læsestof ser jo ingen. Heller ikke de dage, jeg intet orker, men er nødt til at gå ud at købe ind og lave med, for ellers får jeg ikke noget at spise. Eller de få gange, hvor jeg skærer mig i fingeren eller på anden måde får skrammer, hvor jeg virkelig ville ønske, nogen kunne finde et plaster, lægge en arm om mig og sige ”så så, lille skat, det går nok”.

Jeg er utvivlsomt et rastløst menneske. Hvorvidt dette er årsagen til eller resultatet af den manglende kæreste, ved jeg ikke. Jeg hælder dog til den teori, at hvis jeg, da jeg var i tyverne, havde mødt en mand, så ville han være en slags anker, der kunne holde mig fast på ét sted. Jeg kunne måske til gengæld give ham noget eventyrlyst og mod på altid at lære og udvikle sig. Kedeligt må det aldrig blive.

Det tomme rum i mit liv, der helst skulle stå ”min kæreste” på, er blevet fyldt op med kurser, foredrag, højskoleophold, rejser til Israel, Marokko, Indien, Cuba, arbejdsophold i Schweiz og Norge. Godt nok, ja, men dybest set kun noget, jeg har kunnet ”vise frem”, når jeg nu ikke har kunnet vise ”den anden” frem over for omverdenen. For det er et dybt, indre ønske at have en kæreste (tænk i øvrigt her på, hvad ”kæreste” virkelig betyder: det kæreste i mit liv), men det er også andres forventninger, ikke mindst familiens ældre generationer, der ikke rigtig kan forestille sig andre måder at leve på end ”arbejde-ægteskab-hus-børn, eller gæld-alkoholisme-skilsmisse-depression, som det jo også er for nogle. For et par år siden valgte jeg simpelthen ikke længere at stille op til familiefester, fordi jeg følte mig udstillet og alene i de sammenhænge.

Mine behov for nærhed og intimitet har jeg gemt langt væk, allerbagest i hjernen og kroppen, for ellers ville jeg bare sidde og tude hele tiden. Det gør fysisk ondt at tænke på, at jeg er alene og muligvis skal leve hele mit liv sådan. Heldigvis kan jeg lukke det ude og vise en rolig overflade til omverdenen.

Samtidig bruger jeg jo min tid og mine følelser på det almindelige liv: jobsøgning/arbejde, barnebarnet (som er et tilvalgsbarnebarn – jeg har aldrig fået børn, men det er ikke et savn), fritidsinteresser, venner. Men ofte føles også det som sølle substitutter for den voksne kærlighed, jeg virkelig længes efter.

Lige siden teenageårene – med hinkestensbriller og kikset tøj – har jeg været allerbedst til afstandsforelskelser.

Ved hjælp af min gode fantasi kunne jeg dagdrømme om de forskellige mænd. Dette er nok typisk for mange teenagepiger, jeg er bare fortsat med det til i dag.

Det er helt sikkert en ”sutteklud”, der har holdt mig fra at falde helt ud over kanten, når livet har været mest trist. Igen og igen siger jeg til mig selv, at nu skal jeg ud af den fantasiverden, men så ræsonnerer jeg, at det jo ikke skader nogen, og når ensomheden så bliver for overvældende og vinternætterne for lange og triste, så kan jeg lulle mig selv til ro og en slags tryghed i armene på en kærlig fantasimand. Men det har nok også været en hæmsko for min søgen efter den dejlige kæreste – for på en måde var jeg jo allerede ”optaget” og i et særdeles ukompliceret forhold.

Det seneste års tid er jeg så kommet i tvivl:

Kan jeg overhovedet finde ud af at være nogens kæreste? Jeg har jo stort set aldrig prøvet det – der skal nok slibes et par kanter eller fem af. Jeg ved også, at mit temperament hælder til den flegmatiske side: Jeg kan ikke rigtigt hade eller elske noget helt vildt. Kan man mangle de følelser? Er det ligesom med at cykle, lave mad eller tale tysk – man kan øve sig og blive ganske god til det?

Jeg er et godt sted i mit liv nu, hvor jeg netop er fyldt 56 år, men for hulan, hvor kunne jeg godt ønske mig en god mand at dele resten af tilværelsen med.

Faktisk vil jeg bare have lov til at opleve det, at give og modtage kærlighed til og fra en ordentlig mand. At sige ”jeg elsker dig” og mene det. Og opleve, at det holder i mange år.

For er det ikke en af livets meninger

Conny Haverholm Svendsen er køkkenmedarbejder.