Hvis du bare motionerer, spiser sundt og holder hovedet i gang, bliver du aldrig gammel – i ordets negative betydning. Sådan har beskeden fra sundhedsguruerne lydt i snart mange år. Men vi dør alle på et tidspunkt, og den sidste tid – kortere eller længere – er for flertallet præget af forfald.
I forhold til den altdominerende snak om sundhedsidealet for ældre synes jeg, at dette forfald er tabubelagt, i hvert fald når det ikke er ”de ældre”, men ”os ældre”, altså dig og mig, det handler om.
Jeg er slet ikke uenig i, at det er en enestående og dokumenteret nyskabelse, at vi kan forbedre vores liv med motion, sund kost og mental stimulation, så vi kan være friske mange flere år end vores forældres generation.
Jeg er selv et eksempel på en, der har forsøgt at følge rådene, og er nu som 72-årig i bedre form end for 10 år siden.
Vi gamle 68’ere er en forkælet generation. Vi voksede op i efterkrigstidens velstandsstigning, havde frit valg på alle hylder med hensyn til uddannelse. Vi formåede endda at gøre op med autoriteterne; vi ville selv have indflydelse på ungdomslivet og ikke mindst uddannelserne. Senere kunne vi vælge og vrage i arbejdslivet.
Vi er mange, der aldrig har prøvet at være arbejdsløse. Da vi skulle etablere os, var det opgangstider. Vi forventede veltilrettelagte familieliv, gode pasningsmuligheder for børnene og stor fleksibilitet, for eksempel arbejdsmæssig deltid, mens børnene var små.
Pensioneringen fra arbejdslivet var også velforberedt. Mange gik på efterløn som 62-årige. Der har været stort fokus på overgangen fra arbejdsliv til pensionistliv.
Alt sammen betyder, at vi nu er en stor gruppe af friske mennesker over 70 år, som er i rigtig god form. Vi dyrker motion som aldrig før, spiser sundt og deltager i alle samfundslivets aktiviteter.
Nogle mener, vi har fået cirka 21 år mere, hvor vi har det godt, i forhold til vores forældres generation. Vi har hidtil været velforberedte på de tilskikkelser, livet har budt på, det gælder også første del af den tredje alder. Men omkring mig ser jeg ikke alene jævnaldrende, men især lidt ældre mennesker, som begynder at få alderdomssvækkelse. Også selvom de har gjort alt det rigtige.
Så længe det kan afhjælpes nogenlunde med briller, høreapparater og lignende, giver det ikke anledning til bekymring. Men når man ikke mere kan komme på første sal i villaen, når trætheden forhindrer en i at få svaret på de mails, der kommer, og cyklen bliver for farlig at sætte sig op på, så bliver man jo gammel alligevel, selvom titler som: ”Afskaf alderdommen”, ”Yngre med årene” og ”Godt nyt for gamle hjerner” prøver at overbevise os om, at hvis vi følger sundhedsrådene, vil vi være friske til det sidste.
Livsmodet er det, der gør den største forskel. Nogle folk, som hele livet har været optimistiske, bliver stille, måske depressive. Jeg synes, vi trænger til at italesætte, hvordan vi klarer den fjerde alder – forstået som den sidste tid, hvor vi efterhånden bliver præget af afvikling af færdighederne.
Vi kender alle sammen eksempler på rigtig gamle personer, som var friske lige til det sidste. Det kunne vi alle ønske os, men selvom vi gør alt det rigtige, tror jeg, de fleste af os vil komme til at opleve forfald, måske over mange år. Hvordan bevarer vi følelsen af at have styr på livet, integriteten og værdigheden?
Ældreplejen får nogle drøje hug i både aviser og tv. Det er godt, at de kritisable forhold kommer frem. Samtidig kan det skabe endnu større uvilje mod at ville se på den sidste tid og endnu vanskeligere at rekruttere personale.
Som tidligere mangeårig leder i ældreplejen er det ikke mit ærinde her at sætte spørgsmålstegn ved, om ældreomsorgen trænger til et løft. Hvis det skal være trygt og værdigt at have behov for hjælp, skal der tilføres ressourcer, ikke mindst i form af bedre uddannelse. Samtidig vil jeg minde om, at der mange steder foregår god og omsorgsfuld pleje.
Mennesker over 100 år er den hurtigst voksende aldersgruppe. Antallet af mennesker over 80 år vil stige til næsten det dobbelte i løbet af de næste 10 år. Stigningen i antallet af ældre er blevet kaldt mange grimme ting. Heldigvis tyder udviklingen blandt de nye ældre på, at andelen, der klarer sig uden hjælp, stiger. Nogle politikere virker nærmest panikslagne ved tanken om alle de plejekrævende ældre, der kommer lige om lidt.
Der bliver ikke talt ret meget om, at sygdomsmønsteret har ændret sig. For eksempel er antallet af dødsfald på grund af åreforkalkning faldet med 60 procent i løbet af de seneste 20 år. Antallet af ældre, som beskriver deres helbred som godt, er steget fra 56 procent til 63 procent i samme periode. Antallet af nydiagnosticerede med demens falder med 2 procent årligt (incidensraten).
For mig ser det ud til, at det er lykkedes at udsætte det, der tidligere invaliderede ældre. Sundhedsvæsenet har fået bedre behandlingsmuligheder, og ikke mindst lever vi nok på nogle områder sundere end for 20 år siden. Men hvordan slutter det? Har du fået den, dommen, alderdommen altså? Er du ikke mere helt fit for fight ?
Er du begyndt at tvivle på, at det hele bliver ved at gå lige så godt som de seneste mange år? Måske er du mere træt, du ryster generende på hænderne, dit syn begynder at give problemer, hørelsen generer både dig og dine omgivelser, du er blevet langsom, måske også en gang imellem lidt forvirret, når det hele nu skal gå så hurtigt.
Det kan nemt føre til, at du mangler det overblik, du ellers altid havde. Er du blevet mere glemsom? Måske skulle du snart lade bilen stå. Svimmelheden gør cyklen farlig. Trapper er ikke, hvad de var engang. Du bliver nødt til at have et indlæg i underbukserne, for hvis du hoster eller nyser, risikerer du at blive våd. Ja! Så skulle du have gjort noget mere ved det. Det er med andre ord din egen skyld. For eksperterne sagde jo, at hvis du bare...
Skyld og skam kan vi ikke bruge til noget, men jeg tror, at det er en ikke ubetydelig faktor i vores ældreliv. Nogle bliver stille og mere indadvendte, end de nogensinde før har været. Det er ikke sjovt at føle, at man mister grebet om livet, som man ellers altid har haft styr på.
Døden kommer til os alle. Når man har levet et langt liv, tror jeg, at mange tænker som jeg, at det er o.k., at det slutter. Der skal være plads til nye. Men jeg frygter sygdomme, som fører til magtesløshed.
Hvordan kan vi planlægge, så tiden før døden ikke bliver den ultimative fiasko?