For 75 år siden blev Palæstinas ulykkelige skæbne beseglet

75 år efter tilblivelsen af FN's generalforsamlingsresolution, der delte Palæstina, er det vigtigt at berette om processen. Planen kom ikke kun til at berøre de to parter, men blev et kim til ufred i verden frem til i dag.

Tiden er efter Første Verdenskrig. England sejrede og var klar til at kolonisere de lande, der hørte under Det Osmanniske Rige, og den 24. juli 1922 tildelte Folkeforbundet England Palæstina som mandatområde.

Men Palæstinas ulykkelige skæbne startede i virkeligheden et kvart århundrede tidligere, da den østrigsk-jødiske journalist Theodor Herzl udgav i 1896 bogen "Den jødiske stat". Heri argumenterede Herzl for placeringen af en eventuel kommende jødisk stat i enten Argentina eller Palæstina. På den første zionistkongres året efter i Basel i Schweiz blev man enig om Palæstina. Cypern, Sinai og Uganda blev også drøftet som muligheder, men fravalgt.

Til den arabiske verdens overraskelse og skuffelse præsenterede England den 2. november 1917 Balfour-deklarationen, hvori englænderne lovede den zionistiske bevægelse "et nationalt hjem" i Palæstina.

Med Balfour-deklarationens forpligtelser over for zionisterne og med England som besættelses- og kolonimagt eksploderede den illegale zionistiske indvandring til Palæstina. Frem til Palæstinas deling i 1947 emigrerede cirka en kvart million jøder til Palæstina fra alverdens lande, men særligt fra Europa, i tiden op til, under og i særdeleshed efter Anden Verdenskrig i kølvandet på de forfærdelige forbrydelser, som nazisterne begik.

Fra 1918 til 1947 blev Palæstina forvandlet fra et harmonisk og tolerant samfund, hvor jøder, kristne og muslimer levede side om side, til et land med drab og terror.

Anden Verdenskrig var nu slut, tyskerne slået, og nazisterne nedkæmpet. Mange jøder levede fortsat i midlertidige flygtningelejre i Europa, som mange mente, at der skulle findes en holdbar løsning på. Den daværende norske FN-generalsekretær, Trygve Lie, skrev siden i sine erindringer "Syv år for freden", at "forbrydelsen var Hitlers, men kravet om hjælp til alle disse hårdt ramte mennesker var et samvittighedsspørgsmål for hele Europa og verden".

I 1947 bestod FN af 55 lande, heriblandt Danmark. Efter ønske fra England holdt man den 28. april 1947 en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at udpege en kommission, der skulle udarbejde et forslag til løsning af konflikten. I den anledning fremsatte de fem arabiske medlemsstater forslag om at ophæve mandatet, således at Palæstina blev selvstændigt. Forslaget blev forkastet på grund af manglende flertal. Samtidig vedtog forsamlingen den 15. maj 1947 at nedsætte en kommission – United Nations Special Committee on Palestine (UNSCOP) – der skulle finde "den bedste løsning på konflikten".

I juli forelagde kommissionen generalsekretæren den første rapport, der indeholdt to forslag:

1. En forbundsstat med henblik på at bevare Palæstina som en enhedsstat med Jerusalem som hovedstad. Kun tre af kommissionens 11 medlemmer støttede forslaget.

2. To stater i en økonomisk union efter en overgangsperiode på to år. Forslaget gik ud på at dele Palæstina i tre dele: en arabisk, en jødisk og et Jerusalem under international administration. Et flertal i kommissionen støttede forslaget og argumenterede for, at ”den vil sikre freden til de kommende generationer”.

FN nedsatte den 23. september 1947 en ad hoc-komité til behandling af forslagene. Her skulle både den arabiske og den jødiske stemme høres. Den arabiske repræsentant (Rajai El-Husseini) fordømte delingsplanen og opfordrede til "en enstatsløsning, hvor alle kunne leve sammen i fred med samme rettigheder og pligter. Sådan har det jo altid været i Palæstina i flere århundreder. Indtil zionismen kom fra Europa, og blev fulgt op af den forhadte Balfour-deklaration, som i realiteten var hovedårsagen til, at forholdet mellem jøderne og araberne i Palæstina blev forværret."

Zionisternes repræsentant, rabbineren Abba Hillel Silver (amerikansk statsborger), talte på vegne af Jewish Agency. Han mindede komitéen om, hvor hjælpsom Jewish Agency havde været over for UNSCOP. Silver støttede delingsplanen, selvom "den ikke opfylder zionisternes drøm og ønske om en jødisk stat i hele Palæstina".

Camil Chamoun fra Libanon kritiserede planen og sagde, at "det var en dårlig idé at dele Palæstina, fordi det vil skabe bitterhed og had mellem de to folk og vil føre til en langvarig konflikt". Hans profetier holdt stik.

For at FN's Generalforsamling kunne vedtage delingsplanen, skulle der være et kvalificeret flertal på to tredjedele af stemmerne, hvilket det kneb gevaldigt med. Med støtte fra indflydelsesrige amerikanske kongresmedlemmer tog zionisterne kampen op.

Presset blev især lagt på de lande, der havde udtrykt modvilje mod delingsplanen.

I dagene op til den endelige afstemning blev især seks lande – Haiti, Liberia, Filippinerne, Kina, Etiopien og Grækenland – udsat for maksimalt pres. USA's støtte var underforstået, og J.H. McGrath, formanden for Demokraterne i USA, sagde, at "jøderne forventer, at USA gør alt, hvad det kan, for at gennemføre og implementere delingsplanen, når den kommer til afstemning i FN. Med magt om nødvendigt." Og præsident Trumans administration satte alt ind for at fastholde det politiske og økonomiske pres.

FN-repræsentanterne for de seks lande blev oversvømmet med telegrammer, breve, telefonopringninger og besøg.

Ud over politisk afpresning spillede også datoen en væsentlig rolle. Datoen (den 27. november 1947) for afstemningen oprandt, og zionisterne manglede stadig nogle få stemmer. De iværksatte derfor – med amerikanernes aktive hjælp – the arm twisting policy. Og snart lød der rygter om, at afstemningen var udsat – ikke til den 28. november, som var thanksgiving, der betød, at FN var lukket, men til fredag den 29. november.

Mange ville sige: "Ja, hvad så?". Men udsættelsen skyldtes jo netop, at zionisterne ikke havde opnået flertal for delingsplanen og derfor kunne drage fordel af en udsættelse. De og deres allierede havde dermed to ekstra dage til at effektuere deres pressionspolitik og sørge for at få de nødvendige stemmer på plads og efterfølgende gennemtvinge et ja.

Fredag den 29. november 1947 blev derfor dagen, hvor Palæstinas og palæstinensernes skæbne blev beseglet, idet delingsplanen blev vedtaget med 33 stemmer for (herunder Danmarks), 13 imod. 10 lande undlod at stemme.

Dagen efter afstemningen kunne danskerne i Berlingske Tidendes lederartikel læse:

"Først og fremmest vil vi dog gerne have svar på det primordiale spørgsmål om, hvorledes vi er kommet ind i dette eventyr? Netop vi, der med ikke uberettiget stolthed plejer at mene, at i Danmark findes intet jødespørgsmål, og som trygt tør hævde, at her findes slet ingen eller så godt som ingen zionister, men alene borgere af jødisk oprindelse, der i slægtled har været knyttet til Danmark. Hvorledes er det muligt, at vi er kommet til at svare ja til en deling af det Palæstina, hvis jord i 1300 år har været arabernes eje?".

Lederartiklen sendte med andre ord et klart signal om, at Danmark skulle have afholdt sig fra at stemme, fordi det var stormagternes spil. Få dage efter blev Berlingske beskyldt for ”antisemitisme”.

Imens mødte Palæstina sin skæbne, og palæstinenserne blev i de næste måneder og år jaget ud af deres huse og hjem og sendt i landflygtighed til et liv i flygtningelejre. Jeg blev født i én af disse flygtningelejre. Den stat, som FN skabte på palæstinensernes bekostning, har siden udviklet sig til sand apartheidstat.