DEN SENESTE TIDS tilbagevendende debat om aktiv dødshjælp har sendt mig på en erindringsrejse tilbage gennem de seneste 13 år i mit virke som hospitalspræst. For hvor ofte har jeg egentlig mødt et reelt ønske om aktiv dødshjælp hos det menneske, jeg har siddet over for?
På Rigshospitalet møder jeg alle; ung, gammel, tyk, tynd, høj og lav, rig og fattig. Sygdom rammer tilfældigt, og på mange måder repræsenterer hospitalet den brede befolkning. En befolkning, hvor næsten 80 procent svarer ja til legalisering af aktiv dødshjælp. Jeg kan afsløre, at det tal ikke afspejles hos dem, jeg taler med på Rigshospitalet. Jeg kan på en hånd tælle dem, der reelt har udtrykt ønske om aktiv dødshjælp.
Det er interessant, at mennesker på kanten af livet sjældent er dem, der ønsker aktiv dødshjælp – for mange af dem burde vel statistisk være blandt de 80 procent af befolkningen, der går ind for det. Selv hos de få, hvor udgangspunktet var et ønske om aktiv dødshjælp, viste det sig, at det ikke handlede om et reelt ønske om at afslutte livet.
Derimod et råb om at få omverdenen til at forstå den meningsløse situation, de var i. Inderst inde gemte der sig et håb. Ikke et urealistisk håb om overlevelse, men håbet om, at lægerne ville kunne lindre, når smerterne og ubehaget tog til.
HVORFOR SÅ DENNE ULIGHED imellem statistik og min empiriske erfaring? Mit bud; det er lettere at svare ja, når døden er abstrakt.
Aktiv dødshjælp bliver for mange her en mulighed for kontrol og selvbestemmelse, for selv at kunne styre sig væk fra den lidelse, som sygdom og død bringer med sig – væk fra den ultimative magtesløshed.
Aktiv dødshjælp overdrager magten til mennesket, hvilket taler fint ind i den tidsånd, vi lever i. En tidsånd, hvor vi har glemt retten til at være til besvær. Et besvær, vi ikke kan håndtere, fordi vi ikke har samme erfaring med døden som tidligere. Vi kan ikke i dag ringe på hos naboen og spørge, hvordan det så ud, da hustruen var døende, for på den måde at dele erfaringer. Når døden kommer tæt på, bliver vi utrygge og overlader den til institutionen.
Men hvad hvis vi derimod vidste mere om, hvad der rent praktisk sker, når døden nærmer sig? Og kendte til de mange muligheder for lindring, der findes? Den latinske betegnelse for det er palliation. WHO definerer palliation som en helhedsorienteret lindring med det formål at fremme muligheden for en opretholdelse af et meningsfuldt liv på trods af de vilkår, sygdommen byder. Erfaringen viser, at det er muligt at lindre næsten alle smerter, fordi de ikke kun handler om det fysiske, men også påvirkes af de psykiske, sociale, eksistentielle og åndelige aspekter.
NÅR VIRKELIGHEDEN PÅ Rigshospitalet kommer helt tæt på, rykker grænserne sig. En af dem, der udgjorde de 80 procent, der gik ind for aktiv dødshjælp, var indlagt på Rigshospitalet med en uhelbredelig sygdom. Han fortalte mig, at han nu, i den ulykkelige situation han var kommet i, var yderst taknemmelig for, at aktiv dødshjælp ikke var en option. Det ville være et alt for stort ansvar at bære for både ham og hans nærmeste.
Denne erkendelse kom af oplevelsen af den lindring, der samtidig gav ham muligheden for at finde en mening på trods af sygdom og lidelse. En mening, der rækker langt længere ud end døden.
Palliationen kan lette vores anstrengte forhold til døden og måske endda skabe plads til at leve på trods af dødens nærhed.
Og man kan håbe, at et bredere folkeligt kendskab til palliationens muligheder, når vi rammes allerhårdest på livet, kan give et mere oplyst og nuanceret grundlag at svare ud fra, næste gang telefonen ringer med en voxpop om din holdning til aktiv dødshjælp.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .