For 80 år siden blev danske kommunister arresteret efter ordre fra nazisterne

Den 22. juni for 80 år siden igangsatte dansk politi både arrestation og internering af alle ledende danske kommunister, da Tyskland var i krig med Sovjetunionen, som det hed, skriver historiker i andet afsnit af sin dobbeltkronik om de danske kommunister

Tyske soldater havde netop erobret en af den russiske hærs faner i kampene på østfronten. Ikke længe efter begyndte arrestationen af danske kommunister.
Tyske soldater havde netop erobret en af den russiske hærs faner i kampene på østfronten. Ikke længe efter begyndte arrestationen af danske kommunister. . Foto: ritzau Scanpix.

Natten til søndag den 22. juni 1941 blev Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen kaldt til det tyske gesandtskab på Kastelvej. Tyskland var nu, meddelte gesandten, i krig med Sovjetunionen, hvorfor det var nødvendigt at træffe en række foranstaltninger. Det blev startskuddet til arrestationen af ledende danske kommunister og senere i august vedtagelsen af en kommunistlov, der forbød kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed.

Grundlaget for aktionen mod de danske kommunister var et såkaldt aide-memoire, som Nils Svenningsen fik overrakt på Dagmarhus den 22. juni. Den danske regering blev heri anmodet om at anordne en række militære sikkerhedsforanstaltninger, herunder ikke mindst ”arrestation og internering” af ”alle ledende danske kommunister, herunder også de kommunistiske rigsdagsmænd” og af ”alle danske kommunister, der mistænkes for at udøve spionage og sabotage”.

Det krævede regeringens stillingtagen, og Svenningsen ringede derfor fra Dagmarhus til udenrigsminister Erik Scavenius, der bad ham ringe til statsminister Thorvald Stauning. Han orienterede Stauning og fremhævede, at arrestationerne tillige omfattede de tre kommunistiske rigsdagsmænd, hvortil Stauning ifølge Svenningsen svarede, at der ikke var andet at gøre, det måtte vi finde os i – og altså iværksætte udførelsen af foranstaltningerne.

De krævede foranstaltninger blev sat i værk, og det tyske politi havde den 22. juni overgivet det danske politi et ”kartotek” med kort på 72 ledende kommunister, som kunne bruges i aktionen. Det ”tyske kartotek”, der efter Befrielsen kom til at spille en central, men uberettiget, rolle i striden om kommunistaktionen, var lavet på grundlag af Notits af 17. september 1940, som Københavns Politis afdeling D havde udarbejdet, og som siden var sendt til de tyske politimyndigheder i forlængelse af det bestående politisamarbejde. Navnene i kartoteket udgjorde kun en del af navnene i afdeling D’s kommunistarkiv, hvilket også forklarer, hvorfor kun en lille del af de anholdte i København i tiden 22. juni-22. august 1941 optrådte i det tyske kartotek. Det danske politi rettede sig efter kravet om ”arrestation og internering” af ”alle ledende danske kommunister” og ”alle spionage- eller sabotagemistænkte danske kommunister”, som det også fremgik af et telegram til samtlige politimestre udsendt den 22. juni.

Arrestationerne gik straks i gang, og frem til den 30. juli 1941 anholdtes i alt 295 personer, 140 i Storkøbenhavn og 155 i provinsen. De arresterede var, som statsretsprofessor Henning Koch har analyseret dem, først og fremmest medlemmer af DKP, DKU og Landsforbundet af Sovjetunionens Venner og havde for langt den overvejende dels vedkommende ledende funktioner. Efterfølgende blev medlemmer uden nuværende eller tidligere funktioner sammen med knap 20 ikke-medlemmer løsladt, således at der den 22. august, hvor kommunistloven blev stadfæstet, sad 116 interneret.

Efter den tyske overrumplingsaktion den 22. juni var spørgsmålet, hvordan situationen skulle håndteres. Mandag den 23. juni mødtes regeringen, og alle var ifølge minister Gunnar Larsen klar over, at arrestationen af de kommunistiske rigsdagsmedlemmer var grundlovsstridig, men at der på den anden side ikke var noget at gøre ved det. Der ville i øvrigt efter justitsminister Harald Petersens mening komme et krav fra tysk side om at forbyde det kommunistiske parti, og det ville være lige så vanskeligt, da det ligeledes var grundlovsstridigt.

En lov om et forbud mod DKP trængte sig på, og et lovarbejde blev formentlig sidst i juni påbegyndt i Justitsministeriet. Det resulterede omkring den 1. juli i et første lovudkast. Den 9. juli overtog Thune Jacobsen justitsministerposten, og lovarbejdet kom nu for alvor i gang. Den 1. august forelagde Thune Jacobsen i regeringen et første lovforslag om forbud mod det kommunistiske parti og mod kommunistisk agitation, og en række svære drøftelser i både regeringen og mellem justitsministeren og Samarbejdsudvalget af 2. juli 1940 – det såkaldte Nimandsudvalg – tog sin begyndelse. Der var i Nimandsudvalget store betænkeligheder ved et kommunistforbud. Så store, at enkelte medlemmer endda talte for et brud frem for en lov og i alle tilfælde ville afvente et tysk krav. Den radikale P. Munch mente ikke, at en lov om forbud mod DKP kunne bringes i overensstemmelse med Grundloven, den kunne kun bygges på nødretsreglen. Han endte imidlertid med at indse nødvendigheden af en lov og bidrage konstruktivt til dens udarbejdelse.

Ved tilblivelsen af kommunistloven var særligt to spørgsmål centrale: selve forbuddet mod DKP og forvaringen af personer, der kunne mistænkes for kommunistisk virksomhed. I lovens paragraf 1 blev alle kommunistiske foreninger og sammenslutninger og kommunistisk virksomhed og agitation forbudt. Ordet parti var af frygt for at indbyde til forbud mod andre partier taget ud. Overtrædelse af loven straffedes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil otte år.

Begrundelsen for kommunistforbuddet var et hensyn til statens sikkerhed under Besættelsen. DKP frembød, som følge af dets tilknytning til Sovjetunionen, en særlig fare, der skabte fare for, at dets medlemmer og tilhængere til dens støtte skulle foretage handlinger, der var ulovlige og til skade for danske interesser. Der henvistes i den forbindelse også til Københavns Byrets dom af 7. juli 1941, hvor personer med tilknytning til Wollweber-netværket, var blevet idømt fængselsstraffe fra to et halvt til 16 år for deltagelse i skibsattentater.

I paragraf 2 bestemtes det, at personer, hvis adfærd havde givet særlig grund til at antage, at de ville deltage i kommunistisk virksomhed, efter justitsministerens bestemmelse kunne tages i forvaring om nødvendigt.

Bestemmelsen havde i lyset af Grundlovens paragraf 78 om kravene til frihedsberøvelse været omstridt, men højesteretspræsidentens synspunkt satte sig igennem. Det vil sige, at Grundlovens paragraf 78 under forudsætning af et lovgrundlag ikke gjaldt arrestationer, der havde præventiv frihedsberøvelse til formål og begrundedes med statens sikkerhed og dens forhold til fremmede magter. Der blev dog indført en form for domstolsprøvelse, hvorefter enhver, der blev taget i forvaring, inden 24 timer skulle fremstilles for Københavns Byret. Kendelsen kunne ankes til Højesteret. Justitsministeren forpligtedes til hver tredje måned at give meddelelse til et af Rigsdagens to ting nedsat udvalg om hvilke personer, der var eller havde været i forvaring.

Kommunistloven blev enstemmigt vedtaget i Folketinget den 20. august og to dage senere stadfæstet af kongen. I folketinget jublede Bondepartiet og DNSAP, mens de øvrige, demokratiske partier tilsluttede sig loven med kvalifikationer, hvis de ikke som Radikale Venstre og Retsforbundet blot konstaterede deres tilslutning.

Kommunistinterneringen/kommunistloven var knyttet til Besættelsen og altså til en national nødsituation. Livret var det med andre ord ikke, men betinget af et ønske om ikke ved et nej til de tyske krav at sætte besættelsesordningen af 9. april 1940 på spil – en ordning, hvor samfundets institutioner og jurisdiktionen som følge af den kampløse kapitulation var forblevet på danske hænder.

Særlig ønsket om at bevare et dansk politi spillede ind. Kommunistloven var grundlovsmæssig, fordi der, så vidt jeg kan se, ikke i Grundloven fandtes bestemmelser, som forhindrede Rigsdagen i at vedtage en lov af hensyn til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter og specifikt rettet mod et parti, DKP, der benyttede sig af ulovlige metoder. Loven byggede på en realistisk opfattelse af DKP, som også den senere udvikling under Besættelsen skulle vise.