I år falder palmesøndag på den 9. april. Går vi i kirke, vil vi som en optakt til påsken kunne høre om Jesu indtog i Jerusalem. Vi vil også på selvsamme dag i tv høre om den tyske besættelse af Danmark i 1940 og vil også se, at Dannebrog står på halv stang indtil klokken 12. Men det står skidt til med børn og unges viden om Besættelsen. For nogle år siden viste en undersøgelse, at de ved meget lidt eller slet ingenting om den.
At de intet ved, er et svigt fra os voksne – lærere som forældre. Desuagtet, at alle mine børns bedsteforældre har oplevet Besættelsen. Min far var da 10 år og kan stadig høre støvletrampene, så jeg kan høre dem. Besættelsen er altså en levende erindring, fordi der er folk i live fra dengang, og der er mange historier forbundet med denne erindring, som både familiært og nationalt danner vores selvforståelse. Et svigt, som filmen ”9. april” fra 2015 rådede bod på, ligesom DR 1 i år vil gøre det i sin danmarkshistorie hen omkring markeringen af befrielsesaftenen den 4. maj.
Selv kan jeg ud over min far takke min historielærer, der også oplevede besættelsesdagen. Hans oldefar var med ved Dybbøl i 1864, og historien om Dybbøl var sevet ned gennem generationerne og blevet hans. Selvom den levende erindring i 1960’erne var væk, delte han den med os, fordi Dybbøl var vigtig for vores selvopfattelse og det fælles liv. Vi fik forståelse for det danske sind og senere historiske begivenheder.
Han fortalte også om Dybbøl, fordi det specifikke nederlag gemte på en smertelig erfaring, der også talte alment om, hvad nederlaget bærer på. I samme ånd fortalte han også om den 9. april, for en vital viden om Besættelsen ikke måtte gå tabt – hverken som overleveret historie eller levende erindring. Det er ikke nok i skolen at lære ”et eller andet” tematisk om Besættelsen. Den skal ind på rygraden, fordi vores danske erfaring med krigen er vores port til krigens almene karakter.
Vi er fælles om denne erfaring – ikke mindst fordi den findes i levende erindring. Ikke alene skolen er ansvarlig for den. Også hjemme skal vi tænke to-tre generationer tilbage. Måske er det for mange ikke kønt, det, som vi da erindrer. Måske skulle det slettes, selvom jeg i dag da godt kan fortælle mine børn, at oldefar på den lille samarbejdsskala kørte sand for tyskerne til deres bunkere langs Vesterhavet.
Sagen er, om vi hjemme fortæller det, der er i levende erindring og bringer ånden ind i historien. Vi er oppe imod mange års aktiv forsøgen på at glemme, fordi vi i efterkrigstiden og frem til nu har kunnet spænde et fremadrettet håb om materiel velstand for ånden. Samtidig kom vi til at tro på, at vi også er blevet klogere siden den 9. april, hvilket er en vildfarelse, som har bund i materialismens åndløse side, der ofte skræpper løs i store ord om menneskehedens endelige godhed i dag.
Vi skal huske, at den levende erindring plus et par generationer fortæller alt om os, og den fortælling bringer os til sidst tilbage til det, som Grundtvig kaldte ”vores morgendrømme” i vores fortid og bundethed. Vi er med andre ord bundet til besættelsesdagen som en national katastrofe, der i sig fem år senere bar Befrielsen. En befrielse, der bærer på erindringen og fortællingen om modstand, opofrelse og heltemod, og som netop i børn og unge skaber mod, identitet og tro på både sig selv og fællesskabet.
Tørsten er der. Det er ikke nok at vide noget om Besættelsen som en sum, når vi af erfaring ved, at vor viden bindes i en bestemt begivenhed.
Kristian Massey Møller er sognepræst og historiker.