Martin Krasnik, Student 1990 - i dag journalist 

”Så ville jeg sige ’Ro på, min dreng!’. At jeg ikke skal bekymre mig så meget over, om jeg vil komme til at lave lige præcis det, jeg synes er spændende lige nu, og at jeg ikke skal være så optaget af, at det hele går hurtigt nok.

Jeg var så frygteligt målrettet og vidste præcis, hvad jeg ville være – journalist på Weekendavisen hurtigst muligt. Det betød, at jeg ofte spekulerede over, hvad der kunne bidrage til, at jeg kom tættere på mit mål, i stedet for at være lidt mere diffus og tage nogle omveje.

Hvis man gør det, kan det jo være, at man pludselig har lært at tale ordentligt fransk eller spille klaver. Det er ting, man ikke tror, man kan bruge til drømmejobbet, men som man bliver lykkelig for alligevel.

Derudover ville jeg råde mig selv til at blive længere tid i udlandet. Jeg behøvede ikke tage hjem efter et par år. Jeg kunne sagtens have rejst mere rundt og oplevet meget mere.

Jeg ville sige det sådan, at de 10 år, der går, fra man får studenterhuen, også er årene, før man får børn og travlt med arbejde og familie. De skal udnyttes til andet end streng karriereplanlægning.

Jeg er selv blevet dét, jeg gerne ville være, og det er vidunderligt. Men nogle gange synes jeg, at vejen til min karriere blev lidt for kort.

Jeg ville gerne have brugt længere tid på at gøre alle mulige mærkelige ting. Så ’ro på’ – det handler ikke bare om at komme først over målstregen lige nu.

Livet er et maratonløb!”.