Ånd til forskel

”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader!”

Paulus’ Brev til Romerne 8, 15

I Bibelen skelnes der mellem Guds Ånd og verdens ånder. Mellem sund åndsmagt og skadelige åndemagter. Vi er ikke blot mennesker af kød og blod, men også af ånd. Vi præges af den åndelige verden, vi bevæger os i. I kirken skal vi derfor også efterprøve, hvad der bliver sagt omkring os, for det påvirkes vi af. Om det er i overensstemmelse med kirkens tro, sådan som vi har fået den overleveret fra Jesus og apostlene, og sådan som kirkens tro har båret frugt til tro og tjeneste og frelse op igennem historien. For der er åndsmagt til forskel.

”Løgnens fader” kalder Jesus Djævelen, som stadigvæk har fuld fart på! Forsat vil han med sin magt skabe frygt og utryghed. Et vigtigt kendetegn på vore autoriteter er derfor, om de binder os til sig i magtsyge, eller de giver plads til friheden i Jesus Kristus! Det frelsende evangelium er ikke hvad som helst. Det er et ganske bestemt ord med den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus som nådig centrum og apostlenes lære som vejledning om at leve med Jesus som Herre. Det er den Åndens virkelighed, hvor der er frihed til forskellighed. Apostlen Paulus præciserer i 1. Kor. 2, 12: ”Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os.”

Bibelen advarer os imod det falske og farlige for at hjælpe os ind i det sande og sunde. Vi skal søge ind i, og vi skal værne om kirkens gode budskab for at gå ad den rigtige vej. Sådan at vi kan bære den gode frugt til gavn for mennesker omkring os; sådan at det, som Jesus siger, er vores livsfundament; og sådan at vi selv og endnu flere med glæde og tak kan påkalde ”Abba, Fader” i stedet for at drives rundt af ”løgnens fader”. For det er jo Guds nådes og sandheds ord, som skal bære os ind ”i Himmeriget”.

Sådan slipper vi for at være trælle under onde åndsmagter og i stedet være Guds børn. Der er ånd til forskel og dermed også en dagligdag til forskel.

Thomas Kristensen er pastor emeritus.