HVORI ”DET DANSKE” BESTÅR giver åbenbart ikke længere sig selv. Mens vi diskuterer danskhed og danmarkskanon, kigger vi i disse år meget indad mod os selv og mod enstærkere national selvforståelse. Mange har brug for at tegne det danske med meget klare farver, før de tør møde det ikke-danske.
Jeg vil her fokusere på, hvordan det danske samfund på få år(tier) bliver nødt til at bevæge sig fra et homogent stammesamfund til et mere åbent og mangfoldigt samfund.
Selv er jeg ”meget” dansk, opvokset på en jysk gård i hjertet af den danske landbrugstradition og opdraget med at foreninger er den måde, hvorpå vi i fællesskab tager ansvar for både det lokale og det større samfund.
Det igangværende skifte vil imidlertid stille store krav til alle, blandt andet Foreningsdanmark. Tænk, om den stærke danske foreningstradition kunne være os til hjælp i denne overgang. Og især bør folkekirken og kirkelige foreninger kunne bidrage.
Lad mig forklare.
I de seneste 1000 år har Danmark været præget af en stor homogenitet i befolkningen. Vi har lignet hinanden. Talt det samme sprog. Boet i det samme land. Troet på det samme. Tænkt det samme. Vi har i høj grad tænkt som en stamme med en stor grad af ofte uudtalte fælles regler og værdier. Vores værdier og religion har i høj grad været usynlige, fordi der var bred og fælles opbakning til dem.
Især islam er nu kommet til os som en meget synlig religion. Det er nyt og naturligvis angstprovokerende. Især hvis man er uafklaret på sit eget kulturelle og religiøse ståsted. Nydanskerne har været med til at ændre på ensheden i Danmark.
Men den mest markante ændring af vores stammeforståelse er måske kommet via internettet og masseturisme, hvorved vi har mødt verden og i stigende grad er blevet internationale – og mere forskellige.
PÅ MANGE MÅDER er vi altså allerede langt inde i det mangfoldige samfund. Men hvori består mangfoldigheden i samfundet anno 2016? Er det, at nogle spiser flæskesteg, andre pizza, nudler, speltboller eller sushi? At nogle er ateister, andre kristne, jøder, muslimer eller hinduer? At nogle er hipsters, andre rockabillies, øboere, spornoseksuelle, anarkister eller økofreaks?
Det vigtigste spørgsmål er ikke, om vi ønsker et mangfoldigt samfund, men hvad vi gør ved situationen, og hvad det betyder for sammenhængskraften i Danmark.
Lidt firkantet er der to veje at gå:
1) Vi kan lave et samfund, hvor vi leder efter den laveste fælles nævner. Det vil for eksempel sige forbud mod religiøse symboler, ens og fælles helligdage og en offentlig debat, hvor kun én neutral holdning dominerer. Det vil sige en neutraliseringsstrategi i sproget og i vores møde med forskelligheden, hvor vi tilstræber neutrale udtryksformer, som ikke støder nogen. I angst for at pådutte nogen noget, holder vi os hellere lidt på afstand og neutralt. Det bedste er altså at være rund, konsensusagtig, skrive politisk korrekte debatindlæg til Politiken og ellers ikke sige mere, end der er enighed om. Lidt a la Frankrig, hvor blandt andet religiøse symboler er forbudte i det offentlige rum, eller som i Sverige, der på mange områder tilstræber en neutralisering af forskelle.
2) Vi kan skabe et værdistærkt samfund, hvor alle kommer på banen med al deres forskellighed baseret på en erkendelse af, at danskere ikke bare er en ensartet gruppe, men har forskellige økonomiske, sociale og kulturelle baggrunde. Hvor vi lever i forskellige livssituationer, tænker og tror forskelligt, og hvor vi tør udfordre hinanden på holdninger, tro, livsformer og så videre. Der er her tale om en forskelligheds-strategi, som især vil være udfordrende for den 1000 år gamle danske stammekultur. I et værdistærkt samfund drejer det sig ikke om, at vi for eksempel skal nedtone vores forståelse af ”det danske”, men snarere at vi skal blive bedre til at udleve det med klarhed, uden at det sker ved at pege fingre ad andre.
Laveste fællesnævner eller et værdi-stærkt samfund? Jeg glæder mig til at være med til at udvikle et værdistærkt samfund. Her skal fokus ikke være på laveste fællesnævner, men på klare og tydelige holdninger og med plads til at alle kan have dem. At skulle blive tydeligere på egne holdninger er især en udfordring til os, der slægtsmæssigt har levet i Danmark i århundreder. Vi homogene stammefolk har nemlig ikke været vant til at skulle skilte med hverken politiske, religiøse eller andre holdninger.
MED POLITISKE OG RELIGIØSE holdninger står man inde for og tager ansvar for noget. På den måde er politiske og religiøse mennesker udtryk for dannelse på et højt niveau. Tydelighed, åbenhed og ansvar. Mere af det. Når jeg ser dele af kristenheden i Danmark signalere frygt for en minoritet af muslimer eller det internationale samfund, bliver jeg både trist og sommetider også gal:
Forstå nu, at kristendom altid skal leves og aldrig kan holdes fast som genstande i et montre på et museum. Forstå nu, at kristendommens bevægelse fra første færd har været udad, at invitere andre med og at dele de bibelske grundfortællinger.
Kristne med bekymring for fremtid og fremmedhed og med fokus på grænsebomme og terrorlovgivning har glemt, at kristendommens hovedbudskab til jul og påske og altid er: Frygt ikke! Kristendommens ”Frygt ikke” er mit bedste bud på en overskrift for en åndelig 2025-plan og en oplagt værdi til Bertel Haarders (V) danmarkskanon. Ret ryggen og fortæl med tydelighed, stolthed og åbenhed, hvad dét betyder i et menneskeliv i 2016. Lav åbne, inviterende og ikke-frygtsomme fællesskaber for mennesker i ethvert lokalsamfund.
Lyder det naivt? Ja og nej. Vel skal vi som samfund sikre os med magt, når reelle trusler peger mod os. Men det sikreste på lang sigt er, at alle – danskere i Udkantsdanmark med lav friværdi, Østerbro-danskere med brug for kendskab til hele Danmark og nydanskere med brug for hjælp til at håndtere vores samfunds frie værdier – mødes og føler sig som en del af samfundet. Dét er opgaven, hvis Danmark fortsat skal hænge godt sammen.
Kirkedanmark og Foreningsdanmark bør have ballast og mod til at gå forrest i at skabe et værdistærkt samfund. På samme måde som Foreningsdanmark og folkeoplysning gik forrest, da nationalstaten skulle opbygges, bør vi være klar nu. Dengang drejede det sig i høj grad om at tilvejebringe en national enhedsforståelse. I dag er det folkeoplysningens store opgave at danne os til meninger, holdninger og handlinger på grundlag af Grundlovens demokrati. Folkeoplysningens grundlæggende forståelse er, at ikke kun en elite, men alle har ansvar i et samfund.
I et værdistærkt samfund må man være mere afklaret om, hvordan ens værdier er forskellige fra ens nabo. Det betyder ikke, at man ikke kan eller skal mødes med naboen. Det betyder, at man i højere grad har noget både at lære sin nabo og lære af sin nabo. Her drejer det sig ikke om at råbe Danmark eller danmarkskanon hele tiden, men om præcist, tydeligt og åbent at svare på, hvad man selv står for og kæmper for – uden at det ender i shitstorm over plankeværket eller på sociale medier.
Jørgen Kvist er generalsekretær i KFUM og KFUK i Danmark.