Prøv avisen

Åndelig søgen og fællesskab. Folkekirken er et af de sidste samlingspunkter

Ateistisk Selskab har med en håndfuld busreklamer i de større byer forsøgt at få folk til at melde sig ud af folkekirken. Ifølge selskabets hjemmeside skal påbud om had mod homoseksuelle, forskelsbehandling af kønnene og skam ved sex modsiges og modarbejdes. Det vil jeg som kristen såmænd også gerne modsige og modarbejde, og det vil langt de fleste folkekirkepræster helt sikkert også modsige.

Der er højt til loftet i folkekirken, og det bør der blive ved med at være. Det kan derfor undre mig, at ateisterne vælger at føre korstog imod folkekirken i stedet for at rette skytset mod eksempelvis imamer og andre mørkemænd, som nægter at tage afstand fra eksempelvis stening af kvinder.

Problemet med Ateistisk Selskab er, at de ikke rigtigt lader til at have noget at sætte i stedet for. Deres værdier svæver i vinden. Folk skal bare omvende sig fra folkekirken og kristendommen og til ingenting.

Men folkekirken er meget mere end en trossag, som nogen forsøger at kategorisere den som. Folkekirken er en kulturbærende og levende institution, der spredt ud over hele landet er med til at sikre sammenhængskraften i de lokale samfund. Derfor skal der også mere end et par forkølede ateistiske busreklamer til at tage livet af folkekirken.

I mit eget stift, Aalborg Stift, står folkekirken stærkt – næsten 85 procent af befolkningen er medlem af folkekirken. En stor del af befolkningen rundtomkring i sognene er jævnligt i berøring med folkekirken, enten fordi de vælger at gå til foredrag i sognegården, være med i kor under ledelse af den lokale organist, deltage i babysalmesang med familiens yngste eller holder af arrangementer som ”Gud og spaghetti”, ”Bøn og bøf”, eller hvad de forskellige spis-sammen-arrangementer nu ellers hedder rundtomkring. Derudover er der selvfølgelig også dem, der vælger at deltage i gudstjeneste om søndagen, det er knap så mange, men de er der også.

Selvom der mange steder er god plads på kirkebænken søndag formiddag, er det bestemt ikke et udtryk for, at folkekirken er død. Tværtimod. Der er liv derude, og folkekirken har for mig at se potentialet til at skabe endnu mere liv og vækst rundtomkring i de mindre sogne. Den lokale sognekirke er som tidligere nævnt med til at sikre sammenhængskraften rundtomkring i mange af de lokale samfund.

I en tid hvor skolen, købmanden og biblioteket flere steder er lukket, er netop folkekirken mange steder et af de sidste samlingspunkter i de mindre bysamfund. Og når man sammenholder dette med en generel åndelig søgen og søgen efter samvær og fællesskab, er det helt oplagt, at folkekirken i endnu højere grad end nu bør tage denne opgave på sig.

Det vigtigste er, at vi, der elsker folkekirken, ikke lader os slå ud af de ateister, meningsdannere, politikere og andet godtfolk, som vil kirken til livs.

Christian Borrisholt Steen er cand.mag. og master i etik og værdier. Medlem af Det Etiske Råd, foredragsholder og politisk konsulent og rådgiver for Kristelig Fagbevægelse