”Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt,” siger Jesus i Matthæusevangeliet. Den beskrivelse passer på Ole Jensen, der i det seneste nummer af Højskolebladet bliver interviewet.
Den aldrende dr.theol., tidligere teologiprofessor, domprovst og højskoleforstander taler om ”alderens bagholdsangreb”, men nok så vigtigt taler han med skarphed om ånden i højskoleverdenen.
Ole Jensen genkalder sig en middag på et højskolekursus for ikke længe siden:
”Der blev en andægtig tavshed, da kokken kom ind for at præsentere menuen, som også lå på bordene. Og så slog det mig: Menuen ligger der, hvor bordbønnen lå i gamle dage! (…), og så får vi hele opprioriteringen, den sindssyge opprioritering, af interessen for mad! Det er tilværelsen som tidsfordriv og adspredelse – det er det åndløse liv.”
Højskolens opgave er den stik modsatte, her skal vi fatte, at ”livet ikke bare er centreret om mennesket, men er en gave og gåde. At vi står over for et værensmirakel, at noget er – og ikke er intet”.
Intervieweren spørger, om Ole Jensen med denne markante udmelding er på vej til at sammenblande kirke og skole, hvortil Jensen svarer, at han har på fornemmelsen, at Grundtvigs kendte ord, ”Menneske først, kristen så”, bliver groft misbrugt: ”Første del af sætningen bliver ofte brugt til at legitimere en håndskyhed over for religion.”
Men hvis man nøjes med ”menneske først”, forsvinder Grundtvig fra højskolen. Nej, højskolen skal åbne dørene for en åndelig og religiøs tilværelsesforståelse, så eleverne ikke kan unddrage sig dette afgørende spørgsmål: ”Menneske først, og hvad så?”.
Har Danmark storhedsvanvid?
Som nation er der også spørgsmål, vi ikke kan unddrage os, mener professor i statskundskab Peter Nedergaard. I Berlingskes rubrik ”Groft sagt” tager han os tilbage i danmarkshistorien og minder os om, at vi i 1658 forsøgte at give den i rollen som nordeuropæisk stormagt, hvad der resulterede i tabet af Skåne, Halland og Blekinge. I 1814 måtte vi afstå Norge, fordi vi var indgået i en risikabel alliance med Frankrig mod Storbritannien. I overdreven optimisme kastede vi os ud i en krig mod Prøjsen og mistede Slesvig-Holsten i 1864.
Tegner der sig et mønster? Det mener professoren:
”I 1983 vedtog vi verdens mest liberale flygtningelov. Vi skulle frelse alle flygtninge. Vi fik verdens mest vidtgående klimalov, fordi alle verdens lande så ville lade sig inspirere. Vi sendte soldater og massevis af milliarder kroner til Afghanistan, fordi vi ville opbygge landets demokrati. Hvis Danmark var en person, ville ”Groft sagt” så skulle anbefale indlæggelse på et psykiatrisk hospital med diagnosen storhedsvanvid?”.
Professoral ordrighed
Spørgsmålet er for godt til at blive besvaret, så vi vender os nu mod striden omkring ytringsfrihedsorganisationen PEN, der blev dannet for 100 år siden. Der er dem, som mener, at den nuværende præsident, Per Øhrgaard, svigter sin opgave.
Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent er således pikeret over, at Øhrgaard i PEN har luftet det synspunkt, at den største trussel mod ytringsfriheden i Danmark – er ytringsfriheden.
Ytringsfriheden kan rigtignok bruges krænkende, men ”i en åben verden kan ingen undgå at blive krænket af et eller andet, og ingen kan naturligvis påkalde sig en ret til ikke at blive det”.
Og Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent begriber ikke, at Øhrgaard sågar fremturede med sine synspunkter på landsdækkende tv, da ”man kan mene, at Per Øhrgaards argumentation i sig selv er en krænkelse af vores intelligens, for klokken slår 13, mens Øhrgaard med professoral ordrighed får forklaret, at alting i grunden er omvendt, frihed er tvang, ytringsfrihed er en forbrydelse, og manden med sårede følelser og sværdet i hånd er i grunden det sande offer”.
Det er Muhammed-tegningerne, der her henvises til, og i Weekendavisen anfører kommentator Leny Malacinski, at PEN’s præsident, Per Øhrgaard, reelt ”prøver at tvinge virkeligheden på hovedet; den civiliserede verden, der diskuterer på ord, er den egentlige undertrykker, mens muslimer, der reagerer med vold, handler i selvforsvar”.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.