Åndfuld radio om tidsånden

P1-programmet ”Religionsrapport” overlevede ikke årsskiftet, men ”Historie og tro” er en fuldgyldig erstatning. Ja, mere end det, skriver Jesper Bacher

Her Danmarks Radios bygninger
Her Danmarks Radios bygninger. Foto: Polfoto.

”VI VIL SVÆLGE i fortiden og kaste os ind i troen.” Sådan introducerede Christoffer Emil Bruun P1’s nye program ”Tidsånd”, og som så sagt så gjort. DR’s prioritering af trosstoffet er ellers jævnligt udsat for kritik, og et P1-program ”Religionsrapport” overlevede ikke årsskiftet, men ”Historie og tro” er en fuldgyldig erstatning. Ja, mere end det. Her er der debat, dannelse og vingefang. En lystvandring i de store fortællinger med personlig nerve og skæve vinkler. Her er ”Nyheder fra tid og evighed”, stridsmænd- og kvinder og en vært, der mener noget uden at docere.

Det første program tog meget apropos udgangspunkt i 500-året for Reformationen og Martin Luthers indsats og spurgte: ”Er der overhovedet noget at fejre?”. En af programmets gæster professor Frederik Stjernfelt synes ikke ligefrem, en fejring var på sin plads. Frederik Stjernfelt påpegede, at Luthers ry som en frihedshelt og pioner for demokrati og individualisme var stærkt overdrevent.

Reformatoren gik ikke ind for religionsfrihed, undede ikke anderledestænkende at ytre sig, og de stater, hvor Reformationen blev indført, var teokratier, som hævdede den rette lære som landets lov. Stjernfelt fik kvalificeret modspil af Sørine Gotfredsen, som understregede, at Luther først og fremmest gik i brechen for den indre frihed. Friheden fra selv‑frelse – eller det, som den tyske historiker Heinz Schilling har kaldt ”præstationsfromhed” – så mennesker kunne leve med det, som Sørine Gotfredsen kaldte den ”evige konfrontation med sin egen mangelfuldhed”.

Diskussionen mindede om, at frihed er flere ting. De politisk garanterede friheder er et stort gode, men selvom man er fri på papiret og ifølge forfatningen, så kan et menneske sagtens være ynkelig slave af sig selv og andre magter. Lænker bæres også under huden, og de tungeste åg er dem i sindet. Luthers frihedsbudskab var ikke politisk og i det ydre, men åndeligt og i det indre. Et frit mennesket er det menneske, som ikke længere skal retfærdiggøre sig selv.

Når det er sagt, så er åndshistorie et bugtet forløb, og Luther og Reformationen kan ikke frakendes lod og del i den politiske friheds udvikling. Selvom synspunktet ikke blev fulgt til dørs i samtiden, var det også Luther, som kunne skrive, at kætteri skal bekæmpes med ord, hvis det skal rives ud af hjerterne og fjernes med rode: ”Med magt kan du ikke udvirke det, men kun styrke det.” Det lyder næsten som en genklang af Frederik Stjernfelts egen kritik af den såkaldte imamlov. Og ingen anden end Karl Marx kunne sige om Martin Luther: ”Han brød autoritetstroen ved at genskabe troens autoritet.”

Jo, ”Historie og tro” tog teologi – og åndshistorien – ved hornene og nutiden i reflekterende øjesyn. Lad være så, at Christoffer Emil Bruun kom til at sige, at Luther med kritikken af afladshandlen opponerede mod, at man kunne ”købe sig til syndsforladelse”. Syndsforladelse var aldrig sat til salg, det var derimod eftergivelsen af bodsstraffe her og hisset. Ligesom man også dårligt kan kalde himmeldronningen Maria for en ”helt almindelig kvinde” i katolsk teologi eller gør krucifikset til et protestantisk særkende.

Jesper Bacher er sognepræst.