Prøv avisen
Debat

Morten mistede sin lillebror for to år siden: Nu skal jeg gå fra at overleve til at leve

Morten Pelch (tv.) mistede i januar 2015 sin lillebror på 28 år. Han døde af en hjerterytmeforstyrrelse. – Privatfoto.

Mennesker er stærkere, end de tror. Vi rejser os. Igen. Når natten er mørkest, er daggryet tættest på. Så hvad er mere skræmmende end den mørkeste nat? Det er at mærke i sig selv, at du skal til at leve, skriver journalist Morten Pelch, der for to år siden mistede sin lillebror

Igen i denne uge sad jeg i et tog og så morgensolen smukt bryde igennem disen over markerne, imens det DSB-tog, som jeg befandt mig i, erobrede strækningen og København, som ventede på mig i horisonten.

Luften var, som vi alle kender den, frisk, bidsk og mindende os om, at om lidt slipper vinteren sit tag i tiden, og foråret venter os med sin skønhed. Der, hvor vi opdager årstidernes vægt og særligt kvaliteten af den smukkeste årstid af dem alle – foråret.

Foran mig venter foråret ikke alene.

Der venter også år tre. År tre efter tabet af min lillebror. År tre, hvor savnet har forandret sig, i mig.

Fra tunge skyer, som lå tungt over mig, fra vægten af en verden i stykker på mine skuldre, fra et åndedræt, som aldrig nåede helt ned i maven – til et forår, som venter, på mig.

For nu – lige nu – er den mest skræmmende opgave foran mig. Det kan lyde paradoksalt. ”Du har mistet din far og lillebror? Hvad kan være mere skræmmende end det?”.

Mennesker er stærkere, end de tror. Vi rejser os. Igen. Når natten er mørkest, er daggryet tættest på. Så hvad er mere skræmmende end den mørkeste nat?

Det er at mærke i sig selv, at du skal til at leve. Du skal gå fra at overleve til at leve. Vrede og at modbevise er stærke drivkræfter, i mennesker og i mig.

Jeg har opnået mere på de seneste to år i mit virke, end nogle når på et helt arbejdsliv. Rejst til fjerne kyster, høstet anerkendelse og respekt. Men ærligt – intet har bidt sig fast på mig. Intet har løftet eller rejst mig. Fra sorgen eller fra behovet for at jage næste fix.

For jeg var allerede videre til næste opgave, til næste projekt, og gerne så mange af dem, at jeg ikke kunne mærke, at den ild, som brændte i mig, måske ikke altid skulle være flammende og konsumerende, men også kunne hjælpe mig gennem tabet, savnet og afmagten ved blot at ulme.

For når foråret bryder gennem vinterens mørke, så ser du klart og tydeligt skyggerne. I dig selv og i det tab, som foråret bragte med sig for to år siden. Og kærligheden til dem og til det liv, som venter foran dig, nu hvor skyerne er lettet lidt, vægten på skuldrene noget mindre og åndedrættet nået tættere på der, hvor smerten sidder, nu udfordrer dig i at sætte dig selv mere fri. Hvis du tør. Hvis jeg tør.

Og her står jeg så nu. På mange måder hjælpeløs.

For det eneste, jeg husker, det eneste, jeg kender til, er at bruge vreden og lysten til at modbevise verdens modgang, men det, som findes på den anden side af det afsæt, er der, hvor vi ærer dem, vi mistede mest. Ikke ved at opnå for at opnå, men ved at leve for netop det – livet, vi har tilbage.

Så det vil jeg, nu, prøve at gøre. For dem og for mig selv. Nu.

Morten Pelch er journalist.