Årets slutning nærmer sig på annus horribilis: Et frygteligt år. Der skete det, som forskere siden 2000’erne har advaret imod, men som ingen troede kunne ske. En virus fra en geografisk fjern provins i Kina ramte Hjørring, Aalborg og København. En økonomisk katastrofe, men også en begivenhed som har vist, at planeten virkelig er blevet mindre. Mindre afstand. Tættere kontakt imellem mennesker og kontinenter. Vi er netop ikke alene hver for sig. Vi er helt afhængige af hinanden. Kloden rundt.
Kritikere af globalisering og flygtningestrømme måtte i 2020 indse, at deres rejser til eksotiske feriemål blev aflyst. De samme fattige, som betjener de rige på feriemålene, er blevet ramt. Sygdommen rammer høj som lav. Det er svært at sige sygdom imod. Den er både retfærdig og uretfærdig på samme tid. Den skeler ikke til bankkontoen eller de mange andre regnskaber, vi har gang i. Man gør sig ikke fortjent til at blive syg; eller til ikke at blive det. Nogle bliver syge, andre bliver ikke: Men én ting er sikkert: Sygdom lukker munden på alle.
Året 2020 har i det hele taget lukket munden på mange. På de mange millioner af hjemmearbejdspladser verden over har vi siddet bag skærmen, og indimellem måtte indse, at vi var muted . Zoom eller Microsoft Teams havde lukket os ned: Enten på grund af en teknisk fejl eller forkert indstilling. You are muted, siger skærmen. Og vi troede ellers, vi lige sad og sagde noget, som kunne imponere både chefen eller kollegerne. Men nej: You are muted, som betyder, at du er gjort stille. Ingen lytter.
Men at være stille er ikke det samme som at være tavs. Man kan rent faktisk godt lade være med at sige noget, altså være stille. Men svært er det for en tid, som opfatter larm som det samme som demokrati.
2020 fik ellers også lukket munden på særligt én person, der ellers havde snakket løs, siden han blev valgt i 2016: USA’s præsident, Donald Trump, blev endelig gjort tavs. Langt om længe gik de sociale platforme ind og tog ansvar for, at Trump ikke længere kunne poste sine tomme anklager i øst og vest om alt muligt mærkeligt. Det havde de sociale medier ikke før gjort. Men nu satte det sociale medie Twitter foden ned og begyndte at flagge (sætte en advarselsbesked til læserne) Trumps opslag. Det var, når han skrev, at valget var fusk. Så blev beskeden flagget af Twitter, så følgerne kunne se, at der ikke var grundlag for denne anklage. De gjorde Donald Trump tavs.
Andre mænd i 2020 er også blevet gjort tavse. Dem, der mente, at det var i orden at tage på sine medarbejdere, fordi ”nogle var med på den”, som de overraskende kalder det. Min vurdering vil være, at ingen nogensinde har været med på den, men sådan var den journalistiske mandehørm blandt nogle mandlige journalister. Sofie Linde fik eftertrykkeligt markeret, at vi ikke gider høre mere på det vrøvl: Ingen medarbejdere synes, det er sjovt at blive seksuelt chikaneret af sin chef. Ingen.
Og mange tusinde kvindelige underskrifter fra mange brancher; blandt andet advokatbranchen, musikbranchen, universiteterne, HK, forsvaret, fulgte med. I efterdønningerne af MeToo del to er der imidlertid stadig nogle få mænd, der mener at føle, at de ikke kan få lov til at sige deres mening. At det er for galt, at man ikke kan diskutere ”de rabiate feministers” holdning, som de siger.
Men ville de samme mænd juble, hvis det var deres egen datter, der havde fået tilsendt et billede af hendes chefs private legemsdele? Ville de synes, at det var helt fint, at deres egen datter fik trusler, som for eksempel Sofie Linde, og blev raget på af mændene til julefrokoster? Næppe. Det er altid noget andet, når det er ens egne kære, det går ud over. Så er det pludseligt ikke et spørgsmål om at kritisere feminister for at være ”krænkelsesparate”, for de samme mænd vil med næb og kløer forsvare deres døtre imod chefen. Selvfølgelig. Vi er mange, der håber, at vi ikke længere skal høre på det urimelige i, at vi som kvinder ikke vil chikaneres på vores arbejde.
Spørgsmålet er, om corona i 2020 har ført til mere forståelse for demokratiets kompromisser. Om kritikken af demokratiet vil forstumme. Og hvad er i øvrigt alternativet? som Winston Churchill sagde. Nogle gange må man rette ind og lytte til de mennesker, vi selv har valgt.
Men alle ser ikke sådan på det. For nogle har det ført til mindre forståelse af demokratiets kompromisser. Nogle folk vil partout altid sige deres mening, også selvom de faktisk ikke fagligt ved noget om emnet. Alligevel tier de ikke stille om deres mening virus, epidemier, vacciner og så videre. Ting, som de fleste af disse højtråbende ikke har en kæft forstand på. Er det demokrati at interviewe en togarbejder fra Randers til TV2, som synes, hun ved alt om vaccinen?
Nogle mennesker skulle tie stille, når det ikke er deres fagområde. Jeg undrer mig for eksempel over en lille gruppe af yderligtgående mennesker, der i en måneds tid har stået foran Christiansborg og larmet, som om det er Mette Frederiksen (S), der har opfundet corona for sjov. Den lille flok har råbt og skreget om frihed, og at de ikke vil have mundbind på. Som om vi andre er imod frihed.
Jeg undrer mig over tidens svøbe om, at der virkelig altid skulle være noget at sige. Er det ikke nogle gange tid til at ikke-sige noget? Som Prædikeren siger: ”En tid til at tale – en tid til at tie.”
Covid-19 har vist os, at ikke alt kan diskuteres. En virus fra Wuhan diskuterer ikke. Den taler ikke. Den forhandler ikke. Den spiser menneskelunger og menneskekroppe, og åbenbart er den også vild med mink. Den vil helt sikkert også sige ”mums” til den lille yderligtgående gruppe foran Christiansborg, hvis gruppen får sin vilje.
Det er ikke nødvendigt at sidde i rundkreds for at forstå, at direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, samt hele holdet af sundhedsfaglige eksperter, sociologiske eksperter, politifolk, ministerier og så videre, i 2020 skulle have og heldigvis har haft et nødvendigt mandat til at handle. Der må efterfølgende blive diskuteret, om der kan læres noget og kunne laves noget om til en anden gang. Men det er nok de færreste af os, der kunne have tænkt os at stå med de store og svære beslutninger, som vores lands ledere har stået med i 2020. Jeg havde ikke selv nerver til det. Der findes situationer, hvor der ikke er noget at sige. Måske findes der eksperter, der ved mere end os.
Heldigvis er det stadig flertallet af danskere, det tavse flertal, som gør, hvad der bliver sagt. Det er dem, som de borgerlige har glemt at lytte til: Dem, der ikke siger noget. Heldigvis muter flertallet sig selv, ellers ville Danmark have været lige så kaotisk som for eksempel USA, Spanien og Italien. Måske er det fint nogle gange at mute sig selv. At tie stille. Og lytte.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.