Prøv avisen
Kirkeligt set

Aarhus-biskop: Folkekirken befinder sig mellem tradition og tilstedeværelse

Men hvad der falder mig i øjnene, når jeg skuer grant og ser tilbage på 2017 og forsøgsvist ind i 2018, er, hvad man forenklet kan kalde dansk kirkelivs tendenser til henholdsvis tradition og tilpasning. Eller: tilbøjelighederne til både tilbagetrækning og tilstedeværelse, skriver Henrik Wigh-Poulsen Foto: Illustration: Søren Mosdal

Den kommende kongelige konfessionarius, Henrik Wigh-Poulsen, skriver tilbageblik og frejdig fremadskuen, hvad angår dansk kirkeliv

Årets sidste ”Kirkeligt set” kalder jo nærmest på både tilbageblik og frejdig fremadskuen, hvad angår dansk kirkeliv. Så lad mig gøre forsøget, vel vidende at den slags øvelser i sagens natur altid er aldeles subjektive, præget af den profeterendes personlige udsigtspunkt, ønskedrømme og skrækscenarier.

Men hvad der falder mig i øjnene, når jeg skuer grant og ser tilbage på 2017 og forsøgsvist ind i 2018, er, hvad man forenklet kan kalde dansk kirkelivs tendenser til henholdsvis tradition og tilpasning. Eller: tilbøjelighederne til både tilbagetrækning og tilstedeværelse.

Det er tendenser, der som de fleste andre tendenser ikke er absolutte og adskilte. De fleste af os bærer nok begge ved vores hjerte, men de grunder klart nok også i den værdipolitiske diskussion, der om noget er med til at præge ikke alene vores landspolitik, men så sandelig også vores folkekirke i disse år.

Tilbagetrækningen og traditionen først. Når vi går i kirke, træder vi som bekendt ind i en stor og dyb sammenhæng. Historien er ofte allestedsnærværende. Her kan vi være og falde på plads, fordi vi får så meget givet. Kirkens rum er det særlige sted, ”hellen midt i larmen” og så videre – behageligt fri for den larm og flugt og de konstante krydsklip, der ellers præger så mange andre af vores livs rum. Budskabet er filtreret gennem århundredes kulturelle, kirkelige og teologiske aflejringer. Det kræver lydhørhed, tålmodighed, tolkning og tilegnelse.

Alt sammen noget, der også appellerer til nye generationer, som for en stor dels vedkommende er på vej væk fra forældre- eller bedsteforældregenerationens vanemæssige oprørstrang og på mange måder søger tilbage til det, der holder. At unge mennesker (der jo er mindst lige så forskellige, som vi andre ikke unge) mest er til events, highfives og dårlig rapmusik, er vist mest en fordom, der trives blandt velmenende midaldrende, der ikke har været unge meget længe.

Den – lad os kalde det – reserverede folkekirke har, tror jeg, noget mere appel blandt disse ombejlede aldersklasser, der kan lugte fake og vejre autencitet og tyngde på kilometers afstand. Ikke at de nødvendigvis dukker op ved søndagens gudstjeneste, men de – eller rigtig mange af dem (tror jeg) – tager kirken, dens ritualer og den dybe tradition, den repræsenterer, alvorligt. Og det er faktisk noget i disse omskiftelige tider.

Hvad tendensen til tilpasning og tilstedeværelse angår, så er den udtryk for en folkekirke i offensiven med den bagvedliggende erkendelse af, at tilbagetrukkethedens og traditionstyngdens charme ikke er noget på forhånd givet, men noget, der skal kæmpes for at fastholde. Folkekirken skal, som det så ofte lyder for tiden, legitimere sig udadtil i samspil med nogle af dem, vi i langt ældre tider satte dagsordenen sammen med.

Det kan være i forhold til skolen. En opgave, som landets velfungerende skole-kirke-tjeneste arbejder dygtigt på. Eller det kan være i forhold til kommunen, der i disse år er optaget af borgerinddragelse, og for hvem folkekirken er en særdeles attraktiv samtale- og samarbejdspartner, når det gælder om at løfte det fælles sociale ansvar lokalt. Folkekirken tænkes her også som en medarbejder på det gode samfund, sammenhængskraften og det folkelige fællesskab.

Væksten i antallet af funktionspræster er på samme måde udtryk for en bevægelse hen imod en fremskudt eller tilstræbt tilstedeværende folkekirke. Kirken skal være, hvor folket er, og møde dem, der hvor de kommer, lyder det, og som en konsekvens heraf går præsterne på gaden, opsøger og samtaler, holder drop in-dåb og gudstjeneste på torvet. Rationalet er, at vi ikke længere kan regne med, at al folket kommer, husker sognegrænserne, respekterer telefonsvareren og lydigt følger den nedarvede husorden. Derfor må vi byde os til, lytte mere end belære, bevæges snarere end at stå fast.

Som sagt: Disse to tendenser, hvor henholdsvis tradition og tilstedeværelse vægtes højt, behøver ikke udelukke hinanden. Snarere har de brug for hinanden. At gå ud for at kalde ind eller at komme ind for at kalde ud. Den dobbeltbevægelse er vel gammel som kirken selv.

Men i disse polariseringens tider, hvor værdikampen hele tiden spøger i kulissen, kan en ideologisk enegang hurtigt ensidiggøre debatten til skade for folkekirken selv. Som når trangen til tradition, ritual eller helle midt i larmen flugter med en omsiggribende politisk længsel efter en tid, der mildest talt ikke er mere, efter stærke grænser og flammende nidkærhed i troen, hvor kun kristne mennesker modtog julehjælp og takkede dertil. Eller når den bevægelige folkekirke bevæger sig derud, hvor den gør sig selv konturløs og selvfølgelig og i sidste ende usynlig.

Nej, både-og. I rummelighedens navn! Godt nytår.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.