Danske kvinder har siden 1973 haft fri ret til abort indtil 12. graviditetsuge. Efter 12. graviditetsuge kan det regionale samråd for abort og sterilisation søges om tilladelse til at få udført en abort.
De regionale samråd er sammensat af veluddannede, veletablerede og formentlig vellønnede mennesker med faglighed, der skønnes nødvendig for at kunne træffe den rette beslutning i forhold til lovgivningen.
Abort rummer mange af livets store dilemmaer. Denne kronik omfatter ikke spørgsmål om fosterets retsstilling, eller hvornår det betragtes som levedygtigt uden for livmoderen eller om, hvornår et foster har en sjæl eller kan mærke smerter.
Dette kunne rejse spørgsmål vedrørende fosterets ret, når en gravid kvinde eksempelvis har misbrug eller er ramt af anden fosterskadelig adfærd, eller hvornår en abort er særlig problematisk for dem, som har en opgave i udførelsen.
Der er talrige væsentlige faktorer omkring afbrydelse af graviditet, som vil være for omfattende at komme ind på her. Mit omdrejningspunkt er skyld og skam, magt og afmagt, og hvordan disse begreber praktiseres over for kvinder i tilfælde af uønsket graviditet.
Min oplevelse er, at kvinder uagtet deres holdninger til egne evner, muligheder og behov, meget håndgribeligt skal bære på andres forestillinger om menneskebarnets tilblivelse som guddommelig og magisk, også på en sådan måde, at deres eventuelle fravalg bliver en særlig syndig og skammelig handling.
Dette selvom befrugtning og den første udvikling også foregår med stadigt mere avancerede teknikker i laboratorier. Her selekterer man mellem anvendelige celler, tidlige fosteranlæg og også mellem kvinder, som skal bære det spæde foster frem til fødsel.
Det er uklart for mig, hvornår et fosteranlæg skabt i laboratorium eventuelt besjæles. Der opleves stor forskel mellem det idylliserede moderskab, og hvordan virkeligheden i øvrigt udspiller sig, eksempelvis:
1. Voldtægter som en fjendtlig handling med det formål, at kvinder skal blive gravide. Religiøse samfund, som er stærke modstandere af abort, som selv huser mennesker, der begår grusomme overgreb mod børn. Mødre og børn på flugt, der misbruges, svigtes, sulter eller dør som følge af volds- og krigshandlinger.
2. Diskrepans i forhold til hvilken støtte og hjælp, der stilles kommende mødre i udsigt, sammenlignet med den, som de reelt får, også fra dem, der har stærke holdninger som praktiserende modstandere af abort.
Ofte sker det, at kvinder, som må foretage egne og for dem realistiske valg, såvel når graviditeten forsættes, som når den vælges fra, moraliseres og udskammes. I stedet for reel støtte og hjælp, oplever kvinderne andres behov for at hylde fosterets tilblivelse – vel at mærke det rigtige foster med den korrekte gensammensætning, og hvor graviditeten finder sted inden for gældende normer.
Så hvordan flugter det virkelige liv med forestillinger om moderskabet? Min påstand er: Det flugter dårligt. Kvinder, for hvem livet rummer særlige vanskeligheder, og som rammes af afmagt ved uønsket graviditet, konfronteres og disciplineres med forestillinger om magien ved det rigtige menneskebarns og moderskabs tilblivelse og udskammes, såfremt graviditeten og dermed barnet er uden for normen.
Jeg har mødt talrige kvinder, hvor abort var i overensstemmelse med loven samt deres behov. For nogle var valget alligevel ledsaget af vanskelige tanker og psykiske belastninger. Uanset alder, social status, sygdom med videre så berøres mange kvinder af hormonerne samt af drømme om et kommende barn, moder- og familieskabet.
Efter den 12. graviditetsuge kræves begrundelser til samrådet for at få abort. Min oplevelse er, at en del kvinder, som søger samrådet grundet personlige og/eller psykosociale forhold, ikke kun er alene, men også ensomme i og med deres graviditet.
Afslås ansøgningen, vil kvinden skulle bære fosteret i sig. Hendes krop vil blive udsat for belastning og risici, som ingen vil kunne overtage. Nogle kvinder, også i vores land og samtid, har måtte iklæde sig store trøjer og/eller isolere sig i angst for, at graviditeten opdages.
Hvis kvinden vælger bortadoption, vil hun skulle overkomme graviditet og fødsel med alt, hvad det indebærer. Hun vil for altid være barnets første og biologiske mor. Nogle af disse kvinder frygter eller oplever udstødelse fra deres nærmeste, også fra religiøse og kulturelle grupper, som de selv tilhører, i en sådan grad, at livet føles håbløst.
Mit arbejde som vagtlæge har givet en meget større indsigt i nogle af disse kvinders liv. Jeg har mødt dem på egne og andre arenaer. Derved har jeg fået oplysninger for eksempel om nære relationer, som ikke var det, de ellers udgav sig for, om fattigdom, misbrug, overgreb, kriminalitet og andet, som kvinderne havde fundet for skamfuldt at dele ved en formaliseret samtale.
I nogle tilfælde måtte jeg give mig til kende, skønt de måske kort forinden havde mødt mig på sygehuset. Som professionel kan man tro, at man har haft en særlig kontakt. Alligevel husker kvinderne måske hverken samtalen eller personer på samme måde, som de professionelle forestiller sig.
Kaotiske livsforhold kan også sløre kvindernes fornemmelse for egen krop, herunder om og hvor langt de er i en graviditet. Også dette faktum kan føles meget skamfuldt. Jeg har også mødt pårørende, som elles havde bedyret deres støtte til et kommende barn, hvor jeg senere har måttet konstatere, hvordan svigt kan udspille sig i det virkelige liv.
Jeg har oplevet, hvordan andres holdninger til meget personlige og private forhold som eksempelvis brug af prævention bliver til et tema for fuldstændig udenforstående menneskers generaliseringer og vurderinger. Jeg har mødt kvinder, som var genstand for en holdning som: ”Hvis man vælger A, så må man også vælge B.”
Sådanne holdninger lever fortsat blandt os i en tid, hvor ligestilling ellers gerne fremføres i alle mulige sammenhænge. Jeg har aldrig oplevet denne holdning ramme mænd, der er medvirkende til, at kvinder er uønsket gravide.
Kvinders kønsliv, svanger- og moderskab fungerer som en platform, der nærmest har karakter af en slagmark for moralske eller religiøse holdninger. Derfor kan det føles meget ydmygende og skamfuldt at søge samrådet om afbrydelse af graviditet.
Støttesamtaler kan gøre kvindernes egen følelse af håbløshed konkret. Hvis man ikke engang har råd til at købe de vitaminer, som anbefales en gravid, så kan man rammes af frygt for, hvordan man i øvrigt skal klare et ansvar for et barn. Hvordan formidler man dette til velmenende, veluddannede og vellønnede mennesker, som går hjem om et øjeblik? Kvinder kan føle sig efterladt på en arena, hvor de, ligegyldigt hvad der besluttes, vil være uendeligt alene med beslutningen og også opgaven.
Så hvordan flugter det virkelige liv med særlige danske forestillinger om kvinders rettigheder og ligestilling mellem køn? Min påstand er: Det flugter dårligt. Såvel til- som fravalg kan ende med, at kvinderne bliver genstand for skyld og skam og måske en livslang opgave, som de ikke magter.
Slutteligt er mit spørgsmål: Hvad er evidensen for, at samrådet træffer en mere korrekt beslutning end den, som de berørte gravide selv kan træffe og selv skal leve med? På hvilket fagligt grundlag kan andre beslutte, hvordan eller om en kvinde kan gennemføre en graviditet eller kommende moderskab?
I stedet for at moralisere og disciplinere kvinder kunne man vælge at koncentrere sig om at give mødre og deres børn reel støtte i stedet for velmenende råd til at bedre besværlige livsvilkår.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.