Absurd at tale om homoseksuelle ægteskaber

Jeg vil gerne frabede mig den form for ligestilling, hvor vi alle skal være ens, skriver Charlotte Dyremose (K)

Charlotte Dyremose, kirkeordfører for De Konservative.
Charlotte Dyremose, kirkeordfører for De Konservative. Foto: Folketinget.

Så er regeringens kampagne for det danske sprog skudt i gang. Og der skal ikke herske den mindste tvivl om, at det i den grad er tiltrængt. Der findes desværre alt for mange gode eksempler på, at det er nødvendigt at sætte ind, hvis ikke vores modersmål skal udvandes totalt.
 
Netop som kampagnen er skudt i gang, viser en meningsmåling foretaget for Kristeligt Dagblad meget illustrativt, at end ikke ordet ægteskab har danskerne begreb om, hvad dækker over.

LÆS OGSÅ: Charlotte Dyremoses blog

Således viser målingen, at knap halvdelen af danskerne mener, at homoseksuelle skal have mulighed for at indgå ægteskab i kirken. I både spørgsmål og svar ses der fuldstændig bort fra, at den historiske definition på ordet ægteskab er en pagt mellem en mand og en kvinde. Og det vil de fleste homoseksuelle vel gerne frabede sig altså det der med mand og kvinde.
 
Men af en eller anden grund er kampen for homoseksuelles rettigheder nu nået et niveau, hvor man er villig til at øve vold på sproget for, at vi alle sammen kan være så helt enormt lige og ens. Det er ikke meget anderledes end debatten om ligestilling mellem kvinder og mænd. Det er godt og rigtigt med ligestilling forstået som lige muligheder i samfundslivet.. Men må jeg ikke frabede mig den form for ligestilling, hvor vi alle skal være ens?
 
Jeg forstår således ikke, hvorfor så mange mennesker så brændende forsøger at omdefinere begrebet ægteskab til at inkludere registrerede partnerskaber. Og jeg forstår det slet ikke, når det er de homoseksuelle selv, der fører an. Som kvinde er jeg glad for, at jeg har de samme rettigheder som mænd. Det skal der ikke herske den mindste tvivl om. Men jeg vil da ikke kaldes mand bare fordi mænd nu engang var dem, der fik rettighederne først. Og jeg behøver ikke retten til at få et ulige CPR-nummer, bare fordi min mand har et sådant.

Det handler ikke om at hans CPR-numre er bedre end mit eller omvendt. Det handler bare om, at de er forskellige, og at vi nu engang har besluttet, at mændene får de ulige og kvinderne de lige. Og så gør det vel heller ikke noget, at vi stadig kan kende forskel. For mænd og kvinder er jo ikke ens. (uanset hvor meget enkelte ligestillingsfanatikere har forsøgt at gøre os ens).
 
Sådan er det også med ægteskab og registreret partnerskab. Det første kan indgås mellem en mand og en kvinde og det andet mellem to af samme køn. Det gør ikke det ene til mere eller mindre end det andet. Det er bare to forskellige ting og de hedder noget forskelligt.
 
Derfor ville det være helt absurd, hvis den kirkelige lovgivning skulle indrettes på, hvordan folk i almindelighed bruger ordet ægteskab. Det ville fuldstændig svare til at sætte til afstemning, om man nu også skulle kunne stave knus med z i sin diktat med den argumentation, at så mange unge efterhånden bruger knuz i sms-sproget. Man kan sagtens skrive knuz i en sms for sjov. Men sproget må ikke udvandes så meget, at vi ikke kan skelne og se, at det ikke er korrekt. 
 
Noget helt andet er så, at jeg da godt kan forstå, at nogen synes at selve udtrykket registreret partnerskab er noget mere tørt end ordet ægteskab. Men det i sig selv kan altså ikke retfærdiggøre en udvanding af sproget. Må jeg i stedet opfordre til, at opfindsomme sjæle i forsøger at finde et bedre ord for registreret partnerskab. Her er der jo tale om et forholdsvis nyt ord, som ikke har en traditionel historisk betydning. Men det haster inden ordet ganske snart har slået rod i det danske sprog. Og ægteskab ja, det er altså taget.
 
PS: Når alt dette er sagt, må jeg så ikke slå fast, at det til enhver tid må være et civilretligt anliggende hvordan begrebet ægteskab defineres, mens det er et kirkeligt anliggende hvilke ritualer, man har i kirken.
 
Det kan således aldrig være kirken, der bestemmer hvad vi som samfund skal forstå ved begrebet ægteskab. Og samtidig kan det ikke være den gængse opfattelse i befolkningen, der skal være udsalgsgivende for hvilke ritualer, der dækker over hvad i kirken. Det må altid være et anliggende for kirken selv at vejlede os politikere i hvordan rammerne for kirkens virke skal se ud.