MANDAG DEN 23. MARTS tændte jeg for TV-Avisen klokken 21.30. Det sker ellers sjældent, for kender man bare det mindste til, hvordan verden hænger sammen, kan det være enerverende at iagttage mediekanaler, der opfatter sig selv som den egentlige nyhed og derfor prioriterer journalisternes ”friskhed” og tempo højere end information og kritisk omtanke.
Jeg burde altså være forberedt, men denne mandag gav DR mig alligevel et ekstra adrenalinchok. Tophistorien, serveret af Kim Bildsøe Lassen som ”dagens glade nyhed”, lød: ”Vi ser lyst på fremtiden. Vi er i dag forbrugere med en hel del optimisme.”
Med henvisning til nye tal fremviste Bildsøe Lassen et ”humørbarometer” for ”os forbrugere” - en kurve, der skulle demonstrere, at ”vores tro på fremtiden” er ”tilbage på niveauet fra 2006”.
Herefter fulgte et besøg ved indkøbsdiskene hos Elgiganten og i Magasins afdeling for køkkenudstyr, inden DR's Nina Munch-Perrin satte trumf på: ”Trods danskernes voksende tillid, så har vi generelt meget svært ved at omsætte tilliden til højere forbrug.”
DENNE OPFORDRING blev efterfulgt af et interview med økonomen Bo Sandemann Rasmussen, som erklærede: ”Vi har meget positivisme, men det der med, at folk også rent faktisk får brugt nogle flere penge, det er det lidt sværere med.” Hele indslaget sluttede med, at DR viste skiltet ”Vækst kræver, at vi svinger Dankortet.”
Tydeligere kan den nationaløkomiske skizofreni næppe udtrykkes. Vi skal købe flere fjernsyn hos Elgiganten og flere køkkenredskaber hos Magasin - ikke fordi det vil gøre os lykkeligere, men fordi det betyder vækst. Herefter skal vi købe endnu flere fjernsyn og endnu flere køkkenredskaber - heller ikke for det gode liv, men for at opretholde væksten.
Med en årlig vækstrate på to procent (der anses for økonomisk ideelt) vil det betyde dobbelt så mange tv-apparater og dobbelt så mange køkkenredskaber om 25 år. Og 25 gange så mange om 200 år. Ethvert tænkende menneske kan se, at det er vanvid: Kloden vil gå til i produktionsaffald, emballage og drivhuseffekt. Og i forbrugerlede.
Men som journalister er det ikke meningen, at vi skal være tænkende mennesker. Vi kan da godt lave en historie om de økologiske problemer. Men det er netop - en anden historie.
For nylig pegede min favoritjournalist George Monbiot på det besynderlige i, at FN's organ for klimakontrol og klimapolitik (UNFCCC) på alle sine mange konferencer kun har interesseret sig for at begrænse udledningen af drivhusgasser, men aldrig nogensinde for at begrænse produktionen af de fossile brændstoffer, som foranlediger miseren: olie, gas og kul. Aldrig!
Ingen konferencedeltager og ingen journalist har spurgt, hvor i verden man ellers ønsker at begrænse forbruget, mens man samtidig opmuntrer til produktion af det, der ikke må forbruges.
Hvorfor denne stilhed, som synes umulig at bryde? spørger Monbiot. Og svarer med henvisning til den rådvildhed, der greb ham selv, da han første gang indså modsætningen: ”At fremkalde en stilhed kræver blot et instinkt for at undgå konflikt. Det er en betinget og ubevidst refleks; en del af de sociale færdigheder, der sikrer vores overlevelse. Sig ikke Djævelens navn - du risikerer at hidkalde ham.”
Enhver ved, hvem Djævelen er i dette tilfælde. Så hellere beholde sit job og nøjes med et adrenalinchok!
Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk