Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning. 

Adventist: Religionsfriheden på arbejdsmarkedet er under pres

Højesterets afgørelse i sag om afskedigelse af en gymnasielærer, der ikke ønskede at møde på arbejde på en lørdag, kan få konsekvenser for adventister og andre trossamfunds religionsfrihed, skriver dagens kronikør

Er der reelt plads til mangfoldighed på arbejdspladserne, når det kommer til religion? Det fik vi et svar på i Højesteret onsdag, skriver Lasse Bech.
Er der reelt plads til mangfoldighed på arbejdspladserne, når det kommer til religion? Det fik vi et svar på i Højesteret onsdag, skriver Lasse Bech. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Danmark har en lang og stolt tradition for religionsfrihed og for at beskytte borgerne mod forskelsbehandling på baggrund af religion. Men hvor går grænsen for tolerancen over for religion og tro i vores samfund og specifikt på arbejdsmarkedet? Og er der reelt plads til mangfoldighed på arbejdspladserne, når det kommer til religion?

Det fik vi et svar på, da Højesteret onsdag afsagde kendelse i sagen om en gymnasielærer, der i 2017 var blevet afskediget, fordi han ikke ønskede at møde op til et åbent hus-arrangement på sit arbejde på en lørdag med henvisning til, at det stred imod hans religiøse overbevisning. Læreren er medlem af Syvende Dags Adventistsamfundet - et kristent trossamfund, der som en af sine mærkesager praktiserer helligholdelse af sabbatten om lørdagen.

For adventister er sabbatsdagen en grundsten i den ugentlige livsrytme, mennesket er sat til at leve i, for at få balance mellem arbejde og fritid. Denne rytme beskrives helt tilbage i skabelsesberetningen og udgør derfor et grundvilkår i menneskelivet. Det er en helligdag, som er sat til side til hvile.

Den er omtalt i De Ti Bud, og derfor forpligter den mennesket på at tage hvilen alvorligt og afstå fra at arbejde på den syvende dag. Ifølge adventisternes forståelse begynder sabbatsdagen fredag ved solnedgang og varer frem til solnedgang lørdag. Der er naturligvis ting, der nødvendiggør, at nogle mennesker må arbejde på sabbatsdagen, hvis et samfund skal fungere.

For de fleste adventister vil det stride imod deres samvittighed at arbejde om lørdagen, selvom der naturligvis er undtagelser, hvis man for eksempel arbejder som læge eller sygeplejerske. Jesus påpegede, at sabbatten er givet for menneskenes skyld, og at dagen kan bruges til at gøre godt.

Det kan virke meget firkantet, at en lærer ikke vil arbejde nogle få timer på en lørdag en enkelt gang om året på grund af sin religiøse overbevisning. På den anden side er religionsfrihed og samvittighedsfrihed grundlæggende rettigheder i et liberalt demokrati. Det er værd at værne om retten til, at mennesker kan anse noget for så værdifuldt, at de betragter det som ”helligt”. Mange vil ikke kunne forstå, at noget kan være så vigtigt for en person, at man vil følge sin overbevisning på trods af en trussel om, at man vil miste sit arbejde. Det er imidlertid selve essensen af tros- og religionsfrihed, at vi værner om retten til at udleve tro og overbevisning – også de overbevisninger, som ikke deles af flertallet.

Adventister er som regel meget loyale og samvittighedsfulde, når det kommer til at passe deres arbejde. Samtidig ønsker de at kunne følge deres samvittighed i forhold til et for dem centralt trospunkt.

Ofte vil en adventist være villig til at strække sig langt for at imødekomme sin arbejdsgivers behov til gengæld for at blive fritaget for arbejde på sabbatsdagen. Det kan være ved at møde ind på andre tidspunkter. Derfor vil det være et tab for vores samfund, hvis pladsen på det danske arbejdsmarked indsnævres, så der bliver mindre plads til religiøse minoriteter, der holder sabbatten hellig.

Det er jo ikke sådan, at hele verden bliver indrettet for at tilpasse sig enkelte personers religiøse særhensyn. Derfor vælger adventister i almindelighed at søge jobs, der kan forenes med deres ønske om at holde fri om lørdagen. Der opstår dog indimellem situationer, hvor dette ønske kolliderer med arbejdspladsens vagtplaner. Som regel løses dette gennem en konstruktiv dialog mellem medarbejderen og arbejdspladsen.

Det er sjældent, at en arbejdsgiver stiller medarbejderen over for et ultimatum, hvor der skal vælges mellem at krænke sin samvittighed eller at miste sit job. De fleste situationer løses ved god ledelse, når medarbejderen har haft anledning til at redegøre for baggrunden for sin overbevisning. Der kan i langt de fleste tilfælde findes alternative løsninger, der imødekommer medarbejderens ønske uden at være til alt for stor ulempe for arbejdspladsen.

Højesterets kendelse i denne sag om, at skolen i dette tilfælde var berettiget til at kræve lærerens fremmøde på trods af dennes religiøse overbevisning, ændrer ikke på, at et sådant krav kun kan fremsættes af arbejdsgiveren, når det er nødvendigt.

Det er blot rettens opfattelse, at der i det konkrete tilfælde var tale om, at det var så afgørende for skolen, at lige netop denne idrætslærer ikke kunne undværes eller afløses af en anden. Man kan frygte, at andre arbejdsgivere fremover vil henvise til denne afgørelse og kræve, at syvendedagsadventister eller medlemmer af Mosaisk Troessamfund skal møde på arbejde på deres sabbatsdag.

Her skal arbejdsgivere dog betænke sig, for dommens præmisser gør det klart, at et sådant pålæg kun vil kunne gives, hvis det er nødvendigt, at lige præcis denne konkrete medarbejder møder op på arbejdet, og hvis det vurderes, at en anden ikke vil kunne varetage opgaven.

I denne sag stred det imod medarbejderens samvittighed at møde op på arbejde, men samtidig var det ifølge Højesteret nødvendigt for arbejdspladsen, at netop denne medarbejder mødte op. Dermed var der tale om en meget ulykkelig situation for medarbejderen, da konsekvensen blev, at han mistede sit arbejde.

Det vil dog være en stor misforståelse af denne kendelse, hvis man ikke forstår, at denne afgørelse netop kun faldt ud til arbejdsgiverens fordel, fordi det i dette tilfælde var særligt vigtigt, at netop denne medarbejder mødte op.

Man kan så håbe for adventister, der kommer i samme situation, at de ikke er lige så vigtige for deres arbejdsplads, som denne gymnasielærer var det, eller at de bliver ramt af en let forkølelse den dag og dermed alligevel skal kunne undværes.

Adventistkirken respekterer og anerkender landets love, domstole og myndigheder og vil altid kæmpe for religionsfrihed for alle grupper. Kirken stiftede i 1893 organisationen The International Religious Liberty Association og i 1946 den europæiske ngo Association Internationale pour la Défense de la Liberté religieuse.

Begge disse organisationer samler repræsentanter fra hele det religiøse spektrum til konferencer om religionsfrihed og taler denne sag over for myndigheder i hele verden – ikke mindst i lande, hvor frihedsrettighederne har det langt sværere end i Danmark.