Kristeligt Dagblad bragte på forsiden lørdag den 14. november en række udtalelser fra det såkaldt frisindede Danmark om, at ”den hårde linje sætter frihedstradition under pres”.
Anledningen er, at Københavns Borgerrepræsentation har opsagt enhver samarbejdsaftale med Islamisk Trossamfund, indtil muslimerne i København har taget afstand fra nogle bisarre, samfundsnedbrydende udtalelser fremsagt af imamer i deres moské. Lyder det ikke meget rimeligt?
Tiden er inde til, at herboende muslimer selv begynder at lægge afstand til imamers budskaber, og muslimske indvandrere/borgere må begynde at udvise en vis åbenhed over for den kultur, de nu lever i.
I artiklen bliver nogle positioner i dagens Danmark trukket klart op. På den ene side Det Radikale Venstre med sine nedslidte grundtvigske klichéer. Virkeligheden er tilsyneladende ikke gået op for dette parti, og hver gang dets ledende repræsentanter åbner munden, får Dansk Folkeparti flere medlemmer.
De opfatter Københavns Kommunes holdning over for Islamisk Trossamfund som udtryk for: ”tankepoliti”, ”problematisk glidebane”, ”misbrug af demokratiet”.
Efter min opfattelse er den liberale tænketank akkurat lige så rutinetom i sin forståelse af den foreliggende situation. Cepos' Martin Ågerup og Birthe Rønn Hornbech (V), mener, at ”man skal have lov at mene, hvad man vil, og man må acceptere, at folk siger uhyrlige ting”. På den anden side har vi så Naser Khaders (K) klare accept af kommunens holdning.
Nuvel, mangel på dannelse, had og idioti skal man da give kamp til stregen, for at vores kultur kan overleve. Et overlevelsesegnet samfund må sige fra og skal kunne forsvare sig selv.
Vi er oppe mod stærke kræfter, som politikerne i deres begrænsede perspektiv ikke aner noget om, fordi de ikke ved ret meget om kultur og religion, hverken i det Danmark, de skal repræsentere, eller i den verden, de begiver sig ud i. Alt gøres til et spørgsmål om kroner og ører: Betaler det sig?
De ved for eksempel intet om kræfterne, dynamikken i islam. Sandheden er jo, at muslimerne har ret et vist stykke: Vi lever i et individualiseret tolerancesamfund styret af vor tids sofister, djøfernes og de politiske partiers ayatollaher. Deres pluralistiske ”alt er da lige godt, bare det juridisk kan forsvares og vise sig økonomisk at kunne betale sig”.
Dette samfund opfattes af de fleste muslimer (i hvert fald de radikale) som dekadent. De foragter os og vores samfund, fordi der ikke længere er forskel på godt og ondt, ret og uret. Alt er lige fedt. Enhver har lov til og mene, hvad han vil. Din mening kan være lige så god som min.
For nogle år siden købte jeg på rejser til Iran nogle bøger og pjecer om vestlig civilisation set gennem muslimske øjne. Der står det sort på hvidt, kapitel efter kapitel, hvordan de opfatter vestens kultur, religion og civilisation. Vi er dekadente, hvad angår moral, sex, sociale afvigere, åndeligt liv, alkohol, retfærdighed, apartheid, familieliv, kærlighed til dyr.
Den får ikke for lidt. Og efter at have nedgjort Vesten rummer bogen et tilsvarende antal kapitler om islams fortræffeligheder på disse områder.
I en anden bog om jihad skriver en rigtig ayatollah (Morteza Mutabhari): ”Kristendommen har ingenting, ingen social struktur, intet kristent lovsystem, ingen kristne regler om, hvordan et samfund skal indrettes. Islam er en religion, som ser det som sin pligt at skabe en islamisk stat. Islam kom for at reformere staten og skabe en nation og en regering. Dets mandat er at reformere hele verden. Hvordan kan det ske uden en hær? Hvordan kan det ske uden en lov om jihad?”. Drømmen om verdenskalifatet? Det er, hvad vi ser i Paris.
Den meget stærke befolkningstilvækst i de muslimske lande vil fremover forstærke indvandringspresset ganske betydeligt. Hvad vi ser nu, er kun begyndelsen. I 1990 havde Europa 350 millioner indbyggere. I 2025 vil man have cirka 340 millioner. Til sammenligning var der i de nordafrikanske lande (Marokko, Algeriet og Tunis) i 1990 186 millioner mennesker, men i 2045 skønnes tallet at være steget til 340 millioner.
Hvor skal de bo? Store dele af denne befolkning vil begive sig på vandring mod det forjættede land, Europa. Det er formodentlig realistisk at regne med, at antallet af mennesker med muslimsk baggrund vil ligge i området 25-30 procent af Europas befolkning omkring år 2050.
De bringer det muslimske had med sig, og det sandsynligste resultat af denne situation er et stærkt stigende konfliktniveau og borgerkrigslignende tilstande. Fredagens begivenheder i Paris viser, at vi har at gøre med effektive 5. kolonnefolk. Vi har dem overalt - også i Danmark.
En radikal ændring af religionen islam vil være nødvendig, hvis borgerkrig i en række europæiske lande skal undgås. Den meget omtalte euro-islam har endnu ikke vist sig. De europæiske muslimer fastholdes af dårligt uddannede imamer.
Hvad kan vi ændre denne negative situation? Vi skal være med til at presse islam gennem den samme proces, som kristendommen har været igennem siden det 17. århundrede. Det vil sige, at muslimer skal acceptere skellet mellem tro og viden og erkende, at Koranen i al fald er delvis menneskeskabt.
Vi skal som europæere sammen gå ind i en kritisk dialog om islam, der går langt mere til stålet end den frugtesløse goddag mand, økseskaft-diskussion, vi kan se mange steder.
Politikerne skal tage religion alvorligt, og intellektuelle må begynde at tage stilling. Den ene mening er ikke lige så god som den anden. Vi må sætte kulturens modbilleder ind i kampen mod stupiditeten. Vi må udvise vilje til at skaffe os langt større viden om islam og en vilje til at bruge denne viden, altid høfligt, men også skarpt og præcist. Vi må intellektuelt give muslimerne modstand og blive ved for vore efterkommeres skyld.
Asger Sørensen er tidligere rektor på Gammel Hellerup Gymnasium (1985-2005), har oversat: Oddbjørn Leirvik: ”Islam og kristendom. Konflikt eller dialog?” og er leder af det årlige Litteraturkursus på Nyborg Strand