Værd at se dokumentar om Churchills brogede minde

I denne uge kunne man nemlig se tredje afsnit af dokumentaren ”Storbritannien i farver” på DR 2

Værd at se dokumentar om Churchills brogede minde
Foto: DR Presse.

”Lad ikke solen gå ned over jeres vrede,” lyder en bibelsk formaning, men sommetider er dagen bare ikke lang nok til at komme af med sin vrede. Jeg har således svært ved at slippe min vrede over det hærværk, som tidligere på sommeren gik ud over flere statuer af Winston Churchill. Der er meget andet og værre at vredes over, jeg ved det godt. Alligevel er jeg stadig vred.

Ikke fordi jeg er er en hvid mand, ej heller fordi Churchill er sakrosankt og hævet over kritik, men fordi jeg er en fri mand i et frit land, og det er slet ingen selvfølge. Det skyldes ikke mig selv, det skyldes andre, og det skyldes blandt andre og ikke mindst Winston Churchill. Ja, de hærværksmænd, som gik løs på statuerne af Churchill, står også i gæld til Churchill, men utak er verdens løn. I hvert fald når den skal udbetales af aktivister med hovedet under armen og næsen i sky.

Vi er mange, der deler ovennævnte vrede, og så er det godt at dulme vreden ved at læse lidt om Churchills liv og tænke på, at han nok ville have haft en vittig og skarp bemærkning til aktivisterne og krigen mod Vestens historie. Og så kan der også være hjælp at hente på sendefladen.

I denne uge kunne man nemlig se tredje afsnit af dokumentaren ”Storbritannien i farver” på DR 2, som netop handlede om Winston Churchill. Vi er jo vant til mestendels at se Churchill i sort-hvid, han blev dog født i 1874, men nu var der farver på optagelserne. Den sort-hvide fortid fik flere farver og flere nuancer. Det var næsten symbolsk, for er det ikke sådan, vi bør omgås fortiden og dens skikkelser med sans for den brogede virkelighed?

Tredje afsnit af ”Storbritannien i farver” portrætterede da heller ikke Winston Churchill som en politisk helgen og alvis statsmand. Nej, Churchills egenrådighed og fejltagelser blev ikke fortiet. Som marineminister stod Churchill bag den mislykkede og blodige kampagne ved Dardanellerstrædet under Første Verdenskrig, og som finansminister 1924-1929 var Churchill selv tilbøjelig til at give de kritikere ret, som kaldte ham den værste nogensinde. Og så nævnte dokumentaren ikke engang, at Winston Churchill havde været modstander af kvindernes stemmeret i en grad, så han blev overfaldet med en hundepisk og hans søn forsøgt kidnappet af harme kvindesagsforkæmpere.

Men da Storbritannien, Europa og verden havde mest brug for Winston Churchill, trådte han i karakter og fremstod som en klippe af beslutsomhed, stædighed og modstandsvilje.

Winston Churchills minde er broget, vis mig det menneskene, om hvem det ikke gælder, men det er også mindet om en stor mand, som altid vil rage op i verdenshistorien.

”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende,” sagde Jesus engang. Det reddede en utro kvinde fra at blive stenet, men i dag forhindrer det ikke hærværk mod statuerne af Churchill.

Vi skal heller ikke kaste os ned for Churchill, men det var værd at kaste et blik på fortællingen om hans utrolige liv i ”Storbritannien i farver”.

Jesper Bacher er sognepræst.