Der går en ulv på åben gade. Nej, ikke i Vestjylland, men i en lille fiktiv by på Fyn. Den går roligt på midten af kørebanen i rødlig gadebelysning frem mod os.
Så er stemningen sat og understreget i DR’s nye dramaserie ”Fred til lands”. Man vil huske titlens ord fra ”Midsommervisen” rettelig ”Vi elsker vort land” af Holger Drachmann, hvor der også tales om, at ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde/dem vil vi fra livet med glædesblus holde”. Ja, det lyder jo smukt, men der er trolde iblandt os, som ikke lader sig fordrive med glædesblus.
Der er ulvesind i mennesker, og rovdyr i menneskeham vandrer på åben gade, også i de lyse nætter. Meget betegnede bliver studenten Aksel kørt ihjel på en midsommeraften efter at have råbt sin ungdommelige lykke ud i en kornmark. Så grum kan verden være, og så ond kan den lokale psykopat Mike være. Det lader i hvert fald til at være ham, som er skyld i Aksels død. Ja, måske var det forsætligt som led i en pervers leg.
Mike terroriserer i det hele taget sine omgivelser, leder i fordærv, afpresser, truer, og værst af alt kan han være sluppet af sted med mordet på Aksel. Den mistanke for ikke at sige vished kan ikke slippe Aksels far, lægen Peter, som under en byfest råber sin harme ud i danseteltet, da han får øje på Mike:
”Det er ikke civilisation, det er anarki. Et civiliseret samfund havde slået ham ihjel.”
Peter hjælpes ud af teltet, men ender i en kreds af lokale, som alle har en interesse i at skaffe Mike af vejen for at hævne sig, for at få fred og beskytte deres kære. Den lokale landbetjent formår og tør ikke at sætte sig i respekt, og selvtægten hænger i luften, da første afsnit slutter. Jo, det er flere ulve i den lille by, og nu vil nogle af dem jage i flok for flokkens skyld.
Vi kan trygt regne med, at der falder flere skeletter ud af skabene, og at tingene viser sig mindre enkle, end de først tager sig ud. Er Mike, som virkelig fremstår brutal og afstumpet, nu også den eneste sorte sjæl i den lille by?
Det offer, som skal til for at genoprette orden eller civilisationen, som Peter råber det til byfesten, og hvor civiliseret er det lige at tage loven i egen hånd? Vi venter i spænding, og vi er i godt selskab med seriens skuespillere, som giver liv og nerve til deres karakterer.
Og så er det også sådan med godt drama, at det ikke bare skal underholde, men kalde på debat. Ville vi tage loven i egen hånd, hvis lovens lange arm ikke rakte ud til os?
Selvtægt er anarki, men myndigheder uden handlekraft – og vilje og den fornødne hårdhændethed – gøder jorden for anarki. Nu foregår ”Fred til lands” i en lille by, og man kan godt ærgre sig lidt over, at de små steder, for ikke at sige Udkantsdanmark, fremstilles som værende uden for lands lov og ret med en hærgende bølle og øretæver i luften.
Det er mig bekendt i de store byer, at bandeuvæsenet er værst, og de organiserede kriminelle fører sig stærkest frem.
Skal ulven holdes nede, skal den ikke stryges med hårene.
Jesper Bacher er sognepræst.