Når en mand som Louis Bülow, der er historiker, beskriver tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som hjerteløs på det sociale område, er der noget i én, der gør ondt. Var der virkelig ikke noget godt at skildre om Helle Thorning-Schmidts tid som statsminister?
Må jeg som menigmand komme med mine iagttagelser, som jeg tror, rammer mere ind i den jævne mands oplevelser af den periode?
Helle Thorning-Schmidt tiltrådte i en overgangstid. Befolkningen var blændet af statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) kontraktpolitik.
Det krævede mod at stille op og fortælle, at kontraktpolitikken ikke duede i den krise, der var på vej. Krisen bed hårdere end ventet, men befolkningen anede det ikke og kunne ikke dengang som i dag acceptere en udtalelse fra den nuværende finansminister: ”Der er ikke flere penge.”
Desuden kæmpede den daværende regering med højrefløjens intense påstand om, at der skulle skæres meget i hjælpen for at tvinge flere i arbejde, selvom de fleste af os kunne se, at der intet arbejde var at få.
Jeg tror ikke, at en statsminister på det tidspunkt kunne have held til at slå fast: ”Vore valgløfter dur ikke, pak dem ned, og lad os begynde forfra.”
Min påstand er, at det er usagligt at påstå, at Helle Thorning-Schmidts hjerte ikke bankede for de svage. Hun gjorde tværtimod, hvad der var muligt, for at bevare velfærdsstaten.
Arnold Jørgensen pensionist, Gammel Bjert 65, Bjert