Biskop Fischer-Møllers kristendom er en hyggecafé for tidens herskende holdninger

Bibelen er ikke en gammel bog, der leverer en gammel verdensopfattelse, men evighedens ord i tiden, som bringes os af Helligånden, skriver sognepræst Torben Bramming

Kristus omslutter os lige her og nu som på de gamle middelalderlige billeder, hvor han sidder på tronen i Himmelen med det runde jordæble i sin hånd, skriver sognepræst Torben Bramming. Foto: Bo Nygaard Larsen

AF BANEN, her kommer biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde, og så må apostlene og Kristus selv vige: ”Vi har som kristne ikke patent på vejen til Gud,” siger biskoppen.

Det er jo sagt før af flere af tidens prælater i folkekirken, i den svenske kirke, i den anglikanske kirke og sikkert i mange flere. Det, som undrer, er, hvordan man så optimistisk kan fjerne sig fra kirkens bekendelse. Hvad er den position, som overruler apostlenes, Bibelens og bekendelsesskrifternes klare udsagn?

Det skyldes, at man har et evolutionistisk syn på virkeligheden: Tiden går, og vi bliver klogere. Det, der lå som kim i fortiden, er nutidens blomster. Frø med potentiale for multikulturalitet, demokrati, genderbevidsthed, multireligiøs rummelighed, der lå i Jesu forkyndelse, kan af nutidens prælater som Fischer-Møller udfoldes i deres sande mening. Engang mente Jesus, Bibelen, Luther og apostlene, at Kristus var vejen, sandheden og livet, men vi har udviklet os siden, og i dag mener man, at alle har ret på hver deres måde, at man må imødekomme folk og inkludere dem, og sådan ville Jesus også have sagt, hvis han havde levet i dag.

Fischer-Møller minder om professoren fra C.S. Lewis’ ”The Great Divorce” (Den store skilsmisse). Professoren lever i det grå Helvede, hvorfra der hver dag går en bus til Himmelen. Men professoren vil ikke med. Han arbejder på at forbedre Jesu lære. Han er utilfreds med, hvad der står i Bibelen. Hvis Jesus bare ikke havde været sådan et brushoved og kommet med sine kategoriske betragtninger, så kunne kristendommen være en rimelig livsanskuelse, for så ville han med tiden have slækket på sine konfrontatoriske udsagn. Og professoren arbejder nu rastløs på at gøre kristendommen til en moderne livsanskuelse. Men der er noget, de modernitets- og fremskridtstroende prælater har misforstået. Det gælder om at komme med den rigtige bus. Ikke alle busser kører det samme sted hen.

Bibelen er ikke en gammel bog, der leverer en gammel verdensopfattelse, men evighedens ord i tiden, som bringes os af Helligånden. Evigheden betyder, at Gud er lige nær ved de første mennesker, som han er nær ved os, og som han er nær ved dem, som fødes engang, når vi for længst er muld på kirkegården. Kristus omslutter os lige her og nu som på de gamle middelalderlige billeder, hvor han sidder på tronen i Himmelen med det runde jordæble i sin hånd. Vi mennesker er som kerner i æblehuset på forskellig afstand af hinanden, men ikke af Kristus.

Det var denne sandhed, der gjorde og gør, at man bygger katedraler, at man trods dødsfare lader sig døbe, at man går ud i alverden for at døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og lærer folk at holde de ord og den tro, som Kristus har givet sine apostle.

Den rummelige hyggecafé for tidens herskende holdninger, som Fischer-Møller har lavet kristendommen om til, har mere lighed med det sted, hvor professoren fra ”The Great Divorce” skriver sin afhandling om den fornuftige efterkristelige kristendom, end med den bus, der kører til Himmelen.