Prøv avisen

Af et skilsmisse-barns bekendelser

KOMMENTAR:

Hele diskussionen om det nye børnelovsforslag virker temmelig skræmmende på mig, al den stund det er de voksne, der det meste af tiden er i fokus.

Naturligvis er det på de voksnes præmisser, at barnet vokser op, for det ligger i sagens natur, at det er de voksne, der bestemmer. Om det så er de »genetiske« forældre, de »sociale« ditto, eller det måske er en fremmed sagsbehandler i amt eller kommune, der træffer afgørelser, er for så vidt ligegyldigt. Barnet betaler prisen, når de voksne bliver uenige.

»Min skilsmisse« fandt sted for 71 år siden. Jeg var på det tidspunkt fem år, og min trygge og glade verden med en far og en mor som samlende midtpunkt faldt fra hinanden. Min mor var ud fra de absolut bedste intentioner overbevist om, at hun var den bedste og eneste, der kunne tage vare på min opvækst, altså ønskede hun ikke, at min far skulle have samkvemsret.

Heldigvis for mig mente statsamtet noget andet, og det havde ganske enkelt været en katastrofal fejlvurdering, hvis jeg var blevet hindret i at være både min mors og min fars barn i opvækst-årene.

I sin kronik den 25. maj her i Kristeligt Dagblad plæderer Lone Nørgaard for, at »hvis kvinden skønner, at hun vil kunne give barnet en bedre opvækst uden den genetiske fars mellemkomst, skal denne mulighed stå kvinden åben«. Jeg er ganske uenig. Det er ikke nemt at granske en mors motiver, når hun ønsker at afskære barnet fra den ene halvdel af dets naturlige tilhørsforhold til æt og arv. Naturligvis kan der være tale om sådanne tilstande, at det ville være uforsvarligt at lade barnet være alene med faderen (eller for den sags skyld moderen), men hvor det ikke er tilfældet, kan man tænke sig alt omkring moderens ønske, lige fra frustrationer omkring ægteskabets forlis over mangel på forståelse for barnets behov eller alt for stor selvfølelse til direkte had og hævnfølelse over for ægtemanden. Mulighederne er mange, og en mor vil vel som oftest forsøge at skærme sin unge så godt som muligt, men dermed være ikke sagt, at hun altid gør sig helt klart, hvad der er hendes inderste motiv, eller kan se, hvad der på langt sigt vil gavne barnet mest.

I mit eget tilfælde gik det godt, jeg havde to ansvarsbevidste forældre, vidt forskellige ganske vist, men netop derfor nødvendige for, at jeg som voksen kunne finde mine egne ben og forstå mig selv og mine egenskaber. Jeg ville meget nødig have været vekselvirkningen mellem de to mennesker foruden. Man kan indvende, at mit tilfælde ikke berører så forfærdelig mange børn i dag, da forbindelserne mellem de voksne mange gange er løsere, men barnet har krav på at kende sin æt.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på alle de børn, der i disse år vokser op som resultat af en kunstig befrugtning. Der må uvægerlig komme et utal af spørgsmål for dem senere: Hvilke arveanlæg har jeg? Hvem er den mand, der er min genetiske far? Er det fra ham, jeg har arvet denne eller hin sygdom? Eller - og det er måske det værste af alt: er det mon min halvsøster eller -bror, jeg er forelsket i? Muligheden foreligger jo. Sæddonorer kan have mange børn, og hvem siger, at de ikke om 20 eller 30 år mødes, og sød musik opstår?

Til overflod kan jeg så spørge om, hvad der egentlig foregår i hovedet på en mand, der tankeløst spreder børn om sig, børn hvis liv og skæbne han ikke kender eller har nogen indflydelse på. Det er i mine øjne helt uden ansvar, så kan han have nok så smukke motiver om at »hjælpe« barnløse par.

Tilbage til skilsmissebarnet. Man må ikke glemme, at børn er utrolig loyale over for deres forældre, i deres øjne må der ikke gøres forskel på far og mor, de skal have lige meget kærlighed. Som skilsmissebarn er man meget opmærksom på, at andre, det være sig familie eller familiens omgangskreds, taler ondt om den af foræld-rene, der ikke er til stede. Loyaliteten sidder uden på huden hos de fleste børn, der er blevet skilt. Det er ikke de voksnes skilsmisse - det er børnenes. Særlig svært bliver det for barnet og dets loyalitet, hvis der kommer en »pap«-erstatning ind i billedet. Paperstatningen kan måske udvikle sig til et gode mere eller mindre på linje med de genetiske forældre, men hvis også erstatningen på et tidspunkt forsvinder ud af barnets verden, står frustrationerne for alvor på lur. Stakkels unger!

Birthe G. Kristensen,

Longvej 3,

Refsvindinge,

Ørbæk